Der skal gennemføres et ekstraordinært løft af starthjælp, kontanthjælp, dagpenge, pensioner og SU, som svarer til det sidste års prisstigninger på de basale fødevarer
af Per Clausen MF, fødevareordfører for Enhedslisten, Aalborg
En af de store politiske udfordringer i dag i Danmark er at håndtere det, der efterhånden er døbt 'fødevarekrisen':
En fortsat himmelflugt på fødevarepriser, der har efterladt en stor gruppe mennesker med begrænsede muligheder for at skaffe sig mad.
Fødevarekrisen er global, men en af de direkte følger herhjemme er, at arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og pensionister - for slet ikke at snakke om dem der er på starthjælp - ikke har råd til de helt basale fødevarer, fordi deres ydelser ikke er fulgt med prisstigningerne. Det er vi nødt til at adressere pronto.
Det kan ikke være rigtigt, at vi på den ene side kan have et samfund, hvor der er råd til lønforhøjelser for millioner til blandt andet ledelsen for Vestas, Dong og Københavns Lufthavn, samtidig med at Hansen og Jensen ikke har råd til rød peber i salaten.
Derfor har Enhedslisten taget initiativ til en forespørgselsdebat i Folketinget, hvor vi vil diskutere, hvordan vi kommer bedst igennem fødevarekrisen uden skrammer på velfærdssamfundet.
Vi foreslår en række konkrete handlinger:
Der skal gennemføres et ekstraordinært løft af starthjælp, kontanthjælp, dagpenge, pensioner og SU, som svarer til det sidste års prisstigninger på de basale fødevarer, og satspuljens udhuling af reguleringen af overførselsindkomsterne stoppes, så disse fremover stiger i takt med lønudviklingen.
Gratis mad til børn i skoler og daginstitutioner kan forhindre, at de voldsomme prisstigninger rammer sundheden hos børnene og skaber endnu større ulighed i muligheder hos dem.
De markante prisstigninger gør det også mere relevant end nogensinde at sætte momsen ned på sunde fødevarer. Det er et faktum, at fødevarekrisen øger uligheden i Danmark. Og der er ingen undskyldning for at lade denne udvikling fortsætte, hvor mange har for meget og endnu flere for lidt - vi er som ansvarlige politikere nødt til at gribe ind med det samme.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278