23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nej`et giver nye muligheder

Nej`et giver nye muligheder

Onsdag, 18. juni, 2008, 00:00:00

Vi må have en åben diskussion om et nyt demokratisk samarbejde i Europa

af Per Clausen MF, EU-ordfører for Enhedslisten
Irernes dom over Lissabon-traktaten viser - ligesom hollændernes og franskmændenes over EU-forfatningen - at de europæiske befolkninger ikke vil acceptere et udemokratisk EU-samarbejde, hvor kravet om borgerlig økonomisk politik, privatiseringer og udliciteringer er skrevet ind i grundlaget, og hvor fagbevægelsen og arbejderne ikke har mulighed for at forsvare sig effektivt mod social dumping gennem faglige kampskridt.
Lissabon-traktaten er stendød. Forsøget på at få vedtaget en ny traktat med samme indhold som den, der faldt i Frankrig og Holland, mislykkedes i Irland, som det også var sket mange andre steder, hvis befolkningerne havde fået muligheden for at stemme ved en folkeafstemning.
Der er ingen vej uden om at acceptere befolkningernes dom. EU-forfatningen er nu forkastet ved tre folkeafstemninger i tre europæiske lande. At forsøge endnu en gang vil blot uddybe konflikten mellem EU-eliten og de almindelige befolkninger i EU-landene.

Nyt samarbejde
Vi må have en åben diskussion om et nyt demokratisk samarbejde i Europa. Enhedslisten vil overfor de andre partier i Danmark, de EU-kritiske bevægelser og befolkningen fremlægge et udspil, som er baseret på demokratiske og sociale rettigheder til befolkningen. Miljø, klima, sundhed og dyrevelfærd skal sikres.
Et sådant nyt europæisk samarbejde forudsætter et opgør med det indre markeds dominans. Et nyt europæisk samarbejde skal baseres på en handels- og landbrugspolitik, som fungerer som en støtte til den økonomiske udvikling i ulandene, og den såkaldte 'forbedring' af EU`s militære kapacitet skal stoppes.
Verden har ikke brug for flere militære supermagter. Det europæiske samarbejde skal bygge på de europæiske befolkningers og parlamenters suverænitet.

Ikke Irlands problem
Irlands nej er ikke Irlands problem. Der er tale om en europæisk udfordring. Derfor må alle lande have mulighed for at tilslutte sig en protokol, der sikrer konfliktretten. Det må være et klart dansk krav.
Socialdemokraterne og SF må tage sig sammen og støtte den europæiske fagbevægelses krav om en social protokol, sådan at konfliktretten umiddelbart sikres i EU.
Irernes nej giver os en enestående mulighed til at få etableret et nyt europæisk samarbejde, hvor disse prioriteringer kan sikres. Det vil også give en helt ny mulighed for at sende europæiske aftaler til folkeafstemning - og at få dem vedtaget.
Danmark kan komme til at spille en vigtig rolle i denne proces. Det forudsætter imidlertid, at Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF opgiver deres europapolitiske alliance med Venstre og Konservative.
Sammen kan centrum-venstre partierne i Danmark sætte sig i spidsen for en progressiv og demokratisk udvikling i det europæiske samarbejde.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. jun. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp