USA og Storbritannien løber fra deres ansvar i Afrika til fordel for krige i Irak og Afghanistan - og derfor åbner de en ladeport for Kina

af Gerald Horne
'Se mod øst, min søn. Se mod Øst.' Det var den kenyanske journalist Wanjohi Kabukurus vise ord, da han analyserede resultaterne af sin præsidents besøg i Beijing. Det var blot det seneste besøg dér fra Afrika - det kontinent, der er mest ødelagt af imperialismens vildskab, og - ironisk nok - hvor US-imperialismens krise bliver mest synlig.
Senest har der i Washington vist sig et voksende hysteri over, at Kina snigløber US-imperialismen ved at præsentere et alternativ, der betyder, at Afrika ikke har nødig t gå ned på knæ, når dets ledere krydser Atlanten.
Det var heller ikke noget sådant, kenyanerne frygtede, da præsident Mwai Kibaki ankom til Kina i 2005. I stedet var de glade for, at han kom hjem med lån i multimillion-klassen og garantier for forbedringer af Nairobis el-forsyningssystem. Kibaki undertegnede også en kontrakt med den kinesiske teknologi-gigant, Huawei Technologies Company om at levere trådløs telekommunikation til alle regeringens distriktskontorer og forbinde dem med regeringen i Nairobi.
Kenyanerne er ikke de eneste afrikanere, der er fornøjede med Kinas fredelige vækst. For dette asiatiske lands handel med Afrika er samlet gået dramatisk i vejret og nåede 35 milliarder dollars i 2005 efter vækstrater på 50 procent i 2003 og 59 procent i 2004. Kinesiske virksomheder er gået kraftigt ind i kobber- og koboltminer i Den demokratiske Republik Congo, med tilhørende vejbygning; de hjælper Etiopien med at bygge Afrikas største dæmning; de har hjulpet Nigeria med at opsende en kommunikationssatellit, og de har introduceret en ny medicin mod malaria i Uganda.
Kinas økonomiske engagement i Afrika er overvældende og kan meget vel blive begyndelsen til enden for den destruktive cyklus, som for det martrede kontinent blev indledt med den ikke undskyldte slavehandel, og som udviklede Europa og Nordamerika på samme tid, som den underudviklede Afrika.

Afrika kommer sig
Nu begynder Afrika at komme sig, mens US-imperialismen går ind i en æra af dybtgående krise.
I foråret 2007 gav Beijing for eksempel tilsagn om at yde Afrika 20 milliarder dollars over de næste tre år til infrastruktur og handelsfinansiering. Med et enkelt tilsagn stilledes mange af kontinentets store donorer således helt i skyggen.
Efter hvad Donald Kaberuka, præsident for Den afrikanske Udviklingsbank oplyser, havde nordatlantiske magter givet tilsagn om omkring syv milliarder dollars via multilaterale agenturer.
Garantier og 'bløde' lån fra donorer i Europa, USA og Japan overgår ganske vist Kinas, men der er ofte knyttet betingelser til dem, og lånene bliver ikke effektueret, hvis betingelserne ikke kan opfyldes.
Det nye Afrikas 'nye tid' blev præsenteret i Beijing sent på efteråret 2006. Da var alle de afrikanske lande inviteret til et to-dages topmøde - selv de fem lande, der anerkender Taiwan og ikke Beijing som 'Kina', var inviteret til at sende repræsentanter.

DR Congo
Beijings politik i forhold til DR Congo giver også et klart billede. Gennem de sidste ti år er millioner af mennesker forsvundet fra dette centralafrikanske, tyndtbefolkede land, skuepladsen for planetens mest ødelæggende humanitære katastrofe siden afslutningen af den Anden Verdenskrig.
Endskønt der har været afholdt valg, som gav fornøden legitimitet til præsident Joseph Kabilas regering, har de nordatlantiske magter været særdeles tøvende med at yde DR Congo bistand. Men disse magter kom i alarmtilstand, da Beijing i september 2007 annoncerede, at man havde i sinde at låne DR Congo fem milliarder dollars til modernisering af dets kollapsede infrastruktur, herunder veje og jernbaner, 31 hospitaler, 145 sundhedscentre og to universiteter. Og en del af lånet kommer til at gå til DR Congos mineindustri, et skatkammer, der både rummer guld og diamanter.
I stedet for at glæde sig over udsigten til, at et hårdt trængt Congo ville få en bistand, som det desperat behøver, så instruerede faktisk den Internationale Valutafond på tølperagtig vis den suveræne stat om at afslå at modtage hjælp fra Kina.
Som den afrikanske professor og aktivist Clarence Lusane påpegede, har våbenhandlere fra USA solgt våben til begge sider i den congolesiske broderstrid. Til sidst lykkedes det de styrker, der stod bag Kabila - bakket op af Namibia, Angola og Zimbabwe - at slå modstanderne. De var på deres side blevet bakket op af Rwanda, Uganda og Burundi, som nød yndest fra indflydelsesrige kredse i Washington.

