Mikhail Saakasjvilis politik og oprustning har forværret den sociale krise i Georgien. Det har ført til en voksende intern opposition og en folkeopstand i efteråret 2007, som han slog hårdt ned på

af Sven Tarp, medlem af Kommunistisk Partis landsledelse
Natten til den 8. august beordrede den georgiske præsident Mikhail Saakasjvili sine tropper til at rykke ind i Sydossetien. Resultatet var omfattende ødelæggelser, især af den sydossetiske hovedby Tskhinvali. 1500-2000 meldes dræbt, mens anslået 30-34.000 mennesker er drevet på flugt, dvs. knap halvdelen af Sydossetiens nuværende befolkning.
Få timer efter gik Rusland til modangreb, bombede strategiske mål i Georgien og fordrev de georgiske tropper fra Sydossetien. Der er nu indgået våbenhvile, hvor parterne med den franske præsident Sarkozy som mægler har accepteret at trække sig tilbage til deres positioner før krigen.
Men spændingerne i området er langtfra forbi. De næres dels af lokale modsætninger, der har deres rod tilbage i historien, og dels af stormagterne, der har deres egne geostrategiske interesser at pleje i Kaukasus.
På den måde er der blevet lagt yderligere sprængstof i den kaukasiske krudttønde, som kan føre til en endnu voldsommere lokal og international eksplosion, hvis det ikke lykkes at inddæmme de mest aggressive kræfter.

Lidt historie
Kaukasus er et kludetæppe af kulturer og folkeslag, som har slået sig ned på kryds og tværs gennem en lang og rig historie.
Ossetierne er ingen undtagelse. De udgør et selvstændigt folkeslag med eget sprog og kultur, som bebor de områder, som i dag er kendt som Nordossetien og Sydossetien. Nordossetien, hvor hovedparten af ossetierne lever, er en del af Rusland, mens Sydossetiens status og tilhørsforhold er mere omstridt.
I Sovjet-tiden, dvs. efter 1922, havde Sydossetien status som et autonomt område, der var en del af Georgien, som atter var en autonom socialistisk republik inden for rammerne af Sovjetunionen. De officielle sprog var georgisk og russisk, men sydossetierne havde frihed til at pleje deres egen kultur og bruge deres eget sprog, blandt andet i skolerne.
Men denne tingenes tilstand ændrede sig i forbindelse med Sovjets opløsningsproces, hvor imperialistiske og reaktionære kræfter pustede kraftigt til de nationalistiske følelser. Sydossetierne følte sig i stigende grad utrygge ved den fremvoksende georgiske nationalisme og ønskede samtidig at sikre båndene til deres brødre i nord.

Konflikten starter
Allerede i november 1989 bad Sydossetien Georgiens Øverste Sovjet om at blive 'opgraderet' til autonom republik. Da dette blev afvist, boykottede sydossetierne året efter valget i Georgien og organiserede deres eget valg.
Georgien nægtede at anerkende dette valg og ophævede i stedet Sydossetiens status som autonomt område. