Vi kæmper den samme kamp, og vi er nu engang stærkest sammen. Og den kamp er en politisk kamp om fremtidens velfærd

af Kirsten Normann Andersen, formand FOA Århus
Velfærdsdebatten bliver aldrig helt den samme igen, nu hvor over otte ugers strejke har rystet politikerne.
Ingen havde i deres vildeste fantasi forestillet sig en strejke af de dimensioner, som de offentligt ansatte har præsteret, og hvor mange fortsat er aktive.
Der er to grunde til, at offentligt ansatte stadig strejker. Den vigtigste er, at Lars Løkke endnu ikke lært at betale sine regninger. Han har stadig ikke givet regioner og kommuner en økonomi, så de kan betale en ordentlig løn til de mennesker, som passer de syge og børnene.
Men nok så vigtigt er, at borgernes opbakning til de strejkende stadig er intakt. Det skyldes, at de strejkende tydeligt har vist, at de ikke er i kamp med borgerne, men de offentlige arbejdsgivere. Og borgerne forstår, at den kamp, de strejkende kæmper, også handler om fremtidens velfærd.
Selv om FOA har indgået forlig for sine medlemmer, så mener vi i FOA Århus langtfra, at kampen er slut. Men en fortsat kamp kræver, at vi fjerner kikkerten fra det blinde øje og erkender, at de offentligt ansattes overenskomstkamp er en politisk kamp.
Det er vist ikke nogen hemmelighed, at FOA Århus ikke er begejstrede for de forlig, der er indgået for FOA's medlemmer.
Ingen af FOA`s faggrupper har i forligene opnået et resultat, hvor de indhenter det lønefterslæb på 1,5 procent, som kommunalt og regionalt ansatte har i forhold til de statslige og private områder. Det gælder også de kvindefag, som har fået mest ud af forligene, mens andre selvfølgelig er endnu dårligere stillet.
Derfor ændrer forligene ikke betingelserne for de fremtidige forhandlinger, vi er fortsat bagud. Når arbejdsgiverne heller ikke har anerkendt behovet for en ligelønskommission, så kan vi ikke kalde forligene en sejr for ligestillingen.

Samme kamp
Jeg havde personligt foretrukket, at de strejkende var rykket endnu tættere sammen, og at deres organisationer havde formuleret en musketéred, når det gjaldt eventuelle forlig. Vi kæmper den samme kamp, og vi er nu engang stærkest sammen. Og den kamp er en politisk kamp om fremtidens velfærd.
I produktionsvirksomheder forhandler medarbejderne om deres andel af virksomhedens overskud. De offentligt ansatte forhandler derimod om de politiske arbejdsgiveres vilje til at finansiere velfærden. Det handler om en løn så stor, at vi kan tiltrække nye kolleger.
Men det handler også om arbejdsvilkår og kvalitet. Mange sygehusafdelinger og mange ældrecentre har ikke personale nok til at bemande nødberedskaberne, som udfører de mest livsnødvendige opgaver. Samtidig har Danmark aldrig været rigere, så er det er simpelthen for fattigt.
Rammen for de offentligt ansattes forhandlinger er en politisk fastsat ramme. De stammer dels fra regeringens 2015 plan og dels fra finanslovsaftalen mellem regeringen, DF og Ny Alliance
Sundhedskartellet, FOA og til dels BUPL har fra starten klart sagt, at regeringen må tilføre forhandlingerne flere penge.
Især regeringen, men også DF, Socialdemokratiet, kommunerne og regionerne, og størstedelen af fagbevægelsens top mener, at de har en interesse i at lade, som om 'den danske aftalemodel' stadig fungerer og virker indenfor den offentlige sektor.
Det sker, selvom regeringen åbenlyst har næsten uindskrænket magt til at bestemme rammerne for de offentligt ansattes overenskomster. Især fagbevægelsens top, men i høj grad også oppositionens partier, må fjerne kikkerten fra det blinde øje, og erkende, at de offentligt ansattes lønkamp ikke kun handler om løn, men også om velfærden i fremtiden.
Næsten hele konfliktforløbet er håndteret, som om det var et overenskomstforløb som alle andre. KL og Danske Regioners forhandlere har optrådt, som om de faktisk havde magt over det økonomiske grundlag for de lønrammer, der er blevet forhandlet.

