Tænk hvis der ikke var nogen, der fandt det så meningsfuldt at arbejde med børn, at de ville uddanne sig til det?

af Pernille Mau, pædagog, Mårslet
'Hvis man vil ernære sig ved at passe andres børn, så har man selv valgt! Og hvis pædagogerne vil have mere i løn, så skulle de have valgt en anden uddannelse!
Og i øvrigt kan alle sgu da passe børn!'
Far er træt og irriteret. Igen skal Frederik med på kontoret. Tasken er proppet med legetøj og madpakker. Hvornår fanden kommer de tilbage på pinden, pædagogerne.
Frederik savner sin børnehave, hans aktivitetsniveau og kontorets snævre rammer minder om en burhøne på et vingummibamsetrip.
Samfundets nydelige puslespil er ødelagt. Far er irriteret og skuffet. Tænker pædagogerne overhovedet ikke på Frederik?
Pædagogerne har valgt og er nu til lønforhandling. Der kæmpes for bedre løn og arbejdsvilkår. Der kæmpes for en pædagogisk forsvarlig og bæredygtig fremtid for professionen.
Der kæmpes for en løn, som kan tiltrække og fastholde dygtige folk i faget. Der kæmpes for anerkendelse og faglighed.
Nu må far vælge! Far er nødt til at gøre op med sig selv, hvor højt han vægter Frederiks udvikling og stimulering. Skal Frederik blot passes i de 8-10 timer som han dagligt tilbringer i børnehaven, behøver han jo ikke et dagtilbud med pædagogiske læreplaner, sprogstimulering, statussamtaler, forældremøder og pædagogisk uddannet personale.
Og tænk hvis der ikke var nogen, der fandt det så meningsfuldt at arbejde med børn, at de ville uddanne sig til det?
Så måtte far for alvor til at overveje, hvem der så skal tage vare på Frederik - når far nu skal til møde med sin nye kollega - en dygtig pædagog, som blev tvunget til at vælge om!