Det var langtfra alle, der dengang fik gavn af ældrechecken, pensionen var utilstrækkelig, og pensionerne blev givet, uden der blev taget sociale hensyn
af Carsten Elert, Frederiksberg
'Jeg vil gerne takke statsministeren for - på denne første forårsdag i 2015 - at give sig tid til at klippe snoren over og dermed åbne vores nye hus: Seniorernes Hus.'
Forstanderen giver herefter ordet til statsministeren.
'Det er ikke en tilfældighed, at vi her i dag kan tage dette første nye seniorhus i brug. Der ligger en række målrettede beslutninger til grund for, at vi har fået etableret dette hus, som jeg er helt overbevist om, vil gøre en positiv forskel for seniorerne i Danmark.
Tilbage i 2008, da den borgerlige regering blev væltet, og flere seniororganisationer aktionerede på gaderne i Danmark, blev kimen lagt til de mange forandringer, der over de sidste syv år er sket for alle over 60 år.
Som I nok husker, blokerede mange af de tavse og pæne seniorer hver morgen to uger i træk i 2008 for trafikken på indfaldsvejene til de store byer.
Kravene var klare: ældrechecken skulle væk til fordel for en indeksreguleret pension, der skulle skabes mulighed for at folkepensionister kunne arbejde, uden der blev trukket i pensionen, og der skulle etableres et gratis landsdækkende og fleksibelt transportsystem for alle over 60 år.
Nogle krav som var yderst fornuftige. Det var langtfra alle, der dengang fik gavn af ældrechecken, pensionen var utilstrækkelig, og pensionerne blev givet, uden der blev taget sociale hensyn.
Samtidig manglede erhvervslivet kvalificeret arbejdskraft, og blot fordi man bliver ældre, er det naturligvis ikke det samme som man helt skal stoppe med at arbejde. Man skal have lov til selv at bestemme, hvornår man vil arbejde og hvor meget.
Disse forhold fik vi bragt på plads ved forliget i 2010, og samtidig blev der også afsat midler til et landsdækkende transportsystem, der skulle tilpasses ældre og til senioraktivitetshuse rundt om i landet.
Transport
En forudsætning for et godt og aktivt seniorliv er, at man kan komme derhen, hvor aktiviteterne foregår. Den almindelige offentlige transport dækkede tidligere langt fra de behov, som ældre har for transport, og derfor har de nye fleksible pendulbusser ændret meget.
Mange ældre, som førhen sad alene derhjemme, kan nu blive hentet og bragt, præcis når de ønsker det. Det betyder, at de blandt andet kan deltage i aktiviteterne i dette her hus.
Transportsystemet gør virkelig gavn, og langt flere ældre er aktive end dengang i 2008.
Et sådant fleksibelt transportsystem forbedrer på rigtig mange måder sundheden for ældre, samtidig med at det sikrer muligheden for daglig social kontakt.
Huset her kommer til at sprudle af aktivitet. Dels den øverste etage, hvor alle landsorganisationerne på seniorområdet har til huse. Flere organisationer fusionerede som bekendt for nogle år siden, men alle dem, der eksisterer, har nu hovedsæde her og deles om en række faciliteter.
På etagen nedenunder har det offentlige lejet sig ind i lokalerne og driver herfra Seniorvejledningen.
Vejledning
Her er alle de informationer og den bistand, som ældre har behov for, samlet fra forskellige ministerier. En koordinering der sikrer, at man kun skal henvende sig ét sted for at få klaret ting omkring pensionen, hjemmehjælp og så videre. Samtidig betyder det også, at der ikke gives modstridende informationer.
Resten af huset er afsat til lokalområdet. Der er en række aktivitetsrum, og det interessante er, at huset er bygget således, at størrelsen af rummene meget hurtigt kan ændres. Det giver mulighed for, at både små og store aktiviteter kan finde rum.
Det store køkken styres og drives af seniorer. Udover at man selv laver maden, er her foredrag og kurser om mad, og i det gastronomiske teater, hvor der blandt andet eksperimenteres med nye madformer, optræder der også forskellige gæstekokke og bagere. Også mikrobryggeriet drives af seniorerne.
Allerede nu er det besluttet, at man hver lørdag får mulighed for at lave mad sammen med sine børnebørn.
Også stueetagen er spændende. Her er sanse- og oplevelsescentret, musikscenen, hvor vi senere skal høre Ollerockbandet, sundhedscentret, hvor man kan få tjekket helbredet, og det store indendørs motionscenter med blandt andet golf og petanque. Her er et stort videnscenter, hvor der er adgang til bøger, aviser, og hvor der er fri adgang til netcafé.
Endelig vil jeg fremhæve taghaven, som både har en prydhave, og hvor der dyrkes krydderurter med mere til køkkenet.
Til sidst vil jeg gerne takke, fordi jeg har fået det ærefulde hverv at åbne for dette nye hus, som har til formål at forene en mængde aktiviteter for seniorer. Aktiviteter der tager udgangspunkt i seniorernes ønsker og behov.
Og jeg vil slutte med at sige, at jeg er glad for, at I seniorer gav samfundet et kærligt og nødvendigt spark tilbage i 2008. Det var det spark der betød, at vi alle kom til at tænke på seniorerne som et aktiv frem for en byrde.'
Statsministeren klippede snoren over, og efter at alle havde skålet, blev hun fulgt rundt i huset af landsformanden for ældrerådene i Danmark.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278