27 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvem forhandler for folkepensionisterne?

Hvem forhandler for folkepensionisterne?

Lørdag, 05. juli, 2008, 00:00:00

Hvem forhandler egentlig på vores vegne? Jeg som folkepensionist har jo ingen forhandler, der varetager mine økonomiske interesser specifikt. Jeg kan ikke strejke. Jeg har ingen steder at gå hen med mine ønsker til en ´overenskomstforhandling´. Jeg kan melde mig ind i et politisk parti - kan jeg. Det sker der ikke noget ved

af Erik Stubtoft, Snekkersten
Det står efterhånden ganske klart for alle, at på trods af, at fødevarer i gennemsnit er steget med syv-otte procent det seneste år, og at især priserne på dagligvarer som mælk, fjerkræ, ost og juice er steget med omkring 20 procent det seneste år, skal folkepensionister og andre på overførselsindkomster ikke regne med hjælp til dækning af merudgifterne fra hverken regeringen eller nogle af Folketingets partier.
Der skrives godt nok en del om det. Men ingen reagerer, selvom det er ganske åbenbart, at der er et stort misforhold mellem prisstigningerne på varer til dagligt forbrug og den regulering, som blandt andet folkepensionisterne har fået det seneste år, på under tre procent.
For nylig var der en behjertet sjæl, som mente, at tiden nu var inde til at starte et solidaritetsparti, der kunne varetage de ramte gruppers interesserer. Måske kunne nogle af de aktuelle løsgængere tænke sig at stå i spidsen for en sådan nydannelse, mente forslagsstilleren.
Men i sin argumentation for et nyt parti forklarede forslagsstilleren faktisk selv, hvorfor det er en urealistisk tanke. Det gjorde han ved at nævne en række politiske emner, som det pågældende solidaritetsparti også måtte have på sit program - og så knækkede hele ideen sammen.
Men det rejser måske et helt andet spørgsmål i relation til stigende priser, folkepensionister og andre overførselsindkomster.
Hvem forhandler egentlig på vores vegne? Jeg som folkepensionist har jo ingen forhandler, der varetager mine økonomiske interesser specifikt. Jeg kan ikke strejke. Jeg har ingen steder at gå hen med mine ønsker til en 'overenskomstforhandling'. Jeg kan melde mig ind i et politisk parti - kan jeg. Det sker der ikke noget ved!
Som det fungerer i dag, er alle modtagere af overførselsindkomster, herunder altså folkepensionisterne, kun en lille del af de brede økonomisk-politiske forhandlinger, der foregår, når der forhandles finanslov, herunder nedskæringer, besparelser, tilpasninger med videre, samt for en dels vedkommende i forbindelse med satspuljeforhandlingerne.
Man kan jo spørge sig selv om, hvordan for eksempel en folkepensionist kan være med til at påvirke, endsige forhandle de økonomiske vilkår, folkepensionens og tillægspensionens størrelse med videre, når der ikke foregår egentlige forhandlinger mellem parterne - på den ene side staten og på den anden side folkepensionisterne (og alle de andre på overførselsindkomst).
I dag foregives løsningen på denne problematik at være, at de politiske partier på stribe giver sig ud for at være 'den lille mands/pensionistens' beskytter. Men partierne har jo mange andre grupperinger og interesser at varetage sådan helt generelt, så her er der ingen specifik hjælp at hente for de nævnte grupper.
Nogen kunne tro, at det er en løsning at melde sig ind i en organisation for ældre, for eksempel Ældre-Sagen, LO Faglige Seniorer med videre.
Men de har jo ikke nogen som helst forhandlingsret. De kan stille krav og ønsker, men ikke forhandle på nogens vegne om folkepensionisternes økonomi. De får måske tilsendt store betænkninger, så de kan afgive høringssvar, når der er lovforslag på bordet, men kan ikke forhandle pensionsstørrelse og andre økonomiske vilkår med videre.
Måske er løsningen, at Folketinget beslutter at oprette en statsfinansieret institution, der alene har til formål at være ajour med pris- og omkostningsudviklingen for de grupper, der er nævnt, og som på et sagligt grundlag kan forhandle med staten om at regulere pensionsbeløbene og de øvrige overførselsindkomster. En slags 'Statens Forhandlingsinstitution til varetagelse af de Økonomiske interesser for modtagere af overførselsindkomster'. Det kan nok forkortes til SFØ - så forstås det bedre!
Jeg ser for mig en slags ombudsmand for de nævnte grupper, som er uafhængig af partipolitik, uafhængig af regering og Folketing - på linie med de ombudsmænd, vi kender i forvejen.
Det vil naturligvis stadig være de politiske partier, der forsøger at gøre sig til med ideer og forslag - eller mangel på samme - når det drejer sig om velfærdsforbedringer med videre. Ellers ville det hele jo gå i stå.
Men tænk, hvis en institution kunne få lov til - med loven i hånden - aktuelt at sige til regering og Folketing, at det sidste års tid er fødevarerne steget med mere end syv-otte procent i gennemsnit, transportomkostningerne er steget, takster og mange andre varer er røget i vejret - og så kan vi altså ikke spise folkepensionisterne og andre på overførsel af med tre procent.
De skal reguleres, skal de - med mindst det samme som prisstigningerne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. jul. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp