24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vore mænd og kvinder i Havanna

Vore mænd og kvinder i Havanna

Onsdag, 28. maj, 2008, 00:00:00

Havde cubanske terrorister været aktive i USA, havde historien givetvis fundet vej til forsiderne. Og de var næppe blevet kaldt dissidenter og frihedskæmpere

af Sven Tarp, Kommunistisk Partis landsledelse
Havde cubanske terrorister været aktive i USA, havde historien givetvis fundet vej til forsiderne. Og de var næppe blevet kaldt dissidenter og frihedskæmpere.
I 1958 skrev Graham Greene 'Vor mand i Havanna', som om ikke andet udmærker sig ved sin underholdningsværdi.
Ikke mindre underholdende er det drama, som blev oprullet på cubansk tv i sidste uge. Men hvor Graham Greenes roman var ren fiktion med Batista-diktaturet som baggrund, er det nye drama blodig alvor.
Hovedaktørerne er en fængslet terrorist i USA, amerikanske diplomater i Havanna og deres håndgangne mænd og kvinder i den interne cubanske kontrarevolution.
Dramaet omfatter brud på internationale konventioner om diplomatisk repræsentation, brug af USA`s interessekontor i Havanna til formidling af terrorpenge, sammensværgelse mod den amerikanske anklagemyndighed, fjernstyring af såkaldte 'dissidenter' og almindelig moralsk opløsning blandt sidstnævnte.
Handlingen er veldokumenteret med video-optagelser, båndede telefonsamtaler, udskrifter af e-mails og kopier af andre dokumenter. Alt sammen er lagt ud på internet.

USA`s interessekontor
Selv om USA afbrød de diplomatiske forbindelser med Cuba kort efter revolutionen i 1959, enedes de to landes regeringer i 1977, under Jimmy Carter, om at åbne en diplomatisk kanal til at løse forskellige typer problemer.
Resultatet var oprettelse af et amerikansk interessekontor i den svejtsiske ambassade i Havanna. Dette kontor har siden været brugt til lidt af hvert - herunder til planlægning, styring og finansiering af kontrarevolutionære aktiviteter på Cuba.
I den forstand er der intet nyt under solen. De cubanske myndigheder har tidligere dokumenteret disse forhold. Alligevel overgår den nye sag alt, hvad der tidligere er set.
I 2006 fik de cubanske myndigheder nys om, at interessekontoret formidlede kontakt og penge mellem en eksil-cubansk terrorist, der sidder fængslet i USA, og 'dissidenter' på Cuba. Det var nogle af resultaterne af den følgende efterforskning, som blev lagt frem i sidste uge.

Fængslet terrorist
Den pågældende terrorist er Santiago Alvarez. Han har et alenlangt synderegister, der går tilbage til 1960`erne, da han blev rekrutteret af CIA.
Han har blandt andet pralet af, at han var en af hovedmændene bag et terrorangreb i Boca de Sama den 12. oktober 1971, hvor to cubanere blev dræbt og fire såret, herunder to piger, hvoraf de ene mistede sit ben.
I 2001 var han ligeledes bagmanden bag en planlagt sprængning af den berømte Tropicana-kabaret i Havanna. I sidste uge kunne chokerede cubanske tv-seere høre ham sige: 'To dåser (sprængstof), og det er gjort!' Takket være myndighedernes snarrådighed blev dette blodbad afværget.
I 2005 var det Santiago Alvarez, som smuglede den berygtede terrorist Posada Carriles ind i USA, da denne efter bestikkelse af Panamas afgående præsident blev løsladt fra et fængsel i Panama, hvor han var dømt for at have planlagt et mordforsøg på Fidel Castro fem år tidligere.
I 2006 blev han arresteret af FBI med seks anklager for illegal besiddelse af store mængder våben, sprængstoffer og andet krigsmateriel, som skulle bruges til aktioner mod Cuba.

Formidling af terrorpenge
Den 24. juni 2005 oprettede Santiago Alvarez en fond, Fundacin Rescate Juridico Inc., som ifølge egne oplysninger modtager betragtelige beløb fra den amerikanske regering.
Det erklærede formål med denne fond er at give 'nødhjælp' i form af 'mad, tøj og penge'. Oversat til almindelig sprog betyder det overførsel af penge og andet udstyr til kontrarevolutionære elementer på Cuba.
Rescate Juridico benytter forskellige kanaler til dette formål.
Det interessante er imidlertid, at de cubanske undersøgelser har vist, at ansatte på det amerikanske interessekontor, herunder dets chef Michael Parmly, ikke alene har formidlet kontakt mellem den fængslede terrorist og hans cubanske medsammensvorne, men også har overbragt penge og tilmed ydet forskud.
Og ikke kun det!

