23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Er Mugabe bare helt i orden?

Er Mugabe bare helt i orden?

Onsdag, 11. juni, 2008, 00:00:00

Er der nu ikke grænser for, hvor socialistisk Mugabe efterhånden er?

af Eigil Nielsen, Frederiksværk
Arbejderen havde den 31. maj en artikel 'Kvælertag på Mugabe', hvori Anders Fenger beskriver det pres, som især USA gennem internationale banker lægger på Mugabe og Zimbabwe.
Målet er at få landet til at ændre dets politik til en mere liberal, hvor der er frit spillerum for den internationale kapital. Anders Fenger skriver, at Mugabe er for socialistisk for USA, men er der nu ikke grænser for, hvor socialistisk Mugabe efterhånden er?
I 1991 lod han henvisning til marxismen-leninismen og den videnskabelige socialisme slette fra forfatningen, og på samme tid gik han i høj grad over til fri markedsøkonomi.
I forbindelse hermed fik dem med de små landbrug meget svært ved at klare sig, og fra at Zimbabwe havde været et af de rigeste lande med den bedste uddannelse og gode levevilkår, begyndte landet nu på en drastisk nedtur.
Antagelig i et desperat forsøg på at rette op på situationen gennemførtes i 2000 den landreform, der konfiskerede store ejendomme ejet af hvide og gav jorden til de fattige bønder.
Disse var imidlertid slet ikke forberedte til at kunne skaffe den produktion, der indtil da havde været så vigtig for landet, og fra at landet var blevet kaldt Afrikas madkurv, måtte det nu indføre mad til den sultende befolkning.
Denne udvikling skyldes i høj grad pres fra den Internationale Valutafond og andre långivere, men det vil virkelig være forkert at fritage Mugabe fra sin store del af ansvaret.
Det er rigtigt, at Mugabes konkurrent til præsidentvalget, Morgan Tsvangirai, vil være endnu mere ivrig efter at efterkomme Vestens krav, men det er ikke sikkert, at det er derfor, at Mugabe bekæmper ham så ivrigt, men først og fremmest fordi han ønsker at holde på den magt, der også har givet ham rigdom.
Mugabes metoder i denne forbindelse vil vi slet ikke kunne sige god for. Det drejer sig om forskellige grader af terror, som endog er blevet fordømt af den Afrikanske Union.
Han kan ikke stå som et forbillede for socialistisk tænkende mennesker, og derfor mener jeg, at der har manglet en kritisk tone i Anders Fengers artikel.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. jun. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp