Problemet er, at de nævnte effekter i den skattepolitiske teori er nye, omdiskuterede og på ingen måde kan siges at være dokumenterede og have videnskabeligt belæg

af økonom, cand. scient. adm. Henrik Herløv Lund, Den Alternative Velfærdskommission
En såkaldt hemmeligholdt rapport fra Skatteministeriet om 'Skatternes økonomiske virkning' hævder, at staten kunne tjene penge på at lette topskatten.
Brugte regeringen fem milliarder kroner på at sænke topskatten, ville pengene ikke blot rulle tilbage i statskassen, men staten ville tjene mellem 1,1 og 1,8 milliarder kroner yderligere. En selvfinansieringsgrad på langt over 100 procent.
Det skal medgives, at skatteministeren har udtalt, at man endnu ikke 'var færdig med rapporten', men han har på ingen måde taget afstand fra indholdet. Det er derfor nærliggende at stille spørgsmålet:
Hvorfor har danske skatteministre så ikke for længst afskaffet topskatten? Imidlertid er det ikke den danske skattepolitik, der er noget galt med, men Skatteministeriets beregninger.
Disse er nemlig langt fra at være 'videnskabeligt bevismateriale', men savner i betydelig udstrækning empirisk dokumentation og videnskabeligt belæg.
Skatteministeriets opsigtsvækkende resultater opnås nemlig ved at introducere nye og langt hen ad vejen udokumenterede effekter af skattelettelser. I den økonomiske og skattepolitiske teori er der konsensus om to effekter af skattelettelser: Deltagelseseffekten og timeeffekten.
Deltagelseseffekten handler om, at skattelettelser antages at have positiv effekt på borgernes beslutning om at træde ind på arbejdsmarkedet og komme i beskæftigelse.
Timeeffekten handler om, at skattelettelser antages også at have gunstig effekt på udbuddet af arbejdstimer. Størrelsen af disse effekter er til gengæld omdiskuteret.

Spekulative beregninger
Men udover disse i en eller anden forstand anerkendte effekter af skattelettelser introducerer Skatteministeriet imidlertid i den 'hemmeligholdte rapport' to nye effekter af skattelettelser:
En såkaldt 'kvalitativ effekt', samt en såkaldt 'uddannelseseffekt'. Ved 'den kvalitative effekt' antages skattelettelser også at have indflydelse på borgernes 'kvalitative indsats' i arbejdet, herunder ikke mindst deres flid og omhu.
Hvad angår uddannelseseffekten antages, at skattelettelser - ved at påvirke den disponible indkomsts størrelse - kan påvirke uddannelsesvalget og -omfanget positivt og dermed øge den økonomiske vækst i samfundet som helhed.
Det er takket være indregningen af disse nye effekter, at Skatteministeriet når frem til de hidtil uset positive økonomiske resultater af en topskattelettelse.
Problemet er imidlertid, at de nævnte effekter i den skattepolitiske teori er nye, omdiskuterede og på ingen måde kan siges at være dokumenterede og have videnskabeligt belæg. Det gælder navnlig det helt afgørende spørgsmål, når man vil ind-regne sådanne effekter: Hvilken størrelsesorden har disse effekter?
Denne manglende dokumentation og videnskabelige baggrund herfor fremgår med al tydelighed af den skatteministerielle rapport selv.
Om effekten af skattelettelser på den kvalitative indsats må rapporten konstatere, at den 'er ganske sparsomt belyst i litteraturen. Det har således ikke umiddelbart været muligt at finde nogle direkte referencer for elasticiteter (det vil sige mål for størrelsen af effekten)'.
Og om skattelettelsers effekt på uddannelsesvalg og -omfang indrømmer rapporten: 'Det har ikke været muligt at finde nogle elasticiteter, der ... beskriver uddannelsesbeslutningens følsomhed overfor ændringer i nettolønnen.'
I mangel af dokumenteret viden om og belæg i videnskabelige undersøgelser har ministeriet i stedet i vid udstrækning fastlagt effekternes virkning (elasticiteterne) gennem skøn, antagelser og slag på tasken.
Skatteministeriets beregninger erstatter således viden med spekulation, og de anførte beregningsresultater vedrørende effekten af kvalitativ indsats og uddannelseseffekten kan ikke anses for brugbare som grundlag for skattepolitisk handling.
At Skatteministeriet i rapporten alligevel opererer hermed, er så meget desto mere problematisk, som det netop er igennem medregningen af disse effekter, at man når frem til selvfinansieringseffekter på mere end 100 procent for topskattelettelser.
Korrigeres herfor, halveres selvfinansieringsgraden, og i stedet for overskud ved en topskattelettelse fremkommer et betydeligt underskud.

Overvurdering
Dette er imidlertid ikke det eneste problem forbundet med rapportens beregningsresultater.
Som anført, medregner rapporten/modellen også effekter af de mere anerkendte effekter vedrørende deltagelse og timeudbud. Omkring
størrelsen af disse hersker der imidlertid betydelig usikkerhed. Finansministeriet, Det Økonomiske Råd samt Velfærdskommissionen har dog i henholdsvis 2002, 2004 og 2006 fremlagt bud på størrelsen af selvfinansieringsgraden ved lettelse af topskatten, som samlet set ligger omkring en selvfinansieringsgrad på 50 procent.
Lidt herover lander også Skatteministeriet, når beregningerne renses for de ovennævnte spekulative effekter.
Det er imidlertid i den forbindelse afgørende, at størrelsen af selvfinansieringsgraden er fastlagt udfra ganske andre samfundsøkonomiske betingelser end de i dag herskende, idet de anførte selvfinansieringsgrader er analyseret under en samfundsøkonomisk situation med større ledighed og lavere merarbejde end i dag.
Når disse ovenanførte analyser nåede frem til omkring 50 procents selvfinansiering ved topskattelettelser, var en væsentlig forudsætning med andre ord, at arbejdsmarkedsdeltagelsen og navnlig timeudbuddet kunne øges betydeligt gennem lettelse af topskatten.
Dette er imidlertid ikke længere situationen i dansk økonomi, hvor ledigheden er historisk lav, og timetallet per beskæftiget er steget til et i mange år uset højt niveau. Hvilket på grund af de kommende års store pensioneringsbølge må forventes at fortsætte i årene fremover.

Underskud
Hermed vanskeliggøres også en positiv beskæftigelseseffekt af skattelettelser. Derfor må de tidligere opgjorte 50 procents selvfinansiering for en topskattelettelse betragtes som en overvurdering i lyset af de senere års ændring af de samfundsøkonomiske betingelser. En selvfinansieringsgrad på 30-40 procent må betragtes som mere realistisk.
Set i forhold til Skatteministeriets beregningsresultater betyder det imidlertid, at i stedet for et overskud på mellem godt én og godt to milliarder kroner ved en lettelse af topskatten til fem milliarder kroner, vil resultatet med stor sandsynlig blive et underskud på omkring 2,5 milliarder kroner og muligvis endda et underskud på mellem tre og 3,5 milliarder kroner.
Gennemføres topskattelettelser på en sådant grundlag, vil de være kraftigt underfinansierede. Der vil så være stor risiko for, at finansieringen i stedet vil blive tilvejebragt gennem offentlige besparelser på velfærdsordningerne. I stedet for at give mere velfærd kan lettelser af topskatten således tværtimod komme til at betyde udhuling og forringelse af velfærden.