Kan de gamle nøjes med at få gjort rent hver anden uge, kan de vel også nøjes med hver tredje
fra Tue Tortzen, byrådsmedlem, Fælleslisten (T), Hillerød
Fælleslisten vedkender sig ansvaret for, at vores kommune kan have 'en robust og stabil økonomi, der kan udmøntes i et ordentligt serviceniveau', som det så poetisk står i budgetforliget for 2008.
Derfor ville vi ikke stemme for det forlig, fordi det var åbenlyst underfinansieret.
Prisen for at få Venstre med i budgetforliget var at fastholde skatten, selvom kommunalreformen og udligningsordningerne har påført os en masse nye udgifter.
Venstre-kommuner rundt om os i Nordsjælland og resten af Danmark satte skatten op, vel vidende at der ikke ville ske indgreb mod kommunerne i et valgår.
Fælleslisten pegede på en række nye indtægtsmuligheder, som kunne forhindre nedskæringer i Hillerød, blandt andet:
Indtægtsmuligheder
Øgede ejendomsskatter - 40 millioner. Hvis vores ejendomsskatter blev hævet med 4,5 promille, ville de stadig ligge omkring gennemsnittet i Nordsjælland. Nu er det ikke valgår mere, og regeringen vil straffe de kommuner, der ikke følger dens diktater hårdt. Hvis vi hæver ejendomsskatten i budget 2009, skal vi aflevere halvdelen af pengene til Lars Løkke.
Udeservering og fortovsafgift -1,5 million i 2002-tal. Denne afgift er helt rimelig, da restauratører og handlende tjener penge på at bruge kommunale fortove og pladser. Den var vedtaget i 2003, men blev trukket tilbage. Alle opmålinger og beregninger er klar, det er kun et spørgsmål om vilje.
Men hverken sidste år eller nu - midt i kæmpenedskæringerne - vil flertallet bruge muligheden.
Sidste år blev Fælleslisten bogstavelig talt smidt ud af budgetforhandlingerne til stor fornøjelse for Venstre.
Hvis vores budgetforslag - eller dele af det - var blevet vedtaget, ville beløbet være cirka det halve, en noget lettere opgave, selvom vi er så langt nede, at alle besparelser gør ondt og skaber ulighed.
Vi ville alligevel gerne have deltaget i forhandlinger om det kuldsejlede budget, men Socialdemokraterne har lovet Venstre, at det gode klima ikke må forstyrres af disse 'socialistiske ballademagere', som husker mere end en budgetperiode baglæns.
Grænserne flyttes
Til næste år mangler vi også penge, og det vil vi gøre, indtil politikken på Christiansborg ændres.
Grænserne vil rykke sig yderligere:
Kan de gamle nøjes med at få gjort rent hver anden uge, kan de vel også nøjes med hver tredje.
Kan vi skrue SFO-taksterne op med 200 kroner, kan vi vel også skrue dem op med 300 kroner.
Kan der være 16 børn per voksen, kan der vel også være 17.
Kan vi tage halvdelen af institutionernes opsparing, kan vi vel også tage det hele.
Man skal huske, at udover de barske nedskæringer, som blev vedtaget den 10. juni, lurer en fire-procent rammebesparelse, som vi ikke kender resultatet af endnu.
Vort råd til Socialdemokratiet er: Skil jer af med Venstre, de trækker jer så langt til højre, at vælgerne vil straffe jer - og ikke de borgerlige - ved næste valg.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278