23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vi fik da rokket ved rammerne

Vi fik da rokket ved rammerne

Tirsdag, 17. juni, 2008, 00:00:00

I weekenden blev strejke og lockout afblæst, og spørgsmålet er nu, hvordan den nye aftale vil blive modtaget

af Elma Lindberg, 54 år, pædagog i Høje Taastrup Kommune
Søndag 15. juni
I Høje Taastrup har kommunens cirka 500 BUPL'er mødtes hver dag i en sportshal uden dagslys. Det har dog ikke taget modet fra folk. Tværtimod skete der med tiden det, at nogle af de, der ikke var meget for strejken, og de som i maj stemte ja til mæglingsaftalen, blev grebet af fællesskabet og stemningen.
Strejken har øget gejsten og troen på, at vi får noget ud af det og at det nytter.
Da stormødet i sidste uge diskuterede, om BUPL skulle acceptere udspillet fra Kommunernes Landsforening for at undgå lockout, argumenterede flere tidligere skeptikere sammen med andre for at køre hele vejen igennem og tage lockouten med.
Stemningen blandt flertallet i hallen i Høje Taastrup har helt klart været for at forsætte. Selv om vi i sidste uge tre dage i træk hørte på oplæg fra afdelingens formand og HB-medlemmer, som pludseligt begyndte at omtale strejken i datid!
Lockouten var efter deres opfattelse en så stor trussel, at de hellere ville acceptere det tilbud som KL's hovedforhandler Mads Lebech havde givet 'om at røre i gryden'.
Andre mente dog, at det var nu vi skulle vise, at vi mener vores krav alvorligt. Og at vi sender et meget dårligt signal, hvis vi stopper netop hvor den enkelte pædagog også mærker følgerne på økonomien.
Mange så også frem til at få støtte fra pædagoger i hele landet og syntes, at KL skulle have lov til at mærke konsekvenserne af deres egen lockout.
Men fredag kom så det nye forlig. KL og BUPL havde fundet 30 millioner kr. ekstra, som skal gå til mellemlederne og til forbedret aftentillæg til klubpædagoger. I weekenden blev strejke og lockout afblæst, og spørgsmålet er så, hvordan den nye aftale vil blive modtaget?
Et er sikkert - det bliver ikke let at fortsætte konflikten, den 30. juni, hvor mange starter ferie! Men vi fik da rokket ved rammerne: det endelig resultat giver ifølge BUPL 13, 2 procent.

Offentligt ansatte fra forskellige faggrupper skriver dagbog til Arbejderen om OK 2008.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jun. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp