Man kan måle de sociale uligheder på mange måder, men uanset hvordan man gør det i Polen, så viser det en vækst i de sociale forskelle. At kalde et sådant samfund en succes eller mirakel, er helt ved siden af

af Jens Jørgen Nielsen, konsulent i FOA
I 2005 valgte polakkerne tvillingerne Lech og Jaroslaw Kaczynski som henholdsvis præsident og lidt senere som statsminister. De er rigtig gammeldags konservative antiliberale nationalister, de taler kun polsk og har næsten aldrig har været uden for landet, de stoler ikke på udlændinge i hvert fald ikke tyskere og russere, til nød amerikanere.
Samfundsproblemer skyldes ateister, tidligere kommunister, liberale og anderledes tænkende. Homoseksualitet er en synd, kvinder skal ikke have ret til abort og kirken skal have en afgørende indflydelse i samfundet.
Et andet billede sidder nok på nethinden hos de fleste, som kan huske næsten 20-30 år tilbage. I 1980 oplevede Polen en sommer, hvor den faglige organisation Solidaritet gennem en imponerende aktivitet og ikke at forglemme disciplin og mådehold på sigt gennemtvang et opgør med daværende politiske system, som havde nået sine grænser og ikke kunne fortsætte.
Det er nu cirka 18 år siden. De næsten 40 millioner polakker er medlem af EU, NATO og Schengen. Polske arbejdere er for længst blevet hverdag i Danmark med de flertydige regler, der knytter sig til vilkår på arbejdsmarkedet.
Men hvordan ser det egentlig ud i Polen, er vi i fællesskab på vej mod et socialt EU eller er vi på vej mod amerikanske tilstande?
Mange i den vestlige del af Europa har som tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen set de østeuropæiske lande som et friskt liberalistisk vindpust i et angiveligt ældet socialdemokratisk og fagforeningsbefængt Vesteuropa.
'Med deres imponerende vækstrater vil de snart overhale os!', advarer Uffe Ellemann-Jensen i en af sine bøger. Mange vesteuropæiske firmaer har allerede flyttet deres produktion til Polen eller andre dele af Østeuropa. En del arbejdsgivere havde vel også håbet på, at fattige østeuropæere skulle udkonkurrere vesteuropæiske arbejdere og dermed svække deres fagforeninger og skabe en angiveligt tiltrængt dynamik i et trægt samfund.

Arbejdsløshed
Polens økonomiske vækstrater ser da også imponerende ud. De sidste par år har BNP vækstraten ligget på seks til syv procent mod en vækst i 'de gamle EU-lande' på cirka to til tre procent. Det ser på mange måder fornuftigt ud.
Men inden man falder i svime over det, skal man være opmærksom på følgende: For det første har vækstraterne været ustabile. Lige efter kommunismens fald i begyndelsen af 1990`erne havde også Polen en ganske betydelig minusvækst. Fra cirka 1999 til 2003 lå væksten en anelse under det vesteuropæiske gennemsnit. Danmarks BNP pr. indbygger er i dag cirka to en halv gang så stort som det polske. Dette forhold forrykker sig kun ganske lidt.
Går vi lidt dybere, viser der sig en række skæve udviklingstendenser, i hvert fald hvis man vælger at se udviklingen med den nordeuropæiske arbejderbevægelses øjne. For det første har arbejdsløsheden været forfærdende høj. Millioner har forladt arbejdsmarkedet siden 1990. Særligt hårdt har den ramt de unge.
For et par år siden var ungdomsarbejdsløsheden op mod 40 procent. Hvad der gør situationen endnu værre er, at den også rammer mange unge polakker, der har færdiggjort en højere uddannelse. Så ikke helt få af de unge polakker, som i Danmark deler aviser rundt, reparerer huse eller plukker jordbær, har sandsynligvis en højere uddannelse.
Mange fra 50 plus årgangene har forladt arbejdsmarkedet. Kvinder har også en væsentlig lavere erhvervsfrekvens, end det er tilfældet i Nordvesteuropa. Der eksisterer også meget betydelige forskelle mellem Polens regioner. Regionen omkring Warszawa, Poznan, Wroclaw samt Krakw er rimelig godt med og modtager en betydelig del af de udenlandske investeringer.
Men de fleste andre regioner er ikke kommet med, og deres situation forværres af mangel på infrastruktur og en smidig uddannelsespolitik. Man kan måle de sociale uligheder på mange måder, men uanset hvordan man gør det i Polen, så viser det en vækst i de sociale forskelle. At kalde et sådant samfund en succes eller mirakel, er helt ved siden af, det har to internationalt anerkendte polske økonomiske professorer sagt til mig.

Politikerlede
Hvor ligger problemet? Der er ingen tvivl om, at et svagt udviklet politisk system herunder svage parter på arbejdsmarkedet er en stærk medvirkende årsag til situationen. Det politiske liv har været temmelig ustabilt og ikke præget af en høj grad af repræsentation.
I 2004 svarede kun 12 procent af polakkerne i en meningsundersøgelse, at de havde tillid til politikerne. Cirka trefjerdedel af polakkerne giver udtryk for mistillid til politikerne. Tilliden reserveres til kirken og familien. EU nyder en lidt højere grad af tillid end det polske politiske system. Men ved polske valg til parlamentet og til EU har stemmeprocenten ofte ligget under 50.
Hvad er årsagerne til denne ustabile situation, som jo er en betydelig dosis sand i EU's maskineri? Spørgsmålet er selvfølgelig omstridt. Men ser man på Polens nyere historie, er det måske ikke så mærkeligt. Dels er der den traditionelle historiske refleks hos polakkerne. De sidste par hundrede år har de været vant til at mistro staten, polakkerne var ofte underlagt andre magter.
Men en væsentlig årsag skal man også finde i begyndelsen af 1990`erne. Lederne af Solidaritet blev politikere i 1989. Mange af dem omfavnede rådgiverne fra Verdensbanken og USA`s administration. Rådene, de fik, var meget ideologiske. Det virkede som om Polen og andre østeuropæiske lande skulle være eksperimentarium for nyliberalistiske forsøg. Privatisering var en væsentlig del af denne proces.
Og de polske politikere sad i en position til at kunne berige sig ganske voldsomt på den konto. Dette skete samtidig med, at millioner af polakker blev kastet ud i fattigdom og arbejdsløshed.

En høj politisk pris
Tilpasningen til EU var yderst detaljeret og blev gennemført af embedsmænd fra EU uden en reel politisk diskussion. Efter tilbøjelighed kan man jo mene, det var godt eller skidt. Men den politiske pris for denne ensidige tilpasning var høj. Den politiske debat udeblev, tilbage var reklamerne for nogle polske politikere som igen og igen viste sig primært at være interesseret i personlig berigelse - uanset politisk tilhørsforhold.
Tilliden til fagforeningerne er ikke højere, ligesom den faglige organisationsprocent er ret lille - under 15 procent, vurderes den til at være. Da den polske fagforening Solidaritet kom til den politiske magt, ændrede de nye politiske ledere kurs. Nu skulle bevægelsen på virksomhederne afmonteres, arbejderrådene skulle væk, for nu skulle Polen have rigtig kapitalisme og oven i købet en chokkur, der lynhurtigt kunne helbrede den kommunistiske sygdom og skabe en ren kapitalisme.
Problemet var bare, at ideen om den rene kapitalisme er en fiktion. Det politiske demokrati, fagbevægelse, sociale og kulturelle værdier ed mere har spillet en betydelig rolle i Vesteuropa. Uden netop disse institutioner havde Vesteuropa ikke været så relativt stabile og velstående lande.

Arbejdere blev svigtet
Da Solidaritets ledere gav pokker i netop de arbejdere, som havde støttet dem i 80`erne, solgte de også ud af disse arbejderes tillid til de demokratiske institutioner. Mange af de forarmede og udgrænsede arbejdere støttede allerede få år efter de ellers så forhadte kommunister, som var blevet socialdemokrater.
Senere, da også de sank dybt ned i korruption, var vejen banet for Kaczynski brødrene. Og tvillingerne havde en dagsorden, som var alt andet end liberal, forstået som frisindet og tolerant. De vendte befolkningens ophobede sociale frustrationer mod seksuelle minoriteter, intellektuelle fra Solidaritet, jøder og selvfølgelig tidligere kommunister og polakker med international erfaring.
Polen er altså også et lærestykke for liberale frisindede. Uden et fungerende demokrati med politiske og faglige bevægelser, der kan tage fat på de grundlæggende samfundsmæssige problemer med konkrete mål som for eksempel beskæftigelse og uddannelse, vil man ofte opleve en fremmedfjendsk og dybest set antiliberal reaktion, der forskyder den politiske debat til en religiøs eller nationalistisk dagsorden.

Jens Jørgen Nielsen har skrevet bogen 'Polske paradokser' som udkom i går.