Nye nedskæringer
Selvom regeringspartierne og Dansk Folkeparti har udstyret regeringen med love, der giver en næsten uindskrænket magt til at styre kommunernes og regionernes økonomi.
Først nu, hvor disse love skal til at træde i kraft, har kommuner og regioner fået kikkerten for det gode øje og er begyndt at indvie befolkningen i, hvad de kan se. I synsfeltet tårner der sig nu nedskæringer op på kommunernes og regionernes budgetter i 2009.
Og det er netop det, som de strejkende medlemmer ude i landet har talt om længe. De har for længst indset, at der skulle ske noget mere og større, hvis der virkelig skulle slås hul i 'lønmuren'.
De strejkende har for længst indset, at det var finansministeren, der sad med nøglen til konfliktens løsning, og ikke forhandlerne fra KL og Danske Regioner. De har også vidst, at de andre politiske partier skulle presse regeringen, hvis forhandlingerne skulle bringes ud af dødvandet.
Men udsigten til det billede, der ville være kommet frem, hvis kikkerten var blevet sat for det gode øje i tide, virkede for skræmmende. Oppositionens politiske partier skulle angribe regeringen frontalt og samtidig alliere sig med de strejkende.
Og de strejkendes organisationer skulle erkende, at regeringens strukturreform og lovgivning overfor kommunerne og regionerne har afmonteret 'den danske model'.
Sådan en øjenåbner har konsekvenser for de offentligt ansattes fremtidige forhandlingsstrategi, og de faglige organisationer må anerkende et nyt behov for en politisering af hele fagbevægelsen.
Overenskomstkampen er nemlig nu filtret ind i regeringens forhandlinger med KL og Danske Regioner og har en meget direkte indflydelse på de lokale budgetter og dermed også på de strejkendes fremtidige arbejdsforhold.
Det betyder med andre ord, at social- og sundhedsassistenternes oprindelige krav om mere i løn og flere hænder reelt også var en og samme dagsorden.
Havde de faglige ledere fra starten kunnet enes om en fælles lønramme, en ligelønskommission og krav om bedre økonomiske rammer til kommuner og regioner, og havde oppositionens partier spillet med på disse krav, så ville kommunernes og regionernes modsætningsforhold til regeringen også have stået lysende klart.
Og regeringen ville sandsynligvis ikke have haft styrken til at gribe ind i konflikten.

Tag handsken op
Kort sagt: Hvis de faglige ledere og oppositionens partier havde frigjort sig fra deres halvreligiøse dyrkelse af 'den danske model', så ville vi i fællesskab kunne have sat regeringen under et massivt pres, blokeret for dens sædvanlige nedskæringer i den offentlige sektor og bragt regeringens parlamentariske støtteben i en penibel situation.
Men oppositionen ville også have været tvunget til at formulere deres egen strategi og deres egne politiske mål. De måtte begynde at mobilisere befolkningen, så de kunne rulle den regeringspolitik tilbage, der udhuler demokratiet og omdanner den offentlige sektor til en købmandsforretning.
Flere offentligt ansatte strejker fortsat for højere løn og for et anstændigt velfærdssamfund. Det vil alt andet lige være et spørgsmål om tid, før den del af kampen er slut. Men jeg håber, det er gået op for borgerne og for oppositionen, at de strejkendes kamp mod alle odds har sat en dagsorden, som ikke kan ændres, og som fortjener deres opbakning.
Kære borgere og kære opposition: Tag handsken op. Sæt kikkerten for det gode øje og gå ikke glip af en oplagt sejr. Giv en hånd til de offentligt ansatte i deres fantastiske kamp.