Overenskomstkampen blev politiseret af folketingspolitikerne og regeringen lige fra første færd

af Mari-Ann Petersen, medlem af Kommunistisk Partis faglige landsudvalg
Overenskomstfornyelsen for de omkring 800.000 offentligt ansatte foregik i en temmelig kompliceret politisk situation, hvor staten og KTO indgik forlig - FOA gik fra KTO-forhandlingerne, BUPL`s medlemmer stemte nej, hvorefter hele Sundhedskartellet, BUPL og FOA var ude i langvarige strejker, inden der blev indgået forlig på alle områder.
Det blev en overenskomstkamp, hvor både BUPL og FOA for første gang var i konflikt, og Sundhedskartellet i sin længste strejke nogensinde.
Forsommeren 2007 - umiddelbart efter overenskomstfornyelsen på det private område - varmede godt op til overenskomstkampen på det offentlige område. Sosu-arbejderne på ældreområdet gik ud i en omfattende landsdækkende strejkebølge med krav om flere hænder og mere i løn.
Strejkerne synliggjorde både løn og arbejdsforhold, og for første gang blev en ellers temmelig usynlig gruppe meget synlig og vandt opbakning for sine krav i befolkningen. Dette lagde grunden til de store lønkrav og ikke mindst en stor vilje til at ville kæmpe for resultater.
Løfterne om ekstra penge til forhandlingerne fra flere partier under folketingsvalget i efteråret var med til både at skabe forventninger og kampvilje. Også selvom løfterne blev væk den 18. december, hvor finansministeren indgik en aftale med Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner, som godt nok afsatte 1,7 milliarder kroner ekstra på finansloven over de næste tre år, men som i virkelighedens verden bare var fremrykkede penge - penge som de offentligt ansatte alligevel ville have fået som led i reguleringsordningen.

Løn, løn og atter løn
I juni sidste år indgik regeringen og hovedorganisationerne en trepartsaftale i sammenhæng med regeringens såkaldte kvalitetsreform. I trepartsaftalerne indgik elementer, som skulle udmøntes i overenskomsterne, dermed var en række spørgsmål på de mere bløde områder såsom uddannelse, barsel, seniorordninger og lignende afklaret og finansieret - og fokus blev rettet mod lønnen.
Og det var da også det, medlemmerne krævede. De krævede løn, løn og atter løn. Medlemmerne krævede ikke kun, at rammen fra det private område blev sprængt, men i hvert fald på FOA`s og Sundhedskartellets område blev der krævet langt større lønstigninger.
Og det lykkedes nogle af forbundene at gennemføre en god og politisk overenskomstkampagne, som blandt andet påviste, at det danske arbejdsmarked har et kæmpe ligelønsproblem. Offentligt ansatte halter generelt bagud i forhold til privatansatte, og kvinder i det offentlige halter bagud i forhold til mænd med sammenlignelige uddannelser på det private arbejdsmarked.
Også andre faktorer spillede ind og var med til at skabe den stædighed og nu-er-det-nok-vilje, som prægede hele forløbet. Det offentlige har enorme rekrutteringsvanskeligheder. Det er altså ikke særlig attraktivt at søge et job, som er kendetegnet af dårligt arbejdsmiljø og lav løn. Og ydermere er der meget store fremtidige rekrutteringsudfordringer, idet op imod hver fjerde offentligt ansat forventes at ville gå på pension frem til 2020.
Det vil med det nuværende niveau i velfærdsgoderne medføre en personalemangel i 2021 på 80-120.000 personer. De offentligt ansatte fik gennem konflikten en klar forståelse for, at overenskomsten ikke kun handler snævert om egne løn og arbejdsforhold, men at det i høj grad også var en kamp for at forsvare den offentlige velfærd for alle.
Set i lyset af velstandsstigningen i samfundet som helhed, den lave arbejdsløshed og arbejdskraftmangel på store dele af det offentlige område, ville det da også være tåbeligt andet end at sige - nu er det nok.

Stridigheder
På trods af en flot overenskomstkamp blev det ikke uden stridigheder og splittelser i fagbevægelsen, ikke mindst i KTO. En af årsagerne var netop kravet om en ekstra pose penge fra regeringen til forhandlingerne. Der var enighed om kravet om ekstra midler til at matche lønkravene, men uenighed om hvordan pengene skulle fordeles.
FOA har hele vejen igennem haft en to-benet strategi i forhold til lønkravene. Det ene ben er markante lønstigninger til alle, og at lønefterslæbet i forhold til det private arbejdsmarked udlignes. Det andet ben går på at skabe et ekstra løft til de traditionelle kvindefag, som tilbage i 60`erne blev kraftigt udviklet i takt med udbygningen af den offentlige sektor. Disse kvindefag er hele vejen igennem blevet placeret lavere lønmæssigt end sammenlignelige mandefag.
FOA blev beskyldt for bare at ville hytte sine egne medlemmer med kravet om ikke kun en pose penge ekstra til overenskomstforhandlingerne, men at disse skulle bruges til at løfte de traditionelle kvindefag.
Men rent faktisk har FOA defineret 'kvindefagene' langt bredere end bare FOA`s egne medlemmer. Det drejer sig blandt andet også om BUPL-pædagoger, om SL`s socialpædagoger og DSR`s sygeplejersker. Og det er værd at bemærke, at indenfor den ramme er halvdelen af FOA`s egne medlemmer ikke med.
Dette skabte uenighed i KTO, som jo består både af LO, FTF og AC-organisationer. Både FTF og Akademikernes Centralorganisation (AC) gik åbent ud og vendte sig mod en særlig lønpulje til kvindefagene. Dette betød Dennis Kristensens afgang som KTO-formand, og Lærerforeningens formand Anders Bondo Christensen overtog.
KTO står nu for første gang uden en formand fra LO-grupperne, og striden var og er så dyb, at LO-organisationerne heller ikke kunne opnå enighed om den anden næstformand, så KTO nu kun har én næstformand.
Traditionen tro blev der indgået forlig på statens område som det første. Forliget blev på 12,8 procent , og det svarede til lidt mere end resultatet på det private område. De statsansattes topforhandlere havde da også allerede inden forhandlingerne erklæret, at de ville være tilfredse med det samme som på det private område.
Og traditionen tro var det så også meningen, at statens forlig skulle overføres til det kommunale område. Men her brød forhandlingerne sammen - i hvert fald i første omgang.
At overføre statens aftale til det kommunale område er ganske enkelt en dårligere aftale. Det ville medføre, at de ansatte fik cirka 1000 kroner mindre i lønstigning end de ansatte på statens område, alene af den grund at gennemsnitslønningerne i staten er højere, og de generelle lønstigninger beregnes som en procentsats. FOA, BUPL og HK sagde nej, og dermed var der et flertal i KTO for nej til aftalen.
Senere forlod FOA KTO-forhandlingerne og fortsatte selvstændige forhandlinger. Uenigheden gik denne gang på, hvilke krav der skulle være konfliktudløsende. FOA`s krav var, at lønefterslæbet i forhold til det private område på cirka 1,5 procent skulle indhentes, og samtidig skulle der slås hul på uligelønnen mellem kvinder og mænd. Disse konfliktudløsende krav kunne ikke opnås enighed om.
Senere indgik KTO forlig på de 12,8 procent, og det blev vedtaget af medlemmerne. Det eneste nye i forliget var, at 0,6 procent blev holdt uden for den økonomiske ramme. Ved urafstemningen stemte BUPL`s medlemmer nej - og gik derefter i strejke som de eneste i KTO-forhandlingsfællesskabet.
Inden BUPL`s medlemmer havde stemt nej, var både FOA`s og Sundhedskartellets forhandlinger på både det kommunale og regionale område brudt sammen, og strejkerne i gang, og dermed konfliktede et flertal af de offentligt ansatte.

Resultatet af strejkerne
Efter indgåelse af forligene er der selvfølgelig gjort mange ihærdige forsøg på at nedgøre resultaterne. Ingen er vildt tilfredse med det økonomiske resultat, men trods alt er der opnået langt større lønstigninger end tidligere set.
Men det vigtigste af alt er, at strejkerne viste, at det nytter at kæmpe. Det lykkedes alle at bryde regeringens økonomiske ramme. Den erfaring er guld værd, den har politiseret og radikaliseret store dele af den offentlige sektor, herunder rigtig mange kvinder som aldrig før har været i kamp.
Den erfaring, de har fået, har lagt god grund til fremtidige lønkampe og også til fremtidige kampe for den offentlige velfærd. For ikke mindre vigtigt, så satte strejkerne nogle vigtige politiske dagsordener om ligeløn og om den offentlige velfærds fremtid, ligesom de også gav et langt klarere billede af forhandlingsvilkårene på det offentlige område med regeringen som den reelle modpart.
De strejkende kæmpede ikke blot for deres egne løn- og arbejdsforhold. Det lykkedes at forbinde overenskomstkampen med kampen for en velfungerende offentlig sektor. Og dermed lykkedes det også at vinde og fastholde befolkningens opbakning, som forblev næsten intakt og i perioder steg under den lange konflikt. Blandt andet Megafons undersøgelse så sent som den 28. maj viste, at 75 procent bakkede op om de strejkende.
Selv det vanskelige arbejde at sikre nødberedskabet blev dygtigt forbundet med den politiske opbakning til offentlig velfærd. Det afslørede, hvor galt det egentlig står til med velfærd og arbejdsforhold, når nødberedskabet ofte var lig med eller bedre end den daglige bemanding.
Og det var også den vigtigste grund til, at et regeringsindgreb blev undgået. De fleste såkaldte eksperter vurderede både op til og under hele forløbet, at et politisk indgreb ville være det mest sandsynlige scenarium. Der var ikke meget, der tydede på en forhandlingsløsning.
Men befolkningens store opbakning under hele forløbet var af stor betydning. Det ville have været rigtig upopulært med et regeringsindgreb. Også de mange afstemninger, som gik ind over strejkerne, var med et gøre det vanskeligt at finde det - efter regeringens mening - rigtige tidspunkt, og den så mere og mere en fordel i at forsøge at udmarve de strejkende og tømme strejkekasserne.
Strejkernes betydningsfulde resultater blev opnået på trods af uenigheder og manglende eller utilstrækkelig opbakning fra den samlede fagbevægelse. Uenigheder som oven i købet gik så langt, som at formanden for AC Sine Sunesen udtalte, at 'det vil lægge gift ud for fremtidige forhandlinger, hvis de, der forlader forhandlingsbordet og truer med strejker, bliver belønnet'.
Og resultaterne blev opnået på trods af, at heller ikke de konfliktende forbundsledelser kunne finde ud af at arbejde sammen og forbinde strejkerne og kravene til en samlet kamp. De blev også opnået på trods af manglende politisk opbakning, hvor Socialdemokraterne igen valgte forkert side og valgte at være larmende tavse - ja altså lige bortset fra, at de i KL valgte at støtte en lockout mod BUPL med den erklærede hensigt at tømme forbundets strejkekasse.

Ligelønsspørgsmålet
Strejkerne løftede kvindekampen som ikke set i mange år, og de fik placeret kravet om ligeløn solidt på den politiske dagsorden som et samfundsproblem, der skal løses politisk.
Selvom ligelønsloven er 30 år gammel, så ligger Danmark helt nede på en 39. plads efter lande som Albanien, Benin og Botswana, når det gælder lige løn for lige arbejde, og kvinder får da også gennemsnitlig 12-13 procent mindre i løn end mænd. Der er altså et regulært ligelønsproblem på det danske arbejdsmarked, og nedsættelse af en ligelønskommission eller lønkommission i løbet af efteråret er sandsynligvis eet af strejkernes resultater.
Der er heller ingen tvivl om, at uligelønnen på det offentlige arbejdsmarked er politisk bestemt og skal løses politisk. De forskellige grupper af offentligt ansatte er lønmæssigt indplaceret med udgangspunkt i det tidligere tjenestemandssystem, senest med tjenestemandsreformen fra 1969.
Ikke mindst grupper med fortrinsvis kvinder blev indplaceret lavere end sammenlignelige grupper med fortrinsvis mænd. Det er således tale om en nødvendig genopretning af en politisk bestemt kønsmæssig skævhed - eller det som FOA med samme argumentation kaldte mandeløn til kvindefag.
Som sædvanlig er der uenigheder i fagbevægelsen - også på spørgsmålet om ligeløn. Der er uenigheder, både om det skal være en lønkommission eller ligelønskommission. Eller om der overhovedet er behov for en sådan en.
Regeringen puster til uenighederne og kræver samtidig, at fagbevægelsen skal blive enig om opgaverne for en sådan kommission.
Det er ufrugtbart at gå ud i principielle diskussioner om, hvorvidt det skal være en ligelønskommission eller lønkommission. Men uligelønnen mellem mænd og kvinder er et så indlysende samfundsmæssigt problem og en uretfærdighed, som skal løses, og derfor kunne der måske skabes enhed om en lønkommisison, hvis første opgave er at tage hul på uligheden mellem mænd og kvinder, og enhed om kravet om, at den ikke må blive en syltekrukke, men skal være klar inden næste runde af overenskomster, det vil sige 2010.

