De 65.000 kroner, som Århus bruger på et legehus til prinsesse Isabella, ville gøre en forskel, hvis byens dagplejere i stedet fik pengene til legetøj

af Kirsten Normann Andersen, formand for FOA Århus
Når folk stiller et spørgsmål, og jeg svarer høfligt, oplever jeg normalt aldrig, at de bliver sure, blot fordi jeg svarer.
Men Jyllands-Postens lederskribent kritiserer, at FOA udtaler sig kritisk om Århus Kommunes dyre prinsessegave. Og det gør vi, fordi Jyllands-Postens egne journalister har sat netop det emne på dagsordenen, og spurgt FOA Århus, hvad vi mener om det!
På den måde minder Jyllands-Postens journalistik nogle gange om klicheen om kvinden, der spørger sin mand, om hun ser tyk ud i sin nye kjole? Og så frydefuldt kaster sig rasende over ham, når han svarer!
Sandheden er nemlig nok, at vi i FOA Århus ikke havde brugt tid på at mene noget om sagen, hvis det ikke var, fordi vi var blevet spurgt.
Men når spørgsmålet bliver stillet, så vil et svar fra FOA i Århus nødvendigvis være præget af, at vi repræsenterer hårdt pressede kommunale medlemmer. Og at de samme medlemmer dagligt erfarer, at kommunen sparer hårdt på sine egne borgere.
Derfor var vi kritiske overfor gaven i en artikel, hvor vi blev spurgt. Vores svar forargede borgmesteren, og ham svarede vi så i en kronik.
Vi har blandt andet peget på den kendsgerning, at de 65.000 kroner, som Århus Kommune bruger på et legehus til prinsesse Isabella, ville gøre en forskel, hvis byens 500 dagplejere i stedet fik pengene til at købe legetøj. Så skrabede er dagplejens økonomiske midler faktisk, hvilket Jyllands-Postens lederskribent da heller ikke argumenterer imod.
I det hele taget leder man forgæves efter argumenter i lederen 'Et legehus', men der er en del skældsord som 'pinligt' og 'ynkeligt'. Selv om det er ret uklart, hvad lederskribenten egentlig mener, så skinner det igennem, at han mener, at sagen er så lille, at FOA ikke burde have en mening om den.
Og så er vi tilbage ved begyndelsen. Det var Jyllands-Posten, som satte prinsessegaven på den politiske dagsorden, ikke FOA. Og sagen er åbenbart stadig ikke mindre, end at lederskribenten også mener, at der skal menes noget.