Ved at forbinde de teoretiske diskussioner med praktisk politisk arbejde skaber vi en hurtigere erkendelse af, hvad der bekræftes af det virkelige liv, og hvad der må kasseres

af Lars Ulrik Thomsen, Esbjerg
DKP`s programdiskussion blev igangsat fra landsmødet i 1999, hvor der var enighed om behovet for en afløser af 1976-programmet.
Det har været en spændende oplevelse at deltage i debatten og forsøge at udrede de mange spørgsmål, som rejser sig for arbejderbevægelsen i det 21. århundrede.
Her følger uddrag af et forslag til programudtalelse, som er udarbejdet i foråret 2008. Det er mit håb, at det kan virke som inspiration for venstrekræfterne i Danmark og bidrage til, at den proces vi endnu gennemløber i DKP, snart kan afsluttes med et godt resultat.
Forslaget er inddelt i otte afsnit, der tager udgangspunkt i landsmøde-resolutionen om programarbejdet fra 1999.
Jeg har valgt at bringe uddrag fra fire af afsnittene med en kort omtale.

Epoken og produktivkræfterne
Noget som har præget diskussionerne er spørgsmålet om ny teknologi. Hvordan påvirker den nye udvikling arbejderbevægelsens kamp?
I sidste halvdel af det 20. århundrede kom gennembruddet for atom-teknologien og en række andre teknologier. Det førte til kvalitativt nye produktivkræfter i sammenligning med det gamle industrisamfund.
Denne erkendelse, der også fandtes blandt marxister, burde have ført til en mere indgående analyse af, hvilke forandringer man stod over for. Problemstillingen var: hvordan tilpasser man samfundets overbygning til den videnskabelig-tekniske revolution?
De modsætninger, som findes i kapitalismen, åbner op for overgangen til et højere trin i samfundsudviklingen. Det er ikke nogen automatisk proces, men resultatet af langvarige kampe.
Den opgave, kommunisterne står over for i dag, er hurtigst muligt at komme på højde med tiden gennem en nøgtern diskussion af de vigtigste spørgsmål.
Sideløbende med dette arbejde må vi evne at bygge den politiske enhed op om alle de opgaver, der trænger sig på. Imidlertid er der ikke nogen modsætning mellem de to hovedopgaver.
Ved at forbinde de teoretiske diskussioner med praktisk politisk arbejde skaber vi en hurtigere erkendelse af, hvad der bekræftes af det virkelige liv, og hvad der må kasseres som ubrugeligt.

Overgangsformer til socialismen
Hvordan forestiller vi os at overgangen til socialisme skal foregå, og hvad kan vi lære af vores erfaringer?
Antimonopolistisk demokrati (AMD) skabte fra midten af 1970`erne betydelig fremgang for de revolutionære kræfter i flere lande, blandt andet med et politisk gennembrud i Chile.
Det betød, at borgerskabet iværksatte en modoffensiv på det ideologiske område. Målet var at udvikle et alternativ, en såkaldt tredje vej mellem kapitalisme og socialisme.
Hvordan kunne det realiseres? For det første lagde man vægt på individualismen og fortalte, at det var muligt allerede inden for de bestående rammer at realisere sig selv. Alle uanset baggrund kunne få mulighed for at realisere sine personlige ønsker.
Gennem denne individualiserings-kampagne, der var en del af et stort anlagt program, lykkedes det at drive en kile ind blandt de progressive kræfter. På nogle virkede det som et urealistisk mål at ændre ved selve grundlaget for vores samfund.
Den væsentligste faktor for borgerskabets succes var de store forandringer på det teknologiske område. Det skabte forandringer i klassestrukturen og medførte en tilgang af nye lag, som var ukendte med arbejderklassens traditioner.
I 1970`erne oplevede vi en voldsom stigning i interessen for marxismen, men det er ikke alt, der giver sig ud for at være marxisme, som også er det. Væksten i de venstreradikalistiske strømninger, især på universiteterne havde betydelig indflydelse blandt ungdommen.
DKP blev angrebet fra venstre for at være et revisionistisk parti, der lod sig diktere fra Moskva. Fra reformistisk side, det vil sige socialdemokraterne i fagbevægelsen, blev vi angrebet for at splitte arbejderbevægelsen og føre en urealistisk overbudspolitik.
Disse strømninger vandt også fodfæste i DKP og medførte en svækkelse af partiets enhed og mulighederne for at videreudvikle enheden mod monopolerne.

Internationalisme: Kampen for frihedsrettighederne er den overordnede politiske opgave. Det bekræftes af den seneste tids vækst i den globale folkelige krigsmodstand og den deraf følgende isolering af USA.
Det gælder kampen for at forsvare principperne i FN`s charter - folkeretten og menneskerettighederne. Det gælder først og fremmest en reorganisering af FN`s institutioner, så de bringes til at fungere ud fra nutidens krav.
For Danmarks vedkommende, vil det først og fremmest sige at kæmpe mod yderligere EU-udbygning og for dansk udtræden af EU. Samtidig vil det sige at kæmpe mod den militære, økonomiske, politiske og kulturelle afhængighed af USA, vi har befundet os i siden Anden Verdenskrig.
Kampen mod EU har allerede bragt væsentlige sejre. Den nuværende store politiske opgave er at forhindre en traktat om en forfatning for EU, og formulere et minimumsprogram for en overgangsregering, der kan føre Danmark ud af EU.
Folkebevægelsen mod EU, bør videreudvikles til den afgørende politiske faktor i denne kamp.

Socialistiske erfaringer
Debatten om sammenbruddet i Østeuropa har spillet en stor rolle i diskussionerne og vil fortsat gøre det i årene fremover.
Her er forsøgt at opstille nogle kriterier for hvordan debatten kan foregå.
Perestrojka: Der findes ingen enkle svar på, hvorfor det, som skulle være et demokratisk opsving, perestrojkaen, blev til afslutningen for Sovjet-samfundet.
Kort før sin død i 1964 advarede de italienske kommunisters leder, Palmiro Togliatti, om den internationale bevægelses efterblevenhed. Det gjaldt de kommunistiske partier i både øst og vest.
Advarslerne blev ikke hørt, og splittelsen i den internationale bevægelse skærpedes, først og fremmest mellem Kina og Sovjetunionen.
Det er nødvendigt at gribe tilbage til Togliattis og andres kritiske indlæg i debatten, fordi reformer i det økonomiske og politiske liv kunne have ændret tingene i tide.
Men kritiske beskrivelser gør det ikke alene, det er nødvendigt med en sammenhængende analyse af udviklingen. I den marxistiske teori har vi de fornødne redskaber til at analysere denne historie.
Vi kan ikke nøjes med beskrivelser af forskellige personers dårlige eller gode egenskaber, men må stille spørgsmål om, hvilke klasser der var aktive på den politiske arena. Forbilledet må være den måde, Marx og Engels analyserede de franske revolutioner, og Imperialismen som kapitalismens højeste stadium af Lenin.
En af svaghederne ved udviklingen i Sovjetunionen og andre socialistiske samfund, har været en kraftig positivistisk strømning inden for videnskaberne. Dermed satte man reelt dialektikken ud af kraft, som er selve livsnerven i den marxistiske tænkning.
Solidariteten, sammenholdet mellem alle undertrykte, er fundamentet for den kommunistiske bevægelse. Historien har vist, at kritikløs accept af udviklingen i socialistiske lande, eller for den sags skyld af andre partier, er til ubodelig skade for arbejderbevægelsen.
Kun gennem en åbenhjertig dialog kan den samlede bevægelse gå fremad.

Danmarks kommunistiske Parti
Debatten om DKP`s forhold til Enhedslisten har fyldt meget, men i virkeligheden kan spørgsmålet løses inden for DKP`s principper for enhedsarbejde. Her er nævnt hvordan det kan foregå.
Parti og bevægelse: Udviklingen, siden 1976-programmet blev vedtaget, har vist, at et af de helt store spørgsmål blev forholdet mellem parti og bevægelse. Det kommunistiske parti kan ikke erstattes af nogen anden organisation, sådan som det også blev defineret i det kommunistiske manifest.
Samtidig har partiets evne til at virke forenende, været stillet på en vanskelig prøve. Mange nye bevægelser er skudt op, som har været udtryk for nulvækst-teorier eller et knæfald for borgerlig ideologi.
Det er i denne situation, at Danmarks kommunistiske Parti har brugt megen energi på at diskutere situationen omkring den parlamentariske repræsentation. Vi er tilhængere af et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem partier og bevægelserne. Vi ønsker, at dialektikken fungerer begge veje til fælles gavn, men uden at det betyder en forringelse af partiets selvstændighed eller suverænitet.
Den opgave, som Danmarks Kommunistiske Parti nu står over for, er at genoprette dialektikken, og gennem aktionsenhedens prøvede metode at samle til fælles kamp imod storkapital og reaktion. Vores mål må være utrætteligt at forene kampen for dagsaktuelle krav med kampen for socialismen.