Konkurrencen har nemlig ikke handlet om service eller evne til at tiltrække passagerer, den har handlet om pris
af Kirsten Normann Andersen, afdelingsformand for FOA Århus
Busdriften giver Århus Kommune økonomiske problemer, fordi kommunen alt for længe har haft fokus på at få udgifterne ned. I stedet burde energien have været brugt på indtægtssiden, hvor det gælder om at fastholde og tiltrække passagerer.
Den voldsomme fiksering på udgifterne er en af de mange dårlige ting, som er opstået, fordi Århus Sporveje har været igennem en udliciteringsproces.
Chaufførerne er blevet presset, når det gælder løn og arbejdsvilkår, fordi det kommunale busselskab skulle være mere konkurrencedygtigt. Konkurrencen har nemlig ikke handlet om service eller evne til at tiltrække passagerer, den har handlet om pris.
Presset har gjort mange erfarne chauffører syge, og en del er blevet fyret fra deres job eller har selv valgt at sige op. Situationen har konsekvenser for passagerne.
I perioder har busdriften været ramt af mange aflysninger, men selv når driften er bedst, kan passagererne tydeligt mærke, at Århus Sporveje i dag er en arbejdsplads med stort gennemtræk af medarbejdere. Det kan være alt - fra de mange hårde opbremsninger, til når en chauffør ikke ved, hvordan en passager kan tage bussen til sit bestemmelsessted.
Chaufførernes løn og arbejdsvilkår er ikke det eneste, som der er blevet sparet på. Buslinier er blevet nedlagt og beskåret, og det har også været med til at jage passagerne væk.
I FOA har vi hele tiden advaret mod den udvikling, men et flertal blandt byrådspolitikerne har haft hænderne solidt placeret for ørerne. Og nu ser vi konsekvensen for kommunen: billetindtægterne er i 2007 7,5 millioner kroner lavere end budgetteret.
I det, som udliciteringsgale politikere vil kalde de dårlige gamle dage, blev Århus Sporveje udråbt til at være dejligt, men dyrt. Selskabet var da også populært blandt buspassagererne, der var de mest tilfredse i landet.
Om busdriften var dyr handler meget om, hvordan man regner. Driften var forholdsvis dyr, men hvilede til gengæld mere i sig selv end andre steder i landet, så kommunens driftstilskud var blandt de mindste. Og det veldrevne busselskab kunne tiltrække og fastholde passagerer.
I dag er Århus Sporveje fanget i en negativ spiral, hvor fokus på udgifterne skaber dårlig service på flere planer, der jager passagererne væk, og hvor de faldende passagertal så før eller siden vil udløse nye sparekrav.
De eneste initiativer på indtægtssiden handler ikke om at tiltrække passagerer, men om at hæve priserne, hvilket også fører til lavere passagertal.
Konsekvensen for byens borgere er tydelige hver dag, hvor de tidligere buspassagerer i deres nye biler er med til at sætte trafikken i stå og øge forureningen.
Og det hele skyldes et byrådsflertal, der ikke kunne modstå en fiks ide: Udlicitering.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278