Enhedslisten forbinder sig hverken i praksis eller i Folketinget med de folkelige bevægelser, som er det eneste, der kan rokke ved samfundets grundvold

af Birgit Unnerup, København
Enhedslisten bruger stort set ikke sin parlamentariske styrke til andet end deltagelse i det parlamentariske spil.
Bogstavelig talt. Jeg har set adskillige debatter fra Folketinget, hvor Enhedslistens medlemmer som regel blot konkurrerer med de borgerlige om, hvem der er morsomst og hurtigst på replikken.
Det har en vis underholdningsværdi, men nu er det jo ikke lige underholdning, der mangler på vejen til socialisme.
I min dagligdag hører jeg sjældent nogen, der refererer til, hvad Enhedslisten sagde om dette eller hint i Folketinget - igen med de få undtagelser, der ikke kan begrunde helheden.
Enhedslisten forbinder sig hverken i praksis eller i Folketinget med de folkelige bevægelser, som er det eneste, der kan rokke ved samfundets grundvold.
I Københavns Borgerrepræsentation, hvor Enhedslisten har adskillige medlemmer samt en borgmester, er billedet det samme - blot er debatniveauet endnu mere rystende dilettantisk end i Folketinget.
Igen ser det ud, som om formålet med Enhedslistens bestræbelser er via argumenter at overbevise de andre medlemmer af Borgerrepræsentationen, hvilket selvsagt sjældent lykkes.
Jeg hører - igen i min dagligdag - ingen tale om Enhedslistens optræden i Borgerrepræsentationen, og tilhørertallet ved møderne er under ti, det vil sige, det er heller ikke et hit blandt Enhedslistens vel omkring 1000 medlemmer i København.
Enhedslistens socialborgmester forbinder sig heller ikke med oprøret mod de utålelige tilstande i den offentlige sektor, og derfor lykkes det gang på gang de borgerlige med slet skjult skadefryd at få skovlen under Enhedslistens borgmester, der fremstår som en borgmester uden styr på sit område.
Og han undskylder og forklarer og beklager, at hans ansatte ikke er gode nok til deres arbejde i stedet for at føre klassekamp og sætte sagerne i relation til udsultningen af den kommunale sektor.
Han må endda forsvare det fornuftige i at sætte et privat firma til at undersøge sin forvaltning! Så er der endnu færre penge til det egentlige arbejde.
Men hvad så? Skal Enhedslisten ikke bruge de parlamentariske muligheder? Jo, det er en udmærket strategi. Jeg må blot konstatere, at den ikke bliver brugt til politisk virke, der kan ses og bruges, og at der gøres få eller ingen bestræbelser på at forbinde sig med den udenomsparlamentariske bevægelse, der i de senere år så småt har taget fart.
Og som borgmesterposten bruges eller desværre ikke bruges i København, så tror jeg helt ærligt, det ville være bedre at melde fra - enten begrundet i manglende evne eller i manglende lyst til at administrere et område, hvor vilkårene er for dårlige.
Hvis det kun er for posternes, prestigens og/eller pengenes skyld, så er prisen for høj - og den giver kun negative politiske resultater.
For yderligere indsigt i dette forhold kan jeg opfordre interesserede til at studere de bydelsråd, der floppede for nogle år siden.
Enhedslistens nuværende svagere politiske position er efter min opfattelse udsprunget af, at der i de senere år netop har været folkelige bevægelser at forbinde sig med.
Den manglende udnyttelse heraf sætter fokus på spørgsmålet om, hvad vi skal med Enhedslisten.
Så længe den danske befolkning stort set passivt fandt sig i nyliberalismens, nykolonialismens og racismens hærgen, så var det en trøst med nogle enhedslistefolk placeret i de parlamentariske forsamlinger, så vi ikke behøvede at føle os helt fortabt.
Nu er det ligesom ikke nok mere. Nu vil vi se, at Enhedslistens folk aktivt og fremadrettet støtter, udvikler og nærer sig af den folkelige aktivitet. Ellers vil Enhedslisten i løbet af få år være uden politisk betydning.
Nej, det er ikke kun Enhedslistens problem. Men det er også Enhedslistens problem. Det er alle venstrefløjens partiers problem - også den del af venstrefløjen, der ikke har parlamentarisk repræsentation, uanset om denne aktivt eller passivt er lagt i Enhedslisten.
Hermed slutter min serie om Enhedslistens problemer, som er fremført som mit bidrag til, hvordan 'vi' kan komme videre, hvis vi vil være med i det allerede startede oprør/opgør med nyliberalismen. (Eller i hvert fald få afsluttet en politisk praksis, som ikke har givet de ønskede resultater).
Som så ofte før har jeg formuleret mig for negativt, for ukonstruktivt og for forkert. Det skyldes, at der ikke findes nogen pæn, konstruktiv og rigtig måde at gøre det på, hvis det skal virke. Og det er min hensigt. Altså at det skal virke. Mit formål er politisk - ikke at jeg personligt bliver opfattet som pæn, konstruktiv og rigtig.
Enhedslistens parlamentarikere opfattes generelt som netop sådanne pæne, konstruktive og rigtige mennesker/politikere. Det gør dem desværre også i praksis ufarlige for magthaverne. Og det er for mig at se et for blegt politisk mål eller resultat.