23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rom ikke bygget på én dag

Rom ikke bygget på én dag

Fredag, 27. juni, 2008, 00:00:00

I arbejderbevægelsen er der masser af eksempler på resultater, der først er blevet nået efter langvarige kampe

afHanne Rosenvold, 55 år, sygeplejerske, Hvidovre hospital
Onsdag den 25. juni
Ja under protest
Onsdag sluttede en historisk lang overenskomstkonflikt på sundhedsområdet. Da urafstemningen blev offentliggjort var mere end 86 procent af de afgivne stemmer ja-stemmer og hele 2/3 havde afgivet deres stemme.
Dermed er det forhandlingsresultat, der kom så pludselig for knap to uger siden godkendt og den godt otte uger lange strejke på sundhedsområdet slut.
Men jeg har ikke mødt nogen, der er begejstret for resultatet på i alt 13,3 procent lønstigninger. Jeg er selv én af de gamle sygeplejersker - blev uddannet for 30 år siden - og min løn vil i løbet af de næste tre år stige med knap 3.000 kr. om måneden + pension og feriegodtgørelse. Men en sådan lønstigning over en tre-årig periode er der altså mange privatansatte med tilsvarende uddannelse, der vil forhandle sig frem til.
Nu blev Rom jo ikke bygget på én dag og i arbejderbevægelsen er der masser af eksempler på resultater, der først er blevet nået efter langvarige kampe.
Strejken har vist, at Sundhedskartellets medlemmer mener det alvorligt med ligeløns-kravet og også er parat til at slås for det.
Strejken har for alle, der vil se, åbenbaret, at der er store problemer i det danske sundhedsvæsen.
Strejken har øget selvbevidstheden blandt de strejkende. Da jeg i sidste uge - sammen med over 1000 sygeplejersker - var til medlemsmøde, hvor Connie Kruckow orienterede om forhandlingsresultatet, var der flere, der gav udtryk for, at strejken havde gjort dem stolte af at være sygeplejersker. Fordi vi stod sammen, fordi vi havde sat fokus på et væsentligt ligestillingsspørgsmål og fordi vi tog politisk ansvar for sundhedsvæsenets udvikling.
Sygeplejerskerne ser dette års overenskomst som et første skridt og nu gælder det om at forberede de kommende.
Enhver kan vist se, at det ikke bliver nemt. Regeringen har deres kyniske, asociale dagsorden, som bestemt ikke handler om hverken ligeløn, ligestilling eller et sundhedsvæsen med fri og lige adgang for alle.
Med kommunalreformen er der skabt en struktur - konkret: Danske Regioner - hvor Sundhedskartellets forhandlingsmodpart forhandler uden at have nogen penge. Det er absurd, ja, har på sin vis gjort forhandlingsforløbet til en farce. Det har i hvert fald intet med demokrati og frie forhandlingerne at gøre. Tværtimod har regeringen hele vejen igennem sikret, at forhandlingerne har været ufri.
Skal man være positiv, må man sige, at der er høstet rigtig mange erfaringer gennem strejken. Både på det politiske plan og om at strejke. De erfaringer vil der blive god brug for i årene fremover. Sygeplejersker landet over er i fuld gang med at diskutere, hvordan kampen for ligeløn skal fortsættes.

Offentligt ansatte fra forskellige faggrupper skriver dagbog til Arbejderen om OK 2008.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. jun. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp