En dag hørte jeg Niels Hausgård i radioen sige, at han ikke var helt tilfreds med vores lidt gumpetunge nationalhelt Holger Danske

af Annette Wium, Risskov
Næh, det er vist ikke værd at prøve at vække den stenmand. Han kunne vise sig at være en ren Frankenstein, så vi fik alle tæskene selv? Nej, hellere huske de mange rigtige menneskehelte, vi har haft, lige fra Skipper Klement og hans modige bønder, op til vore dages 'mormødre for asylbørn', de dejlige koner.
Men jeg har en, som jeg synes skulle være blandt vores største forbilleder. Nemlig Jacob Jacobsen Dampe, bedre kendt som doktor Dampe.
Fra 1821 og de næste tyve år sad han i fængsel - i Kastellet og på Christiansø - alene fordi han kæmpede for frihed og selvbestemmelse for alle danskere.
I marts fik vi regeringens demokrati-kanon. Men hvad nytter det, hvis Dampe ikke er nævnt? Som denne kanon er udformet, må der snarest komme en alternativ kanon fra venstrefløjen for at skabe balance, og for at Dampe kan blive kendt af alle danskere.
Jeg kendte kun Dampe af navn, men læste så hans erindringer fra fængslet. Ikke alene var de spændende som Greven af Monte Christo, men det gik op for mig, at her var danskernes Mandela, som vi bare aldrig har værdsat efter fortjeneste.
I årene, før vi fik Grundloven i 1849, gærede det med frihedstanker overalt i Europa. Men det skulle vise sig, at vi i Danmark var en menneskealder bagefter i forhold til den franske revolution. Til Dampes sorte uheld. For i Danmark regerede den strenge Frederik den Sjette, som vel var bange ved tanken om Struense og alt det, der var sket dengang, og derfor slog hårdt ned på alle forsøg på ytringsfrihed.
I de år var det, at Dampe på trods af sin begavelse (han blev teolog som nittenårig) på grund af et ulykkeligt ægteskab blev fattig. Dermed oplevede han også fattigdommen omkring sig, og harmedes over den.
Der var jo andre notabiliteter, der havde tanker om frihed og bedre kår for de fattige, men de var mindre modige end Dampe og undsagde ham alle, da det virkelig gjaldt. Så var der jo hans ven og medkæmper Hans Christian Jørgensen, som blev arresteret samtidig med Dampe og sad elleve år i fængsel.
Læs om denne hædersmand og om Dampe i Det kvalte demokrati af Michael Helm. En indsigtsgivende bog, der placerer de to korrekt i historisk sammenhæng som de betydningsfulde demokratiforkæmpere, de var.
Jeg må fokusere på Dampe, der var primus motor og den skrivende af dem og den eneste på den tid, der lagde hele sin sjæl i kampen for borgernes indflydelse, både for at de skulle kunne forbedre deres egne kår, men også som en kontrol for at hindre magthaverne i at dumme sig alt for meget.
Men det koster at gå forrest. Ligesom for Mandela, blev det for Dampe en kamp med de største omkostninger. Nå ja, kanonen nævner Heiberg. Men han blev dog 'kun' landsforvist - som en del andre - og det, Dampe bad så inderligt om at slippe med. Men nej, han skulle rådne op i et fængsel, så meget hadede og frygtede kongen ham.
Mandela var heldigere at være født i en anden tid; og da han blev løsladt, var det til sine længselsfuldt ventende tilhængere og medkæmpere; og som vi ved, blev han et forbillede for hele verden.
Dampe var alene, og næsten ingen i befolkningen kendte hans skæbne. Kun få sympatisører prøvede at gøre noget for ham. Altid uden held. Denne sandhedskærlige, ubestikkelige og begavede mand, som kunne have virket og skrevet, forspildte sit liv som et offer til os.
Da han endelig kom ud, nåede han at opleve, at vi fik Grundloven, uden at han fik nogen undskyldning. Men ligesom med Mandela, fik de ham aldrig knækket. Hans store kærlighed til det almene folk og hans skarpe hjerne var usvækket, da han i 1853 holdt en stærk tale i Arbejderforeningen i København, hvor han opfordrede tilhørerne til at 'værne om' Grundloven, som 'var truet af frihedens fjender'. Og sandelig om han ikke fik ret. Nogle år senere fik adelen tilbageerobret nogle rettigheder og dermed indskrænket Grundloven.
