Der er sat fokus på vores arbejdsforhold, anerkendelsen har fået et løft. Ikke mindst har vi vist, at vi kan strejke, og det er jo et godt våben at have

Jytte Svensson, 53 år, sosu-vikar på et lokalcenter i Århus. Medlem af FOA.

Tirsdag den 27. maj:
For nogle uger siden kom en af mine kolleger ned i vagtstuen og lagde sit FOA-badge foran mig.
Jeg havde taget dem med fra et FOA-møde nogle dage tidligere og delt dem ud til kollegerne på vores vagthold, så vi også kunne vise, at vi var i konflikt, selvom vi ikke strejkede.
Behold det bare, jeg har flere, sagde jeg til hende. Nej du kan beholde det, og du kan sige til 'din' formand, at han kan rende mig, svarede hun.
Dagen før havde Dennis Kristensen inviteret Kommunernes Landsforening tilbage til forhandlingsbordet, og pressen var fuld af historier om, at FOA opgav sine lønkrav.
Min kollega har arbejdet i faget i 27 år og er vant til at blive spist af med smuler. Denne gang havde hun sat næsen op efter noget mere, selvom hun var endda meget skeptisk. Så der skulle ikke så meget til at vælte læsset.
I øvrigt overvejede hun at melde sig ud af FOA og ind i Det Faglige Hus eller hos de kristelige, hvis ikke FOA kunne sørge for en ordentlig lønstigning denne gang. Så kunne hun nemlig spare penge på kontingentet, sagde hun.
- Ja der synes jeg så, du skal tage skridtet fuldt ud og spare dine penge, for 'de gule' vil da ikke sørge for noget som helst. Der får du jo først din løn(stigning) i himlen, sagde jeg.
Det blev indledningen til en lang snak om lønkrav og forhandlingstaktik og pressens rolle under OK 08. Men vi var enige om, at det var overraskende tidligt i konflikten, Dennis gik tilbage til forhandlingsbordet, og at vi ville kæmpe for et nej, hvis han kom ud med et dårligt forlig.
Nu er urafstemningen i gang, seneste frist for at stemme er i dag. Der er både godt og skidt i forliget, og jeg har været meget i tvivl om, hvad jeg skulle stemme, men er, som de fleste af mine kolleger, landet på et ja.
Der har vist aldrig før været diskuteret så meget politik på min arbejdsplads som under denne konflikt. Her er nogle af vores konklusioner:
- Vi har sat spørgsmålet om ligelønnen på dagsordenen, vi har ikke fået nok endnu, men resten kan godt hentes gennem en ligelønskommission, som har penge at gøre med. Så det skal der kæmpes for nu politisk.
- Vi har vist, at vi kan og vil forsvare den kollektive velfærd, og vi har opbakning til det i befolkningen.
- Der er sat fokus på vores arbejdsforhold, anerkendelsen har fået et løft. Ikke mindst har vi vist, at vi kan strejke, og det er jo et godt våben at have til næste gang, der skal være forhandlinger.
Min kollega fra før var den første til at argumentere for et ja til forliget. Måske vil hun have sit badge tilbage?

Offentligt ansatte fra forskellige faggrupper skriver dagbog til Arbejderen om OK 2008.