Blandt sygeplejerskerne er der vokset en politisk bevidsthed frem. Den skal fastholdes. Den giver mulighed for at ændre vores vilkår og ikke mindst det politiske landskab

Signe Hagel Andersen, 26 år. Sygeplejerske. Tidligere formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) og medlem af kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd (DSR) i Region Hovedstaden.
Torsdag den 19. juni:
Jeg har i dag stemt ja til den nye overenskomst for sygeplejerskerne. Efter otte ugers strejke fyldt med aktiviteter synes jeg, det var det hele værd, selvom vi ikke har fået de 15 procent.
Men det er med dobbelt sind. Første prioritet er at sejre som fagbevægelse og det er lykkedes at presse arbejdsgiverne og undgå et regeringsindgreb. På den anden side fik vi ikke vores krav igennem. Konflikten har styrket regeringens dagsorden om at nedbryde det offentlige sundhedsvæsen. Selvom de nu er tvunget til at droppe ventelistegarantien, er det private ved at spinde guld på situationen.
Men kampen er ikke slut. En vigtig dagsorden om lige løn og velfærden er sat. Jeg ser tre områder, hvor fagbevægelsen skal sætte ind.
Konflikten på regionernes område har vist, at vores arbejdsgiver er sat ud af spillet. Kommunalreformen har betydet, at finansministeren har vetoret i forhandlingerne, regionerne kan ikke udskrive skat og råder kun over hospitalerne. Regionernes kompetencer skal ændres, eller også skal vi sidde ved bordet med den 'reelle' arbejdsgiver.
Vi har i konflikten kæmpet mod en stærk modpart - regeringen. Det kræver, at fagbevægelsen er en stærk modspiller for at vinde. Der skal tænkes i nye strategier for at styrke fagbevægelsen og det interne forhandlingssamarbejde. Man kan ikke vinde alene.
Christiansborg har spillet en rolle i overenskomsterne, allerede fra før forhandlingerne startede. Situationen er præget af en manglende samling i oppositionen. De har ikke formået at sætte en samlet dagsorden og skabe opbakning til strejken. Vi skal kræve af partierne, at de kan løfte vores krav fra gulvet op til en politisk ansvarlig sammenhæng.
Alternativet er at vi hverken bevarer opbakningen til fagforeningen eller det offentlige sundhedsvæsen.
Blandt sygeplejerskerne er der vokset en politisk bevidsthed frem. Den skal fastholdes. Den viden giver mulighed for at ændre vores vilkår og ikke mindst det politiske landskab.

Offentligt ansatte fra forskellige faggrupper skriver dagbog til Arbejderen om OK 2008.