Copenhagen Consensus er en simpel kageudmåling for den bedste måde at redde verden på, eller rettere den del der er værd at redde

I en kompliceret verden kan man vælge at gøre det hele enkelt ved hjælp af et par dogmer.
Dogmeregel nummer et er at reducere verdens ressourcer til noget så abstrakt og begrænset som penge.
Dogmeregel nummer to at alt skal kunne føres tilbage til et privat ejerforhold. Mere simpelt kan det næsten ikke være.Copenhagen census

Dogme 1 - penge
Copenhagen Consensus har været i gang i en uges tid. Fogh har benyttet lejligheden til at prise Bjørn Lomborg, der står bag konferencen. Over 50 økonomer, heriblandt fem nobelpristagere, deltager hedder det på Copenhagenconsensu.com.
Formålet er at finde de bedste løsninger på verdens ti største udfordringer. De er: Luftforurening, konflikter, sygdom, uddannelse, global opvarmning, sult, adgang til rent vand, handelsbarrierer og frihandel, terrorisme, kvinder og udvikling. Alt sammen tunge problemstillinger, som også er beskrevet i baggrundspapirerne.
Men når man sætter økonomer til at løse opgaver, så er pengene i fokus.
Udgangspunktet er en bestemt sum af den abstrakte værdi udmålt i penge. En kage af en bestemt afmålt størrelse, hverken mere eller mindre.
Det der foregår på Copenhagen Business School er altså en kageudmåling for den bedste måde at redde verden på, eller rettere den del der er værd at redde.
Men det er jo netop et dogme, at der er en bestemt mængde ressourcer i verden. Der er mange andre ressourcer end penge, og hvad man kan købe for dem. Samfundet består af mange flere former for ressourcer - menneskers hænder, menneskers kreativitet, menneskers organisering, menneskers viden og så videre. De kan udløses, også til at løse nogle af de vitterligt store udfordringer på konsensuskonferencens dagsorden.
Bjørn Lomborg har én bestemt tanke, at én handling har større værdi end en anden, og derfor skal foretrækkes på bekostning af den anden. Derfor udsætter han hele tiden den ganske verden over for absurde valg. Skal de sultende have mad eller skal markederne åbnes.
Problemet med Copenhagen Consensus er også, at der faktisk findes andre løsninger som er mere omfattende end økonomiske beregninger. Konferencen bliver derfor blokerende.
Det er politiske løsninger og mobiliseringer af folk på en platform, der sprænger consensuslogikken. Men denne slags løsninger er naturligvis ikke sat på konferencens indsnørede dagsorden.

Dogme 2 - den private ejendomsret
En fjerdedel af verdens olie- og naturgas findes under Nordpolen. 'Kampen om 18. Det danske rige har fået vokseværk. Danmark bruger nu 150 millioner kroner på at deltage i et internationalt kapløb om hvilke lande i verden, der ejer havbunden uden for 200 sømilegrænsen. Og der er en fair chance for, at Nordpolen kan blive dansk.'
Sådan skriver De nationale geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland. Forudsætningen er klar, hver en kvadratmeter skal udmatrikuleres og føres tilbage til en ejer, som man jo gjorde det i den gamle verden.
Forleden blev de stridende parter: Danmark/Grønland, Rusland, Canada, USA og Norge enige om at det videre spil skal foregå på grundlag af FN-konventioner og andre internationale aftaler. Man kan synes det er logisk, men med al den olie, kan man vente sig lidt af hver.
Olieressourcerne bliver i fremtiden et større stridsfelt, end de er i dag. De eksploderende oliepriser forrykker mange ting, og reserverne svinder. Hvorfor skal Nordpolen absolut parteres i lunser til nabolandene?
Ville det egentlig ikke være mere rimeligt, at lade olieressourcerne høre under FN som en ressource for menneskeheden.?