Reguleringsordningen
Et af de spændende spørgsmål, som overenskomstkampen rejste, er, om det offentlige arbejdsmarked kan blive lønførende? Faktisk var den historisk i den forstand, at det for første gang lykkedes nogle grupper af offentligt ansatte at sprænge den økonomiske ramme for overenskomstfornyelsen sidste år på det private område. Ellers er det private område altid lønførende, og de offentligt ansattes lønninger reguleres i forhold til det.
Oprindelig, da tjenestemænd dominerede det offentlige arbejdsmarked, var der accept af lavere lønninger på grund af sikkerhed i ansættelsen og pensionerne. Men med afviklingen af tjenestemandssystemet og udbygningen af den offentlige sektor med ansættelse af overenskomstansatte var der ønske om en nogenlunde parallel lønudvikling på de to arbejdsmarkeder.
Det er baggrunden for reguleringsordningen. Altså en politisk beslutning om at det offentliges lønninger skal være lavere end på det private område, men dog reguleret i forhold til disse. De offentligt ansattes lønninger reguleres, hvis lønningerne på det private stiger, men de reguleres kun med 80 procent - og dermed sikres der jo alligevel ikke en parallel udvikling, tværtimod udvides lønforskellene.
Samtidig opgøres det kun årligt, og reguleres ikke med tilbagevirkende kraft, så lønningerne udhules i virkeligheden endnu mere. Ordningen går så at sige både med livrem og seler. Den sikrer både, at løngabet udvides, og at de offentligt ansatte aldrig kan blive lønførende. Den har nemlig også den indbyggede mekanisme, at hvis det skulle ske, at lønningerne stiger mere end på det private arbejdsmarked, ja så skal der betales penge tilbage.
Reguleringsordningen har altid været til debat, men i takt med, at offentligt ansatte grupper radikaliseres og kræver ordentlig løn for deres arbejde - og ikke mindst i kølvandet på denne overenskomstfornyelse, hvor nogle sprængte rammen, så er ordningen selvfølgelig igen sat på dagsordenen.
Men også her er der uenigheder mellem forbundene. FOA har rejst spørgsmålet om afskaffelse af reguleringsordningen, fordi den som sagt lægger en øvre grænse for, hvad lønstigningerne kan blive. Reguleringsordningen fastfryser så at sige billedet. Det gælder ikke mindst, hvis der for alvor skal rykkes ved lønforskellene mellem kvindefag og mandefag.
Hverken 3F, HK eller FTF-området ønsker en afskaffelse af ordningen. Begrundelserne er blandt andet, at hverken en borgerlig eller socialdemokratisk regering nogensinde vil tillade, at det offentlige område bliver lønførende, og at ordningen derfor giver en tryghed for medlemmerne.
Op til overenskomstfornyelsen advarede Hans Jensen, som jo på det tidspunkt var LO-formand, mod de løfter, der kom fra flere folketingspartier om at tilføre ekstra penge til forhandlingerne, og kaldte det overbudspolitik. Han advarede imod store lønstigninger til de offentligt ansatte, fordi det angiveligt ville sætte fart i lønstigningerne på det private arbejdsmarked med deraf stigende priser og i sidste instans højere arbejdsløshed. Han satte direkte tal på og advarede mod lønforhøjelser på fem-seks procent om året.
I Politiken blev Hans Jensen citeret for at sige: 'Det vil ødelægge den positive udvikling, der har skabt flere hundrede tusinde arbejdspladser og et godt arbejdsmarked i de seneste tyve år'. Han har åbenbart interesse i at holde de danske arbejderes lønninger nede, men det er åbenlyst, at der ikke er denne direkte sammenhæng mellem lønninger, priser og arbejdsløshed. Kapitalen og markedet i dag er globaliseret, de danske arbejdere har relativt høje lønninger, og alligevel er arbejdsløsheden meget lille.
Hvis reguleringsordningen afskaffes, vil der på den ene side være en fare for, at de offentligt ansattes lønninger kommer til at halte endnu mere bagud. På den anden side er det den eneste mulighed for, at grupper af offentligt ansatte rent faktisk får mulighed for tilkæmpe sig højere lønninger end gennemsnittet på det private område.
BUPL havde som det eneste forbund stillet forslag til overenskomstfornyelsen om en reguleringsordning på 100 procent.
Det er klart, at hvis reguleringsordningen skal fortsættes, så skal der stilles krav om en 100 procents regulering, for hvorfor skal offentligt ansatte ikke have mindst samme gennemsnitlige løn som privatansatte?
