Om få år går mange pædagoger på pension. Der er alt for få unge, varme hænder til at overtage. Allerede nu bejler politikerne til ¤¤det grå guld¤¤

af Klaus Haase, Jyderup
Strejkende pædagoger, som kræver anerkendelse og mere i løn. Demonstrationsskilte, som signalerer behov for flere hænder. Lukkede daginstitutioner. Sådan huskes denne faggruppe fra mediernes dækning af de mange strejker på gader og stræder.
Nogle forbinder måske pædagogfaget med de daginstitutioner, som strejkerne lukkede. Pædagogerne dækker dog langt flere områder i samfundets sociale sektor.
Pædagogerne er nok de socialarbejdere, der breder sig mest indenfor det sociale område. Det såkaldte kompetencekatalog (note 1) henviser til, hvad man forventer en uddannet pædagog skal kunne.
Pædagogerne arbejder indenfor det såkaldte normalområde: Daginstitutioner, fritidshjem, SFO`er, klubber, børnehaver, børnehaveklasser og dagpleje. Desuden er der specialområdet:
Børne- og unge institutioner (borgere anbragt udenfor hjemmet). Børn og voksne handicappede, mennesker indenfor socialpsykiatrien, familiepleje, misbrugere, hjemløse, borgere. der kræver hjemmevejledning.
Desuden er der ansat pædagoger i administrative funktioner:
Pædagogiske konsulenter, SSP-konsulenter, ledere. Og her er ikke engang alle nævnt.

Faldende tilgang
Ledigheden indenfor pædagogernes arbejdsområde er lav. Samtidig er faget plaget af en række ulemper: Der er mange deltidsstillinger - hvem kan leve af det? - og et stærkt faldende antal unge søger ind på pædagogseminarierne.
En meningsundersøgelse, en top 15 liste over de forskellige fags status i dagens Danmark, som LO`s ugebrev A4 lavede for et par år siden, sendte pædagogerne helt ned på en 14. plads.
Pædagogfaget er et udpræget kvindefag. Der er en høj nedslidningsgrad. Sygeprocenten er høj. Arbejdstiderne er ofte skiftende. Lønnen er lav. Lønstigningen over år (anciennitet) er blandt pædagoger lavere end blandt sammenlignelige mellemuddannelser: Socialrådgivere, skolelærere og sygeplejersker.
Samfundsmæssigt er rekrutteringsproblemet til pædagogfaget nok det mest påtrængende. Hermed også generationsproblemet.
Om få år går mange pædagoger på pension. Der er alt for få unge, varme hænder til at overtage. Allerede nu bejler politikerne til 'det grå guld' - med en forventning om, at de bliver lidt længere i et fag, hvor nedslidningsprocenten er meget høj.

Ideologi og modefag
Pædagogfaget må siges at være alsidigt, varierende og givende. Hvorfor er det så lige, at de unge vender det ryggen? Det kan have mange årsager.
Hvorvidt et fag har status blandt unge i et givent samfund, udspringer altid af den herskende ideologi og værdigrundlaget. Modefag opstår. Andre fag får fingeren. Årtiers borgerlig dominans i massemedierne, som de unge orienterer sig stærkt mod, har sat de kommercielle fag i højsædet.
Det er ikke 'smart' at udøve omsorg. I amerikanske serier ses 'hverdagens helte' sjældent i hovedrollerne. Hvis de overhovedet er synlige.
Tv viser ejendomsmæglerudsendelser, hvor mænd og kvinder i jakkesæt og spadseredragter smider om sig med millionbeløb. Det signalerer overfor unge, at køb og salg er basisværdier for et job med fremtid i på arbejdsmarkedet.
I dag, hvor ordet karriere nærmest har fået gudestatus, kan det ikke forventes, at lavtlønnede omsorgsfag står særlig højt på de unge uddannelsessøgendes ønskeliste. De i medierne verserende skandalesager fra bosteder, hvor pædagoger er involveret, tæller heller ikke på plussiden. Endelig har mange unge også noteret sig, at de stadige nedskæringer indenfor den offentlige sektor ikke just gør pædagogfaget til et attraktivt sted at være.
De nye generationer behøver heller ikke at have læst statsministerens Minimalstatsbog for at gennemskue, at hans privatiseringstogt på sigt er i færd med at udhule den offentlige sektors eksistensgrundlag. Man vælger ikke et job, hvis fremtid synes truet, først.

Sammenhængskraft
Trods disse dystre fremtidsperspektiver er der ingen tvivl om, at pædagogikken er kommet for at blive. For at bruge et fortærsket modeudtryk, kan vores samfunds sammenhængskraft kun sikres, hvis der er socialarbejdere, heriblandt pædagoger, der tager sig af det nyliberalistiske samfunds tab af menneskelige ressourcer.
Var der ikke disse socialarbejdere, ville der ganske givet opstå social uro og armod i et hidtil uoverskueligt omfang. Det kan selv et strømlinet kapitalistisk samfund ikke bære. De borgerlige politikere har da endnu heller ikke meldt ud, at velfærdssamfundet skal fjernes fra den politiske dagsorden.
En af kommunesammenlægningernes skjulte dagsordener har været at markedsgøre den offentlige sektor: Store enheder er nemmere at udlicitere til private. Der er flere penge i det.
Skal socialt arbejde gå hen og blive en forretning, kræver det en holdningsændring. Ord og begreber er et våben i denne krig om værdier. Det handler blandt andet om at få pædagoger til tænke nyliberalistisk i stedet for socialt. Der indføres nye værdier. Gamle værdier ryger i glemmebogen. Det er, hvad der sker i disse år.
En socialpædagogisk institution hedder pludselig et 'servicecenter'. Man taler ikke mere om en arbejdsplads. Nu bliver børnehaven til en 'virksomhed'. Den sociale sektors selvbevidsthed bliver gradvist undermineret af begreber fra det private erhvervsliv.
Socialpædagogiske eksperimenter bliver til 'innovation'. Man er ikke længere en gruppe, der arbejder sammen, i dag er vi et 'team'.

Kompetence
Der tales i disse nedskæringstider på livet løs om 'kompetenceudvikling'. Der produceres tonsvis af rapporter og kontrolskemaer om borgerne. Det pålægges i stadigt stigende omfang pædagogerne at lave administrative redegørelser for deres gøren og laden. Tid til dette tages fra det praktisk udøvende pædagogiske arbejde. Der hersker smukke visioner om 'vidensdeling' indenfor pædagogikken.
Der er dog stadig mindre tid til udveksling af viden. Desuden er den pædagogiske ledelse rundt omkring i de sammenlagte kommuner ved at drukne i administrative opgaver. Her går tiden altså fra at lede, koordinere og udvikle pædagogikken.
Midt i denne omstruktureringsproces er problemer og kritik blevet fyord. Ligegyldigt hvor svær en opgave kan være at løse, skal det kaldes for 'en ny udfordring'.
Vi ved alle, at nye sprogkataloger alene ikke forbedrer tingenes tilstand indenfor et fag.
Pædagogfaget er som sagt kommet for at blive. Fremtiden vil vise, i hvilken form. I sidste ende handler det væsentligst om politiske beslutninger og samfundsudvikling.
Man må håbe, at de sociale blæksprutter kan komme ud af deres vadested!

Noter:
1. 'Kompetencekataloget' med en kompetenceprofil af pædagogfaget er udarbejdet af en arbejdsgruppe under Undervisningsministeriet i 2003 som en evaluering af pædagoguddannelsen. Se http://presse.uvm.dk/nyt/pm/profil.pdf