Den tale burde være kendt af hver eneste dansker, ligesom hans erindringer. Den er udgivet af 'Selskabet Dampes venner', og tak og lov for dem.
Jo, Dampe har vel været glad for Grundloven, men har også kunnet se, at det ikke var rigtigt folkestyre, før vi fik 'hemmelig afstemning'. Og også 'politikeransvarlighed over for vælgerne'. Ufatteligt fremsynet! At vi endnu ikke har det sidste, ser vi jo især i denne tid.
Da han var så langt foran sin tid og ingen lunken taktiker, men modig, og med et temperament á la vores dejlige og kradsbørstige Henning Tjørnehøj (som vist skal være glad for at han er født i vore dage), ja så levede han farligt.
Men uden politistikkerne (-provokatørerne), som direkte 'hjalp' ham længere ud end planlagt, var det nok ikke gået så galt. Ganske som med de terrordømte i Voldsmosesagen, hvor nogen nu kritiserer de aktive politiprovokatører voldsomt og senest har forlangt, at retssagen skal gå om. Politiagenter, som er noget andet, vil der altid være brug for, for eksempel i pædofilisager.
Jeg tror, at havde Dampe levet i dag, ville han kræve afstemning om EU - hver gang, kæmpe mod tortur og for frihed til fængslede menneskerettighedsforkæmpere overalt i verden og for uretfærdigt behandlede, som for eksempel fangerne på Guantanamo. Han ville kalde invasionen af Irak og Afghanistan for forbrydelser, og være at finde i kampen imod den tiltagende overvågning; og terrorlovene, der undergraver vores hårdt tilkæmpede retssikkerhed, og for eksempel senest har givet PET frie hænder til, uden bevis og uden afhøring, at arrestere og ville udvise to tunesere for mistanke om at ville dræbe tegneren Kurt Vestergård.
Man tænker sit, når en dansker straks efter blev løsladt, og de ikke engang tog deres computere med. Om de to, (måske opildnet af danskeren?) bare har raset på PC`en, som så mange andre, eller de har haft konkrete drabsplaner, det får vi aldrig at vide, og for alt vi ved, er PET`s aktion måske bare et forsøg på legitimering af deres egen berettigelse?
Jeg er glad for, at jeg har levet i den sidste tidsalder, hvor man kunne pille bussemænd i fred, og være vred på de avisejere, der med deres trang til at fornærme andres tro, har stjålet vores land fra os og lagt os for had i store dele af den muslimske verden, så vi ikke mere kan være stolte af at være danskere, eller være trygge ved at rejse ud i verden.
'Jeg har bare gjort mit arbejde', siger Kurt Vestergård. Men det var altså det, nazisterne forsvarede sig med efter Anden Verdenskrig. Man tror det er løgn, at nogen kan få sig selv til at bruge den undskyldning i dag. Tegnerne kunne have nægtet at tegne, og ja, måske mistet deres job, og hvad så? Det vil altid koste at insistere på at opføre sig anstændigt.
Jeg vil ikke pive, hvis jeg en dag bliver ramt af en selvmordsbombers afmagtsvanvid. For heller ikke jeg har gjort nok for at få alle udlændinge til at føle sig velkomne. Jeg skal nok være med til at beskytte Kurt Vestergård, men jeg vil have lov til at sige højt, at jeg synes, han er et fjols. Og til jer, der viser jeres had til muslimerne: Lad være med at pive og spille forundrede, når I ser, hvad I nu får i nakken efter at have mobbet dem i årevis.
Dampe kunne arabisk og skrev en på den tid meget rost afhandling om Koranen. Mildest talt tankevækkende. Ikke? I hans tanker om frihed (også i det religiøse) og om selvstyre til folket, aner jeg et 'missing link' i danskernes vej til demokrati.
