Hans Nielsen, krofatter, Nørrebro, 56 år, døde 8. juli efter kort tids sygdom.

af Wilfred Gluud
Det stod ikke ligefrem skrevet i kortene, at slagtersønnen fra det pæne, borgerlige hjem på Amager skulle ende som værtshusholder på det ræverøde Nørrebro. Ikke desto mindre formåede Hans Nielsen de sidste mere end tyve år at være en helt central skikkelse i kvarterets kulturelle og sociale liv.
Hans dukkede op på Nørrebro i begyndelsen af firserne som nyuddannet socialrådgiver fra RUC, fuldt udstyret med engagement, overskæg, palæstinenserklud og alle de rigtige, røde meninger, som takt og tone foreskrev det i 2200 dengang.
Hans Nielsen kastede sig hurtigt ud i 'kvartersaktivisme', og via Nørrebro Lokalradio og medborgerhuset kom han i kontakt med en gruppe glade amatører, der havde drømme om at drive restauration og havde kastet deres kærlighed på Café Blågårds Apotek.
Fra starten var det ambitionen at drive et sted, der var mere end bare udskænkning af alkohol og kaffe. 'Kroteket' skulle være centrum for både politiske og kulturelle aktiviteter i det kvarter, der dengang som nu satte sin rolle som arbejderkvarter meget højt.
Men evnerne kunne ikke leve op til ambitionerne, og i løbet af et par år stod Hans Nielsen alene med værtshuset, og hvad det indebar. De næste år gik med at arbejde værtshusets profil som musik- og kultursted op, alt imens han også skulle overbevise de mere rene og ranke i kvarteret om, at han godt måtte drive 'den røde kro', selv om han aldrig havde løst billet til DKP.
Det var dengang. Opgaverne blev løst. Værtshuset voksede. Og det gjorde Hans Nielsens rolle i lokalmiljøet også. Hans fortsatte og udbyggede nemlig fra sin nye plads bag baren på Blågårds Plads sin rolle som lokal aktivist. Og der var nok at tage fat på: etnisk ballade, voksende kriminalitet, kommunal ligegyldighed og kampen for et ungdomshus. For blot at nævne et udpluk af de ting Indre Nørrebro bakser med.
Hans Nielsen kastede sig over det hele. Og i samarbejde med andre gode kræfter var han med til at kæmpe for kvarteret. Hans gjorde en forskel, både når der skulle lægges en dæmper på gemytterne på Blågårds Plads, når vi skulle samles om et større kulturelt arrangement, eller når rådhuset skulle råbes op, fordi de igen havde glemt det besværlige Nørrebro.
Og samtidig fik han skabt et samlingssted i Blågårds Apotek, der er helt unikt. Lige dele lokal meddelelsescentral og mødested og spillested for hele byen. For Hans var værtshuset livsværket. Han fik aldrig kone og børn, det var der ikke plads til. Han havde jo en plads og position at passe. På det sidste, da kræften for alvor fik fat i ham, var det også én af de vigtigste ting, han ville nå. Han ville have, at hans sted fortsatte i samme ånd. Et håb som ser ud til at blive virkelighed.
Han berørte et helt kvarter og efterlader sig flokke af venner, bekendte og ansatte, som vil huske ham og hans indsats i mange år frem i tiden.

Hans Nielsen blev begravet 17. juli fra Blågårds Kirke