Hvis ikke der én gang for alle tages en principiel afgørelse på, hvorvidt Danmark skal følge international ret, tør jeg slet ikke tænke på konsekvenserne.

af Kate Klokkerholm, Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen
I oktober 2005 afleverede 24 danskere, heriblandt jeg selv, en stævning i Østre Landsret, mod Anders Fogh Rasmussen, som leder af den danske regering og repræsentant for det folketingsflertal, som i marts 2003 besluttede at sende danske tropper ind i en amerikansk ledet angrebskrig mod Irak.
!Jeg spekulerer på, om han engang imellem er kommet i tvivl. For eksempel når et anset britisk tidsskrift - The Lancet - i 2006 opgjorde de civile tab i Irak til 655.000 mennesker. Et meget præcist tal, fordi deres måde at optælle på, er ret præcis og aldrig har været anfægtet videnskabeligt. 655.000, det er Odense Kommunes befolkning ganget med tre en halv.
Og siden er der kommet endnu flere til. Altså helt uskyldige mennesker, mænd, kvinder, børn - ja hele familier - der har mistet livet i en krig, som vi har lod i, som vi er medansvarlige for.
Også danske soldater har mistet livet, men i ét eller andet omfang har de trods alt selv valgt at være en del af den krig, selvom man godt kan diskutere, om en ung eventyrlysten soldat på 18-20 år helt har gjort sig klart, hvad krig også indebærer - både i relation til andre og i relation til sig selv.

Retlig interesse
Men tabere er der mange af. Én af taberne, nemlig forældrene til én af de danske dræbte soldater, tilsluttede sig Grundlovskomitéens sag, og nu tænker I måske, at vi jo så må have et virkelig godt kort på hånden.
Men sagen er, at selvom vi har en god sag, så har vi slet ikke nogen retssag endnu. For før man kan føre en grundlovssag, skal sagsøgerne vurderes i forhold til deres såkaldte søgsmålskompetence.
Domstolene skal vurdere, om vi har en retlig interesse i sagen, om vi har lidt personlig overlast som følge af Irak-krigen. Og her tæller tabet af en søn ikke tilstrækkeligt i vægtskålen, efter landsrettens opfattelse.
Statsministerens advokat, Kammeradvokatens svar i Landsretten var, at den her slags sager burde afgøres ved stemmeurnerne, og at der i øvrigt slet ikke var tale om en krig, da den unge soldat faldt, for allerede i maj 2003, altså et par måneder efter invasionen, afblæste regeringen nemlig krigen og erklærede, at der nu var tale om ren og skær filantropisk hjælp til at genopbygge landet.
Med langt over en halv million døde civile, er det vanskeligt at få øje på den genopbygning - og den filantropi. Og sådan har statsministerens og regeringens argumentation for overhovedet at føre den her krig, hele tiden ændret sig. Han er altså en dygtig strateg, den statsminister.

International ret
Vi har naturligvis anket sagen om søgsmål til højesteret, hvor den blev indstævnet for nøjagtig et år siden. Så facit er, at vi her tre år efter, at vi stævnede statsministeren, stadig ikke véd, om vi overhovedet får lov til at føre sagen i forhold til dens substans, nemlig det påståede grundlovsbrud.
Grundlovssagen vedrørende Irakkrigen er ekstrem vigtig. For hvis ikke der én gang for alle tages en principiel afgørelse på, hvorvidt Danmark skal følge international ret, tør jeg slet ikke tænke på konsekvenserne.
Hvad bliver det næste land vi invaderer? Syrien? Pakistan? Fortsæt selv. Der er skam mange lande, der kunne trænge til et rask lille demokrati-check fra os, der er eksperterne på det område.
Vores retssag handler ikke om Irak, om jagten på terrorister eller om indførelse af demokrati i de varme lande. Retssagen handler om Danmark og om vores eget demokrati.

Uddrag af tale holdt ved JuniBevægelsens grundlovsmøde i Odense.