23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

De håndsky og de bogfaste

De håndsky og de bogfaste

Lørdag, 28. juni, 2008, 00:00:00

Der går en lige linie fra Faderhusets til Foghs alt for simple verden. En dårlig blanding af den håndfaste og bogfaste ortodoksi

Hvor man ved dét fra, det man ved, står ofte hen i det uvisse. Sådan er livet - foranderligt, dynamisk fyldt med muligheder, valg og vanskeligheder. Det kan man ikke løbe fra.
Nogen søger dog de nemme svar, som så alt andet i verden må indrette sig efter. Denne uge var ingen undtagelse.
En ny undersøgelse viser dog, at dem med de nemmeste svar ikke er de klogeste.

Bibler og dogmer
Faderhuset har en bog - Bibelen. Her er der svar på alt, hvad hjertet kan eller ikke kan begære.
Frimenigheden Faderhuset har med bibelsk afsæt udtalt sig kraftigt mod de unge fra Ungdomshuset. Købt huset af Københavns Kommune og ønsket det ryddet. Hundredvis af knipler blev løftet af kraftige arme mod den endnu ikke knippelsky ungdom.
Nu er Faderhuset igen kommet i vælten. Børns Vilkår har underrettet de sociale myndigheder om mulig omsorgssvigt af 44 børn i Faderhuset. Korporlig afstraffelse er efter sigende et resultat af Bibellæsningen. Dog skulle det foregå på en sådan måde, at børnene ikke blev håndsky. Et par på ørerne er altså ikke så godt, men der findes andre metoder.
Også Fogh-regeringen har sine dogmer. Efter overenskomsten blev det meget klart, hvad Regeringens strategi har været.
Ved ikke at lukke op for flere penge og dermed genskabe de lange ventelister på hospitalerne opstod nye operationelle muligheder for regeringens liberaliseringsplaner på sundhedsområdet.
Konflikten har vist potentialerne i den private sektor, sagde sundhedsminister Jakob Axel Nielsen. Han lægger nu op til strategiske samarbejde mellem de offentlige og private sygehuse. Han synes ikke, at læger og sygeplejersker skal være så håndsky over for samarbejde med privathospitaler. Ministeren har været under behandling på ortodoksi-afdelingen.
Regeringen har sin tro. Markedet løser alt. Dette er fulgt op af Foghs universaldogme - skattestoppet. Med det i hånden er regeringen i stand til at fremme privatiseringen, afvikle resterne af det kommunale selvstyre, føre krig i og omkring Mellemøsten, underskrive Lissabon-traktaten uden at spørger andre end sig selv (og Socialdemokraterne).

IQ
Folk der bor i lande, der er meget religiøse har en lavere intelligens end dem, der bor i mindre religiøse lande. Det er i al fald konklusionen i en undersøgelse foretaget i 137 lande.
Den altid omtalte professor Helmuth Nyborg fra Århus har været med. Professoren trøster dog Kristeligt Dagblads læsere med, at man ikke bliver dummere af at tro på Gud. Man var det jo nok i forvejen, fordi man boede i et religiøst land.
Her er beviset. I Danmark har vi i snit en intelligenskvotient på 98 og 46 procent hævder, at de tvivler på Gud. Men - det må vi indrømme - svenskerne har en IQ på 99. Hos dem tvivler hele 66 procent på Gud.
Bunden nås i De Forende Arabiske Emirater og Zambia, hvor næsten alle tror på Gud. Er der så forskel på hvilken Gud? Det er jo ikke noget uinteressant spørgsmål i et videnssamfund. Er vi på vej ind i en ny konverteringsbølge?
Nu er der heldigvis forskel på en IQ og menneskets egentlige intelligens. Det er ret indlysende, at hvis man finder de firkantede svar i de firkantede bøger, der ikke danner de mest komplicerede begreber og tankeformationer, så bliver man ikke så fleksibel i hovedet. Man bliver med andre ord sat af, af de gode folk, der tænker og handler ud fra egen dømmekraft.
Der går en lige linie fra Faderhusets til Foghs alt for simple verden. En dårlig blanding af den håndfaste og bogfaste ortodoksi.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. jun. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp