Jeg ville blot så gerne høre lidt mere om EU`s militære gren - og hvem den gavner - fra nogle af de ansvarlige på Christiansborg
af Ulla Røder
Militær, lejesoldater og atomvåben, det er sikkert og vist i Europa - ellers ved vi intet.
Europas militære gren er stadig i høj prioritet hos den franske præsident Nicolas Sarkozy. Han tromler videre ad den militære oprustnings vej, vi alle længe har vidst, at hele den nu kuldsejlede traktat lagde op til.
Frankrig får snart den blodrøde førertrøje på i EU. 60.000 soldater skal være klar til kamp, hvor Europas magthavere (og læs: USA og NATO) ellers finder det opportunt at blande sig i andre landes anliggender - hvis det går, som Sarkozy forestiller sig.
Det har vi også vidst længe.
Men hvad vi stadig mangler svar på, og som jeg har meget svært ved at høre nogen europæiske parlamentarikere forklare, er, hvor skal pengene til denne hær stjæles fra? Sundhedsvæsenet, pensioner, løntryk, prisstigninger på alt fra fødevarer til olie... hvorfra?
Hvad jeg stadig heller ikke har fået banket ind i knolden, er: Hvem de 60.000 soldater nu skal ud og dræbe?
Bush slår kraftigt på tromme for masseødelæggelsesvåben i Iran. Den sælger hver gang. Uden at fortælle, at Frankrig, USA og England selv udvikler nye atomvåben i fulde omdrejninger.
Faktisk har de så travlt for tiden, at Aldermaston Våbenfabrikken vil udvide den nærliggende Burghfieldsproduktions også.
Hvad er det, der haster så forbandet meget? Skal der findes en god undskyldning for at få brændt alle de bomber af, der er rullet hen ad samlebåndene de sidste mange år?
Eller er det den næste generation af våbensystemer, som generalerne brænder så forfærdeligt for at få lov at afprøve i praksis.
Som en soldat engang under den kolde krig udtrykte det: 'Det er så pokkers ærgerligt at have lært alt det som soldat, og så ikke få lov at bruge det i praksis.' Måske er det en sådan syg tankegang, der styrer generalerne i Pentagon. Hvad ved jeg.
Jeg ville blot så gerne høre lidt mere om EU`s militære gren - og hvem den gavner - fra nogle af de ansvarlige på Christiansborg. Men tavsheden breder sig, og nu er det snart sommerferietid.
Men vi andre ses med sikkerhed i Büchel i Tyskland, det er sikkert og vist.
NATO og USA`s atomvåben skal smides ud af Tyskland med fuld musik, så behøver vi ikke bekymre os mere om de gamle missiler, men kan koncentrere os om at få stoppet produktionen af de nye missiler og atomvåben.
Stop al krig og især en ny atomkrig eller stjernekrig.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278