Af og til får jeg i et glimt et syn af, hvad vi kunne være kommet frem til med Dampe som forbillede. Noget som hverken er ren egoistisk liberalisme, eller stalinisme som kommunismen udartede til i Rusland, Kina, DDR med flere, (hvilket der i dag er mange lovende nye undtagelser fra i Sydamerika. Og jo Cuba, som fra starten har været alle socialisters forbillede for demokrati indadtil, med håb om at de en dag også vil turde sænke paraderne udadtil); men heller ikke den afart af demokrati, vi har i dag, som er repræsentativt og fyldt med unødvendigt formynderi, og hvor ytringsfriheden er ved at degenerere til brug for medieejernes indtjening og deres effektive del-og-hersk-politik.
Imens begrænses borgernes ytringsfrihed til korte læserbreve; et par minutter hos Poul Friis (P1 morgen - god udsendelse); at dele artikler ud på gaden, eller udgyde sig på internettet, 'den store skraldespand', som Erwin Neutzsky Wulff kalder det, men som måske også er vores sidste håb.
Et demokrati, hvor dialogen er trængt, og kun få kontroversielle tanker kommer frem i medierne, uden først at være rettet til, så de passer ind i samfundets vaneholdninger. Når der alligevel af og til kommer gode ting igennem, er det, når befolkningen i årevis har kæmpet for nogle ændringer, for eksempel gennem patientforeninger og andre steder, hvor de endnu kan komme til orde på trods af lægemonopolet.
Og så pludselig en dag, når alle har opgivet håbet, står der en notits i avisen om, at det er vedtaget. Som det for eksempel skete med akupunktur i sin tid, og med forbudet mod amalgam i tænderne her i foråret, og forhåbentlig engang med en endelig accept af Minnesotakuren for alkoholikere, og med en langt større accept af alternativ helbredelse i det hele taget. Men tænk, hvor mange uskyldige ofre, og hvor megen kamp det har kostet og stadigt koster folk at nå dertil!
Vi ser det i dag, som vi så det med Dampe dengang, at både læger og politikere er eksperter i at lade nogle hverdagshelte gå foran og gøre det hårde pionerarbejde, for derefter at 'glemme' deres indsats og selv tage æren for fremskridtene.
I Dampes ånd drømmer jeg om, at selv de mest kontroversielle tanker ikke bliver kvalt i fødslen. At ytringsfriheden ikke alene vil være for tilhængere af demokratiet, men også for mennesker, der gerne vil afskaffe det. For hvad er ytringsfriheden ellers værd? Vi tror det ikke, men vi har faktisk mange ubevidste tabuer; og det gør os magtesløse og deprimerede. For eksempel hele rusmiddelområdet, hvor man ikke må tale om den absurditet, at bryggerierne er vores 'exportstolthed', mens hashhandlerne rådner op i fængslerne, selvom det ligeså godt kunne være omvendt.
Endsige da tale om, at alle stoffer burde være legale, så længe man ikke skader andre, så man kunne få ressourcer til oplysning og behandling af de afhængighedssyge. Og når en luder siger, at hun er glad for sit arbejde, eller en kone nummer to eller tre siger, hun har det fint med sine medkoner, og de så bare ikke bliver troet og fuldkommen ignoreret.
Jeg har aldrig hørt et eneste seriøst argument for, at vi kun må have en ægtefælle. Og hvorfor godtager vi det gængse argument, at luderen er en 'vare', der bliver solgt, når det nu kun er en ydelse, de sælger, nøjagtig som en gynækolog eller en skraldemand gør det? Mange jobs er for hårde i det lange løb. Hvorfor ikke bare hjælpe luderne til andet arbejde, hvis de ønsker det, og så holde op med formynderi, hetz og straffe? Undtagen, selvfølgelig, hvor man kan slå hårdt ned på kriminelle kvindehandlere!
