Fokus bliver lagt på kapitalistiske kalkuler frem for på de studerendes velbefindende
af Michael Thomsen, formand, Foreningen Partiet
Den nye universitetslov (Bekendtgørelse af lov om universiteter), som den siddende VK-regering fik gennemtrumfet, er grundlæggende udemokratisk, da denne lægger til grund, at der skal være et eksternt flertal i bestyrelsen for universiteterne, og dermed undergraver universiteternes selvbestemmelsesret.
De studerendes indflydelse, som de opnåede i kølvandet på 68-oprørene, er blevet endnu mere begrænset end tidligere, og det er blevet en erklæret målsætning for den siddende VK-regering, at et universitet skal drives som en virksomhed, der skal give overskud, hvilket vi i Foreningen Partiet finder værende et stærkt kritisabelt udgangspunkt for driften af et moderne universitet.
Fokus bliver i kraft af dette lagt på kapitalistiske kalkuler frem for på de studerendes velbefindende. Det bliver essentielt at udvikle produktet - de studerende - i en sådan grad, at det færdige produkt - en tilfredsstillende (02) eksamineret elev - produceres så hurtigt som muligt.
Universitetets formål kan med baggrund i den nye universitetslov i praksis ende med at blive udviklet på baggrund af en kapitalistisk tankegang, hvor så mange, blot beståede, dimittender skal blive spyttet ud til stor tilfredsstillelse for universitetet, da dette udløser stigende taxametertilskud.
Dette bør der ændres på, så universiteterne i højere grad opmuntres til at fokusere på at give de studerende grundigt fagligt funderet uddannelse frem for blot at opfylde de krav, der stilles til de respektive eksaminer, for at taxametertilskuddet kan udløses.
Vi i Foreningen Partiet har som udgangspunkt ikke noget imod, at de studerende gennemfører deres uddannelser på normeret tid, men det må ikke ske udelukkende pa grund af universiteternes tilskyndelse, der primært bunder i ønsket om opnåelse af profit.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278