25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det sociale krejleri fortsætter

Det sociale krejleri fortsætter

Lørdag, 31. maj, 2008, 00:00:00

Det bør være de bredeste skuldre, der bærer de tungeste byrder, og som også betaler for samfundets sociale udfordringer. Ikke dem med de laveste indkomster

af Line Barfod MF, Enhedslisten
Torsdag den 22. maj blev et forslag fra Enhedslisten om at afskaffe satspuljen behandlet i Folketinget.
Som forventet blev forslaget forkastet. Ikke engang socialdemokraterne, SF eller Dansk Folkeparti, som ellers slår sig op på at være socialt ansvarlige partier, ville være med.
Satspuljen fordeles hvert år mellem en række sociale og sundhedsmæssige projekter, og partierne bag aftalen - samtlige partier bortset fra Enhedslisten - kan dermed dulme deres sociale samvittighed for endnu et år.
Ikke et ondt ord om projekterne. Langt de fleste har en målsætning og et værdigrundlag, som Enhedslisten uden tøven kunne skrive under på. Alligevel vælger vi år for år at stå uden for aftalen og så den altså helst helt afskaffet.
Den primære årsag er finansieringen bag satspuljen. Puljen finansieres nemlig af pensionister, dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere og alle de andre på overførselsindkomster ved, at disse indkomster ikke reguleres efter den almindelige løn- og prisudvikling.
Derved sakker de bagud i forhold til resten af befolkningen, og det understøtter blot den i øvrigt stigende ulighed i Danmark.

Kortsigtet, tilfældigt
Derudover mener vi også, at satspuljens kortsigtethed er ødelæggende for den socialpolitiske indsats. Fordi puljen typisk udmøntes i finansieringer for et eller to år ad gangen, er det meget svært for eksempel at fastholde medarbejdere og det faglige fokus og erfaringsgrundlag, som er afgørende for en ordentlig social indsats.
Endelig betyder konstruktionen af puljen, at det bliver mere eller mindre tilfældigt, hvilke projekter og dermed hvilke målgrupper, der modtager pengene. Fordelingen af midlerne sker nemlig i en helt utilstedelig lukkethed uden offentlig debat.
I stedet for at den sociale indsats i Danmark fastlægges ud fra et overordnet og sagligt behovsperspektiv, sidder partiernes ordførere i bedste krejlerstil og forhandler om det ene projekt frem for det andet.

Lukket forhandling
Og fordi forhandlingerne foregår for lukkede døre, kommer argumentationerne for eller imod de enkelte projekter ikke frem til åben diskussion, og offentligheden har ikke mulighed for at vide, hvorfor nogle kan få, og andre ikke kan.
Enhedslisten mener derfor, at de mange fornuftige projekter i stedet burde komme på Finansloven. Det bør være de bredeste skuldre, der bærer de tungeste byrder, og som også betaler for samfundets sociale udfordringer. Ikke dem med de laveste indkomster.
Kun derved kan vi sikre den nødvendige langsigtede indsats mod menneskehandel, seksuel udnyttelse og hjemløshed samt sikre bedre vilkår for de handicappede, de udviklingshæmmede, de sindslidende og for de stof- og alkoholafhængige.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. maj. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp