I disse dage bliver det irske nej til Lissabon-traktaten udlagt af de europæiske toppolitikere og næsten alle medier som et nej, der står helt alene

fra Borgerinitiativet ja til Europa, nej til EU-forfatning
Men det er en forkert udlægning. Virkeligheden er nemlig, at efter det irske nej har tre EU-landes befolkninger sagt nej til samme traktat.
Lissabon-traktaten er jo Forfatningstraktaten i et andet design, men med samme indhold. Man har blot forsøgt at bilde befolkningerne ind, at det ikke er tilfældet.
Men tilstrækkeligt mange irere gennemskuede bedraget og stemte i torsdags nej til Forfatningstraktaten i dens ændrede Lissabonudgave.
Situationen er derfor den, at der nu er tre landes befolkninger, der har stemt nej til samme traktat. Ikke bare eet land og eet nej, men tre lande og tre nej`er!
Efter EU`s egne regler er en traktat død, når ét land ikke kan ratificere traktaten.
Men nu er der hele tre lande, der ikke kan gøre det. Derfor må forfatningstraktaten anses for stendød, ja grundigt jordet under hele tre nej`er.
Derfor bør al snak om alligevel at gå videre med at ratificere traktaten og finde en nødløsning for irerne efter det irske nej forstumme.
Det ville klæde kommissionsformand Barosso, at han selv lærte den lektie og informerede de andre statschefer om den.
Udgangspunktet for europæisk politik er og bliver herefter, at ideen om en europæisk EU-forfatning er en forkastet ide.
Forfatningstankens fallit understreges af, at der nu er rejst retssager mod regeringerne i Tyskland, England, Tjekkiet og her i Danmark. Sager der påviser, at de fire landes regeringer ikke lovligt kan ratificere Forfatnings-/Lissabon-traktaten, fordi den går for vidt i forhold til landenes forfatninger.