Sammensværgelse
Den dokumentation, som nu er tilgængelig på internet, viser, at de ansatte på interessekontoret ikke alene har brudt Wiener-konventionens bestemmelser om diplomaters adfærd, herunder respekt for det pågældende lands love og ikke-indblanding i dets indre anliggender.
Det har også brudt USA`s egne love, idet interessekontoret har rottet sig sammen med den fængslede terrorist Santiago Alvarez, hans sagfører, dommeren i sagen og de cubanske 'dissidenter' imod den amerikanske anklagemyndighed.
I et brev, som Santiago Alvarez` elskerinde Carmen Machado har skrevet til en af de cubanske 'dissidenter', Martha Beatriz Roque, hedder det:
'Jeg vil bede dig om en stor tjeneste! Jeg har brug for et brev, underskrevet af dig, som fortæller om relationen til Fundacion Rescate Juridico, der som du ved, har Santiago Alvarez som ankermand! Brevet skal stiles til dommer James Cohn! Denne dommer har det sidste ord at skulle have sagt om det antal år, som de vil give vores ven, og det er ham, der kan skære dem til, hvad han er blevet lovet! Brevet vil kun blive set af advokaterne, os og dommer Cohn'.
Man bemærker, at den amerikanske anklagemyndighed, der har rejst sagen mod Santiago Alvarez, ikke skal orienteres om denne studehandel.
Som tak for de 1500 dollars, som hun hver måned modtager fra den fængslede terrorist, skrev Martha Beatriz Roque det ønskede brev, som hun efter egne oplysninger afleverede på det amerikanske interessekontor i Havanna.
Dermed er kredsen sluttet.

Fjernstyring af 'dissidenter'
Den dokumentation, som er lagt frem, viser endvidere, hvordan det amerikanske interessekontor i Havanna styrer, koordinerer og kontrollerer 'dissidenternes' aktiviteter, og hvordan for eksempel CNN bruges til at slå på international tromme for disse aktiviteter.
I virkeligheden drejer det sig ikke om 'dissidenter', men om kontrarevolutionære i en fremmed magts sold.
Ovennævnte Martha Beatriz Roque er et godt eksempel herpå. Hun var blandt de 73 cubanere, som i 2003 blev arresteret for samarbejde med en fremmed magt.
På trods af at de cubanske myndigheder fremlagde omfattende dokumentation for dette samarbejde, blev de 73 af de internationale medier udråbt som menneskeretsforkæmpere, som var blevet fængslet udelukkende på grund af deres systemkritik.
Disse påstande uden hold i virkeligheden blev brugt som argument for de sanktioner, som EU indførte mod Cuba samme år. Og de er desværre også blevet tilegnet af en del af den danske venstrefløj, for hvem stue-renhed ser ud til at være det højeste ideal.
Martha Beatriz Roque blev senere benådet af helbredsmæssige årsager, hvorefter hun fortsatte sine kontrarevolutionære aktiviteter i tæt samarbejde med sine nordamerikanske herrer. Hun er på sin vis den cubanske hovedaktør i det nuværende drama.
Den dokumentation, der er tilgængelig, viser en person i totalt moralsk forfald. Det vigtigste for hende ser ud til at være penge til sit eget forbrug. Og i sin grådighed viger hun ikke tilbage for at bagtale sine 'med-dissidenter' for selv at få en større del af kagen.
Samtidig skriver hun, at hun er 'stolt over' denne terrorist, der har myrdet og såret hendes landsmænd.
Skån os for den slags 'frihedskæmpere'!

Tavshed er ikke guld!
Sagen er meget alvorlig. Den cubanske regering har krævet, at USA`s regering entydigt udtaler sig om, hvorvidt den tillader sine diplomater at handle, som det er sket i denne sag.
Indtil videre har udenomssnak og tavshed været det eneste svar.
Samme tavshed har de danske medier vist.
Var det hele sket med omvendt fortegn. Havde det været cubanske terrorister, som var aktive i USA, havde de givetvis fundet vej til forsiderne i den seneste uge. Og de var næppe blevet kaldt dissidenter og frihedskæmpere.
Kommunistisk Parti ønsker på denne baggrund at give sin højlydte protest til kende imod den amerikanske adfærd på Cuba og imod de danske mediers tendentiøse behandling af hele denne problematik.
Vi opfordrer andre til at gøre det samme!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. maj. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp