Når nu 1938 og 2008 er så forbundne, vil det være naturligt at Jyllands-Posten genoptrykte de nævnte samt flere relevante artikler fra dengang

'1938 - 2008' er den enkle overskrift for en leder i Morgenavisen Jyllands-Posten, bragt på selve grundlovsdagen.
Anledningen er den tankevækkende tilstand, der er opstået i forbindelse med Margrethe Vestagers forsøg på at rejse en debat om den aktivistiske danske udenrigspolitik kort efter attentatet mod den danske ambassade i Pakistan.

Christiansborg 2008
Hun fik ørene i maskinen fik hun. Statsministerens melding var, at hun gik terroristernes ærinde. Helle Thorning-Schmidt fulgte trop. Budskabet var klart. Terroristerne skal ikke sætte dagsordenen for vores politik.
Det er naturligvis indlysende rigtigt. Det er dog ikke til at undgå at få øje på, at er der noget, der er sat på dagsordenen i dansk politik, så er det at terrorisme og forskellige udløbere af dette tema.
Terroristerne har tilsyneladende sat dagsordenen. Det gælder lovgivning, hvor danske statsborgere forfølges med nye paragraffer for at deltage i demokratiske aktioner. Det gælder påklædningsregulativer, hvor klædestykker fra andre kulturer forbydes. Det gælder udenrigspolitikken, hvor Fogh og Per Stig sammen med George vil indføre demokrati, hvor det passer ind i geo-strategien.
Det optager politikerne, og det optager medierne, mens regeringen ikke engang vil finde pengene til at give de offentligt ansatte en ordentlig hyre.
Tilbage til Jyllands-Posten. I torsdags-lederen sammenlignes Vestagers egentlig ret beskedne ønske med P. Munch og Erik Scavenius` apeasementpolitik. Avisen henviser til de berømte ord 'Fred i vor tid', der blev udtalt af Chamberlain, da han kom hjem fra München. 'Det er derfor ikke uretfærdigt at påpege en lige linje mellem München 1938 og Christiansborg 2008.
Avisen skriver, at den radikale blødsødenhed overfor Nazityskland 'endte i besættelsen i 1940'. Havde vi stået fast og havde ført en aktivistisk udenrigspolitik, var det gået anderledes. Ja, for så vidt som der var forslag fra Sovjetunionen på et tidligt tidspunkt til at blokerer Hitlers oprustning. Herunder også indsatsen mod Franco i Spanien.

Jyllandsposten 1938
Hvad var det egentlig Jyllands-Posten skrev dengang? 17. maj 1933 om Musolini der reddede Italien.
Sat i et dansk perspektiv konstateres, at der er en så stor 'lede ved hele det parlamentariske Styre, at sikkert et stort Flertal af danske Vælgere med Glæde vilde hilse en Mussolini, der vilde og kunde handle samfundsmæssigt og derfor måtte sætte Politikerne på Porten'.
Forsiden 31. januar 1938. 'Hele det tyske folk fejrede med Stolthed Femaars-Dagen for Føreren, Adolf Hitlers Overtagelse af Magten'. Vejen til magten var brolagt med terror, og mon de indespærrede også fejrede Føreren?
28. juni 1941 efter Tysklands angreb på Sovjetunion: 'Denne gang er det muligt at få Bolshevismen fuldstændig likvideret, og det må være målet for alle europæiske Kulturfolk, så vidt som Bolshevismen er en Pest for hele Verden'.
Der er mere, hvor det kommer fra. Jyllands-Posten har altid valgt sine fjender og sine venner. Det er en del af avisens profil at gå radikalt til værks fra 1938 - 2008. Den arabiske verden = den muslimske verden = en stenørken af fasstoide diktaturstater. I lederen sættes simpelt hen et skel mellem denne verden og resten af verden.
Sammenhængen mellem tegninger, tørklæder og tanks bliver tydeligere og tydeligere. En strategi toner frem. 1938-2008 er et blandt flere perspektiver for en afklaring - også for en avis som Jyllands-Posten - der altid har udråbt sig selv som et konsekvent 'frihedsbladhus'.
Når nu 1938 og 2008 er så forbundne, vil det være naturligt at Jyllands-Posten genoptrykte de her nævnte samt flere relevante artikler fra dengang. For min skyld gerne sammen med de nok så berømte tegninger.
Den internationalt orienterede avis kunne også tilbyde dem til Süddeutsche Zeitung, New York Times, Le Figaro med flere. De vil sikkert være interesserede. Og for en avis som Jyllands-Posten, der så ofte er fortaler for de danske kulturrødder, vil det ikke blot være en uomgængelig fristelse - det må være et kald. Vi venter!