Når de nyliberale kigger bort fra journalisternes kameraer og stemmer for mindre individuel frihed, så begynder man at spekulere på, hvornår det begyndte at gå galt

af Tobias Sjöstedt, Sverige
Når man er født i et demokrati, så hører man fra de voksne: 'Sig hvad du vil, det er helt lovligt', 'tal med hvem du vil - telefonen er ikke aflyttet', og man tror dem.
Hvad skal man gøre, når man ikke har noget bedre at sige? Hvis man ellers er så gammel, at man overhovedet kan sige noget. Du kan stole på staten, eftersom den arbejder i den demokratiske ånd, man bliver madet med.
Vi er alle blevet terrorister - uden at vide det. I hvert fald hvis du tror på den svenske stat. For hvordan var det nu: 'Hvis du ikke er med os, så er du imod os' -? Det er jo et under, at jeg overhovedet er i live, hvis næsten ni millioner svenskere er onde.
Men er det ikke lidt underligt? Sverige har aldrig været ude for terrorbombninger eller været truet på nogen måde. Ikke så meget som en IKEA-bygning eller et sommerhus malet med Falu-rødt.
Når Riksdagen så vælger at vedtage et forslag, som indebærer, at Forsvarets Radioanstalt (FRA) har ret til at overvåge mig som ikke-dømt svensk borger, så kan man spekulere på, hvad der mon er i vejen.
Når den sms, jeg sendte, efterforskes, eller min telefonsamtale med farfar måske aflyttes, så kan man spekulere på, hvad der er galt.
Når de nyliberale kigger bort fra journalisternes kameraer og stemmer for mindre individuel frihed, så begynder man at spekulere på, hvornår det begyndte at gå galt.
Så fra den 1. januar 2009 er vi gået et år frem, men vi er samtidig gået 25 år tilbage - det vil sige til det 1984-samfund, som vi blev advaret imod.
Så fra den 1. januar 2009 bliver vi madet med denne propaganda: 'Ja, FRA aflytter måske nok telefonen, men du kan stole på staten - den arbejder jo bare i den demokratiske ånd.'