Men selv et krav om 100 procents regulering er et defensivt krav, for det fastholder de offentligt ansattes lønninger på gennemsnitslønnen på det private område. Og det vil give store interne stridigheder i fagbevægelsen, hvis nogle enkelte grupper tilkæmper sig mere end resten, idet det så at sige vil gå ud over dem, der har fået mindst, når reguleringsordningen så gøres op.
Reguleringsordning eller ej. Det afhænger først og fremmest af en rigtig vurdering af styrkeforholdet. Og styrkeforholdet drejer sig ikke mindst om de offentligt ansattes faglige organisationer er stærke nok, og om der kan skabes enhed om fælles krav og ikke mindst enhed om fælles kamp for dem.

Regeringen dikterer rammen
Som nævnt gav strejkerne også et klarere billede af, at vilkårene for overenskomstfornyelse på det offentlige område er afgørende forskellige fra det private arbejdsmarked.
På det private arbejdsmarked gælder det kampen om andelen af profitten. På det offentlige arbejdsmarked er den økonomiske ramme politisk bestemt. Rammen fastlægges gennem regeringens økonomiske politik, dels finansloven og dels aftalerne om den kommunale og regionale økonomi. Den økonomiske magt er i den grad blevet centraliseret, så regioner og kommuner er umyndiggjorte.
Og deraf udspringer et andet vilkår for forhandlingerne, nemlig at arbejdsgivernes selvstændige råderum er meget lille. Regeringen dikterer lønrammen og fjernstyrer dermed forhandlerne. Det er en udfordring for den danske model, hvor det jo forudsættes, at arbejdsmarkedets parter selv forhandler og eventuelt konflikter sig frem til en overenskomst.
Den danske aftalemodel blev yderligere udfordret af, at overenskomstkampen i den grad blev politiseret af folketingspolitikerne og regeringen lige fra første færd. Det begyndte i valgkampen i efteråret, hvor det ene politiske parti efter det andet både lovede, at der skulle flere penge på bordet og gav løfter om, hvordan de skulle fordeles.
Og det fortsatte lige op til de afsluttende forhandlinger, hvor statsministeren blandede sig direkte. Under afslutningsdebatten i Folketinget, hvor strejkerne stadig var i gang, slog han fast, at hvis der kom et regeringsindgreb, så skulle de strejkende på sundhedsområdet og pædagogerne ikke skulle gøre sig noget som helst håb om at få mere end de 12,8 procent, som andre grupper havde sagt ja til
Den danske aftalemodel bliver også udfordret af blandt andet trepartsaftaler. Der bliver inddraget flere og flere velfærdsspørgsmål i overenskomsterne, for eksempel pension, løn under sygdom og barsel og uddannelse. Det er blevet almindeligt, at sådanne spørgsmål både reguleres gennem lovgivning, i trepartsregi og i overenskomsterne. Derigennem dikteres nogle af rammerne for overenskomstfornyelsen.
I trepartsaftalerne fra sidste sommer indgik for eksempel en række emner, som skulle udmøntes via overenskomstforhandlingerne blandt andet på seniorområdet. Disse spørgsmål skulle udmøntes af overenskomstparterne, efter at de er bestemt af trepartssystemet. Ydermere får disse aftaler rent faktisk også direkte indflydelse på kommende overenskomstforhandlinger, for eksempel når aftalen om senior-fridage udløber om tre år. Så vil det næsten være et givent krav, at der skal bruges penge på at fortsætte denne ordning.
Et af de afgørende spørgsmål for de fremtidige overenskomstforhandlinger og kampe om løn og arbejdsforhold er, hvordan disse udfordringer for aftalesystemet tackles på det offentlige område?
Overenskomstkampen er en politisk kamp, og dette må naturligvis afspejle sig i strategien for både forhandlinger og kampskridt. Det afgørende i dette er, at fagbevægelsen politiseres. Den skal have klare krav til offentlig velfærd, herunder selvfølgelig ordentlige løn og arbejdsforhold for de ansatte. Den skal formå at stå sammen mod udsultningen og privatiseringen af velfærden, samtidig med at der stilles kontante krav til de politiske partier. Og den skal formå at arbejde politisk med sammenhængen mellem finanslove, økonomiaftaler med kommuner og regioner og selve overenskomstforhandlingerne.
