Hvor mange andre tilfælde findes der, hvor man har lagt sig på ryggen for diverse diktaturstater og deres ønske om at få terrorstemplet sine modstandere?

af Søren Søndergaard MEP, Folkebevægelsen mod EU
Fredag den 13. juni er udenrigsminister Per Stig Møller kaldt i samråd i Folketingets Europaudvalg. Endnu engang vil EU`s terrorliste give anledning til debat. Men denne gang er resultatet ikke så forudsigeligt som det plejer.
Kort fortalt er baggrunden, at EU tilbage i maj 2002 placerede den iranske modstandsorganisation, PMOI, på terrorlisten. Det skete på engelsk initiativ, men placering af organisationer på EU`s terrorliste kræver enstemmighed. Derfor havde beslutningen aktiv opbakning fra samtlige 27 udenrigsmini- >stre, herunder den danske.
På trods af kraftige indsigelser fra PMOI selv og protester fra mange andre har EU siden rutinemæssigt hvert halve år fornyet terrorstemplet på organisationen. Argumenter for beslutningen har man ikke gidet bruge tid på, men blot antydet, at man lå inde med hemmelige oplysninger, som ville få enhver indvending til at forstumme, hvis de kom frem i lyset.
Da initiativet til at sætte PMOI på EUs terrorliste kom fra England, så er organisationen naturligvis også placeret på den engelske terrorliste. Men i England er der en retslig instans, som tager stilling til klager over en sådan placering, POAC. Denne ret afsagde dom i sagen den 30. november 2007.
I dommen slås fast, at placeringen af PMOI på den engelske terrorliste ikke bare er ulovlig, men også 'pervers'.

Afklædt regering
Udspurgt af journalister erkendte dommerne, at betegnelsen 'pervers' om en regeringsbeslutning var temmelig usædvanlig, men da de havde haft adgang til alle dokumenter i sagen, anså de dette ord for at være dækkende! På den baggrund pålagde de den engelske regering at fjerne PMOI fra sin terrorliste.
Det syntes den engelske regering ikke om. Den henvendte sig derfor til den engelske Appelret for at få lov at føre sagen på ny. Den 7. maj kom Appelretten så med sin afgørelse. Den var en total afklædning af den engelske regering.
Appelretten slog fast, at der ikke var skyggen af bevis for at PMOI udførte terror eller havde planer om det i fremtiden. Men derudover slog den også fast - på grundlag af en gennemgang af både de offentlige og de hemmeligstemplede dokumenter i sagen - at den engelske regering selv må have vidst, at det forholdt sig sådan. Regeringen havde altså handlet i bevidst ond tro!
Nu er den engelske regering så blevet tvunget til at fjerne PMOI fra den engelske terrorliste. Men organisationen står stadig på EU`s terrorliste, hvor den jo i sin tid blev placeret på initiativ af netop den engelske regering.
Denne sag er dybt pinlig for EU. Den viser, hvor lidt retssikkerheden betyder. Og den viser, hvordan store EU-lande kan få hele EU til at makke ret, når det handler om at sikre handelsinteresser med diverse diktaturstater, i dette tilfælde det iranske.

Dybt pinlig sag
Men sagen er også dybt pinlig for den danske regering og for udenrigsminister Per Stig Møller. Hvordan kunne det dog gå til, at man i over seks år aktivt har støttet en 'pervers' beslutning om at fastholde PMOI på EU`s terrorliste?
Og når det kunne ske i dette tilfælde, hvor mange andre tilfælde findes der så ikke, hvor man har lagt sig på ryggen for diverse diktaturstater og deres ønske om at få terrorstemplet sine modstandere?
Muligvis er det nu kun et spørgsmål om kort tid, før PMOI også bliver fjernet fra EU`s terrorliste. Kan det så ikke være tilstrækkeligt med denne offentlige ydmygelse af Per Stig Møller og de øvrige 26 EU-udenrigsministre?
Det synes jeg ikke. I seks år har modstandere af diktaturet i Iran måttet bruge tid på at kæmpe mod EU-terrorlisten i stedet for at kæmpe for demokrati og menneskerettigheder i Iran.
Og endnu værre: I seks år er iranske modstandsfolk blevet fængslet, torteret og henrettet af det fascistiske mullah-regime. Og ind imellem skrigene fra deres mishandlede legemer har deres bødler kunne oplæse EU-beslutninger, hvor ofrene blev stemplet som terrorister!
Det kan godt være, at EU og den danske regering opfatter sig selv som demokratiets store forkæmpere. Men i hvert fald i denne sag forholder det sig desværre lige modsat.
Jeg synes Per Stig Møller har meget at forklare Folketinget i dag.