Og så skal deres ofre, de handlede kvinder, selvfølgelig hjælpes meget bedre end de bliver det i dag. Og hvad med de anonyme sæddonorer, som ingen får lov at sætte spørgsmålstegn ved, selvom det klart er en forbrydelse mod børnene? Og hvorfor må vi ikke tale om at bede om hjælp til at dø? Der er ingen argumenter imod, kun forstenet gammelreligiøs tradition, der hver eneste dag er skyld i grusomme lidelser og uværdige forhold for døende mennesker. Nej, ingen kan være rigtig lykkelig, uden at have mulighed for at udtrykke sig frit, og få sin mening respekteret. Det vidste Dampe, som siden hen Pio og PH, og alle de tusinder, der betalte en pris i kampen for friheden.
I dag har vi en ny trussel mod demokratiet, nemlig at folk bliver for handlingslammede (og usunde) af at se for meget TV. Man kommer til at tænke på Roms forfald; eller på Nigel Kneales film Sexolympiaden fra 1968, hvor befolkningen spiste og levede deres liv foran TV-skærmen, og hvor tv-folkene gik i panik, hvis de på deres kontrolskærm kunne se, at folk holdt op med at se tv og i stedet begyndte at snakke sammen. Den havde en grum slutning, foregreb reality genren, og blev måske derfor tiet ihjel.
Alligevel må vi være optimister. Op af den grågrønne grumsede politiske Limpopoflod, hvor partierne i dag flyder sammen, med afklippede tæer og hæle, vil der måske en dag stige et anderledes samarbejde, der giver plads til mangfoldighed, filosofi, ægte meningsforskelle, gammeldags argumenter, uden forhånelser og gå-ad-helvede-til-retorik. Det nogen nu kalder det deliberative (velafvejede) demokrati. Hvor man med gensidig respekt har mulighed for at tale sig igennem til en medfølende fornuft; i et ægte demokrati, der hvor man tager hensyn til mindretallet. Hvor vi opgiver kynismen, lytter til indianernes visdom og erkender, at 'næsten' er alt hvad der står, svømmer, flyver og kravler på vores fantastiske, levende jord. Hvor alle ved, at jorden er blevet så lille, at vi nu må samarbejde målrettet på at afskaffe krig og sult i verden uden samtidig at forgifte kloden. Ellers forhærdes vores hjerter, og så kan alt være lige meget.
Dampe døde i 1867 og havde - trods alt - i de allersidste år fået en lille anerkendelse i form af en pension, bevilget af Rigsdagen. Men officiel oprejsning var det ikke, og ikke een af samtidens store forfattere har i deres forfatterskab nævnt denne visionære samfundskritiker, som var så farlig for magthaverne, fordi han kunne fylde kirkerne og begejstre folket med sine blændende talegaver og budskaber, som for eksempel dette, at de uoplyste masser, som magthaverne var så bange for skulle få del i magten, just var dem, de burde knæle for.
Nej, Jørgensen var ikke 'enfoldig', og Dampe var ikke 'utilregnelig', som magthaverne påstod uden derfor at behandle dem mildere, og som også mange historikere fejlagtigt ynder at beskrive dem. Dampe kunne være blevet en betydningsfuld kraft i opbygningen af det danske demokrati, og/eller en skattet komedieforfatter, af karat som Holberg eller, hvem ved, måske endda Shakespeare, der til slut i Kong Lear kommer til orde med dette ønske: 'Del alting, så overflod forsvinder, og enhver får nok.' Ord, der bar hele Dampes virke.
Dampe blev gemt væk, men gav os - ligesom Mandela - et værdifuldt vidnesbyrd om menneskeåndens ufattelige styrke, når den hviler på sandhed og uselviskhed.
I disse år er der megen tale om at sige undskyld til slaverne og andre af fortidens ofre. Jeg opfordrer hermed regeringen til nu endelig, i stedet for at 'glemme' Dampe og Jørgensen, at give dem begge en officiel undskyldnin og fuld oprejsning, med en fremtrædende plads i Demokratikanonen. Og en flot statue, på et centralt sted. Så vi som folk kan mindes og hylde dem behørigt. Vi mangler også en virkelig storfilm om Dampe og Jørgensen. For tiden er der tre film på vej om Struense. Mit håb er, at turen derefter kommer til doktor Dampe.
USA har sin Martin Luther King, Sydafrika sin Mandela. Danmark har sin doktor Dampe, hvis vi bare tør opdage det.