En anden vigtig del i strategien er at udbygge og nogle steder helt fra bunden arbejde for enhed i fagbevægelsen på tværs af offentligt og privat ansatte. Når de ansatte på det offentlige område stiller lønkrav og går i konflikt, er det nødvendigt med en stærk opbakning og solidaritet fra den samlede fagbevægelse. Det er en fælles kamp, og enheden om dette vil også i høj grad være medvirkende til at fastholde befolkningens opbakning, som igen er med til at forstærke det politiske pres.
Men hvis aftalesystemet og enhed i fagbevægelsen skal holde, så kræver det også, at parterne selv forhandler. Og her ligger der sandsynligvis uenigheder om, hvor grænsen for politisk intervention går. Men der ligger også det helt reelle problem, at fagbevægelsen i dag sidder overfor forhandlere, der reelt ingen kompetence har. Det er helt tydeligt i forhold til regionerne. Enten skal regionernes kompetencer ændres, eller også må finansministeren med ved bordet som den reelle arbejdsgiver.
I forhold til strategien for de kommende overenskomster er der også interne modsætninger mellem de forbund, der fortrinsvis organiserer højt eller lavtlønnede offentligt ansatte. Et af de klareste eksempler er forhandlingsgrundlaget i forhold til de generelle lønstigninger. Skal det være i procenter eller kronebeløb?
Det kan komme til et internt opgør i KTO, som jo netop omfatter både LO- FTF- og AC-grupper. Altså grupper med meget store lønforskelle. Hvis man ønsker at fremme en solidarisk lønpolitik og løfte de lavest lønnede, er det klart, at der ikke ensidigt kan forhandles procentreguleringer.
Det vil i hvert fald blive nødvendigt at skabe en eller anden form for balance mellem kronekrav og procentkrav, ellers vil forbundene med mange lavtlønnede eller relativt lavtlønnede have mindre interesse i at forblive i KTO.
Der er ingen tvivl om, at hvis enheden i KTO skal fastholdes, skal der skabes en fælles holdning til, at de lavestlønnede skal løftes. Forhåbentlig har ligelønsdagsordenen været med til at bane vejen for en forståelse for dette, i og med det i høj grad er kvinderne på det offentlige område, som er de lavest lønnede.
Der vil sandsynligvis være andre dele af en fremtidig strategi, som KTO kommer til at forholde sig til. Blandt andet uenighederne om hvilke krav der skal være konfliktudløsende og det, at både FOA og BUPL viste, at kampskridt og ikke alene forhandlinger er vejen frem i forhold til at sprænge regeringens økonomiske ramme.
Også i AC har overenskomstkampen skabt uenigheder så store, at Ingeniørforeningen har meldt sig ud. Ingeniørforeningen er en stor organisation med omkring 67.000 medlemmer ud af AC`s samlede medlemstal på knap 260.000. Den føler sig overhovedet ikke dækket ind af resultatet, og ved to ud af de sidste tre overenskomster har den som den eneste fagforening i AC stemt nej til forligene.
Det eneste forhandlingsfællesskab, som er kommet stærkere ud af overenskomstkampen, er Sundhedskartellet. De 11 forbund forlod KTO ved sidste overenskomstfornyelse, og de har formået at stå sammen hele vejen igennem og gennemføre en langvarig politisk kamp, som har haft forbundenes og medlemmernes store opbakning.
Der er mange udfordringer for den danske model og forhandlings- og kampstrategien for overenskomstfornyelse på det offentlige område. Det er vigtigt på den ene side at tænke i nye strategier og på anden side kæmpe for at fastholde enheden.
Alternativet til den danske model er, at der lovgives om de offentligt ansattes løn og arbejdsforhold. Det kan have katastrofale følger for de 800.000 offentligt ansatte også for deres kampmuligheder og såmænd også for deres medlemskab af en fagforening. Konsekvenser der næsten uundgåeligt vil have afsmittende effekt på det private arbejdsmarked.
Konflikten er slut for denne gang, men der er ingen tvivl om, at kampen fortsætter. De forbund, der har kæmpet, har haft stor medlemsfremgang, de har kæmpet for organisering, og medlemmerne er blevet radikaliseret. De offentligt ansatte har sat fokus på deres løn og arbejdsforhold, og de er kommet langt stærkere ud af konflikten. Kampen for løn fortsætter lige nu med kravet om en ligelønskommission og vil fortsætte frem mod næste overenskomstfornyelse i 2011.

Opsummering af konflikten
Denne opsummering af overenskomstkampen på det offentlige område er en lettere bearbejdet udgave af et oplæg, som Mari-Ann Petersen holdt på Rød Sommerlejr i juli.