To millioner døde
Resultat? Wamba Dia Wamba, den congolesiske intellektuelle og politiske leder skrev i foråret 2001: 'På mindre end tre år er omkring to millioner døde. Der findes ikke noget ordentligt sundhedsvæsen, i særdeleshed ikke i krigszonen. Soldater har voldtaget kvinderne, så nu er der ganske mange ofre for hiv. (...) Levekårene er meget ringe, og betingelserne for reproduktion er for såvidt angår levnedsmidler heller ikke gode. Af en undersøgelse fremgår det, at ikke mindre end en sjettedel af befolkningen har vanskeligheder ved at skaffe sig mad.'
Den frygtede sygdom ebola, abekopper, vaginal fistula og andre sygdomme og lidelser af bibelske dimensioner har bidt sig fast.
Selvom DR Congo har en fortid som tidligt og vedvarende offer for slavehandlen og for en brutal kolonisering, og selv om man må sige, at konkurrencen på det område er hård, så har de sidste år bragt mere lidelse til denne nation end til noget andet land på planeten. I denne proces har den globale imperialismes modbydelige indblanding spillet en ganske betydelig rolle.
Her er et punkt, som det er værd at tænke over - særlig mens man bruger sin mobiltelefon. For tantalum, den raffinerede ekstrakt af colombite, forkortet coltan, er en vigtig ingrediens i mobiltelefonen. Og Congo frembringer en betydelig procentdel af verdens forsyninger heraf, hentet af minearbejdere der arbejder under horrible forhold.

Zimbabwe
De hårde begrænsninger, US-imperialismens politik sætter over for Afrika, afsløres også af den ensidige politik, der føres over for Zimbabwe.
Kina er nu trådt ind i det tomrum i Zimbabwe, som US-imperalismen og dens håndlanger i London har skabt med deres sanktioner. Kinesiske virksomheder er stået frem som en dominerende kraft i den zimbabweanske økonomi, som stadig omfatter et ordentligt vejnet og en uddannet befolkning. (Zimbabwes naboer - især Sydafrika og Namibia - har endnu ikke fundet deres ben med hensyn til, hvordan de vil tackle efterladenskaberne fra de onde gamle dage med den europæiske bosætterkolonialisme.)
Så sent som i 1998 rangerede Kina kun som nummer 11 på Harares liste over eksportlande - en indikator på, hvor hurtigt ændringen er indtruffet. I dag viser et kvalificeret skøn, at der består mindst 15 større forretningsaftaler med Kina, af hvilke de fleste involverer statslige selskaber.
Zimbabwe er rig på råstoffer: guld, platin, kul, nikkel, diamanter med mere - og det garanterer jo en vedvarende interesse hos US-imperialismen og dens allierede.

Afrikas olie
Især Afrikas olieforekomster garanterer, at kontinentet som helhed har imperialismens interesse.
I 2005 forsynede Afrika USA med mere olie end Mellemøsten gjorde. Tre af top-ti leverandørerne var Nigeria, Algeriet og Angola. Men nok engang tonede et afslørende billede på US-imperialismens krise frem, da Kinas statsdrevne olieselskab i januar 2006 meddelte, at det ville betale 2,3 milliarder dollars for en 45 procent andel i en righoldig nigeriansk oliekilde mens man vred sine hænder i Washington, og præsident Hu Jiantao i maj samme år i triumf aflagde visit i Vestafrika.
USA står i Afrika særdeles ugunstigt i forhold til Kina. Det beror på den anti-afrikanske racismes og den brutale udbytnings lange historie, for ikke at nævne den fjendtlige holdning til tanken om en statssektor i spidsen for økonomien - hvilket er en forudsætning for at frelse Afrika.
Angola har taget Saudi-Arabiens plads som Kinas hovedleverandør af råolie, og Kina er dermed blevet Luandas næststørste aftager efter USA. I marts 2006 så et nyt selskab - Sonangol-Sinopec International - dagens lys; et foretagende under fælles kontrol af Angolas statsejede olieselskab og Kinas Sinopec.
Kinesiske selskaber har været i front under Angolas festfyrværkeri af en genopbygning. En ny lufthavn er under opførelse i Viana, lige uden for hovedstaden Luanda, finansieret med en tredjedel af regeringen og resten af kinesiske partnere. Op af den kolde krigs ruiner stiger et formidabelt Kina, som nu i en 300 millioner dollar entreprise genopbygger Benguela-jernbanen, der strækker sig fra kysten til grænsen til Den demokratiske Republik Congo, og som blev ødelagt under krigen.
Kinesiske lån sætter Angola i stand til at undgå låntagning hos den Internationale Valutafond. Igen et slag mod US-imperialismens fordringer.
Olien har holdt US-imperialismen i gang. Men det problem, som Washington nu står overfor, er, at verdens oliereserver kun lige rækker til det nuværende behov og drænes hurtigere, end nye felter kan gøres klar. Og dette sker, netop som Kina optræder som en endnu større udfordring til US-imperialismens eneherredømme.
Det giver imidlertid de afrikanske lande et mere tillokkende alternativ, og gør dem modstandsdygtige over for en ydmyg accept af Washingtons rutinemæssige tyranni.

Lokomotiv i krise
US-imperialismen er verdensimperialismens lokomotiv, men dens relative tilbagegang kan vise sig at være af så afgørende omfang, at den er ude af stand til at modstå et voksende Afrika i forbund med Kina.
US-imperialismen og britisk ny-kolonialisme, hvis ophøjede status skyldes udplyndringen af Afrika, burde være blandt de første til at hjælpe kontinentet med at komme på fode. I stedet svigter de deres ansvar til fordel for krige i Irak og Afghanistan - og derfor åbner de en ladeport for bistand fra Kina.
Når man tager vigtigheden af den afrikanske olie i betragtning, vil det være en fejl at tro, at US-imperialismen udelukker muligheden af en militær intervention i Afrika. Men man kunne også forestille sig, at tilstedeværelsen af afro-amerikanere i de væbnede styrker maner til en vis eftertanke.

Uddrag af professor, doktor Gerald Hornes bog Slag mod Imperiet: US-imperialismen i krise, som præsenteret i Political Affairs april/maj 2008. Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.>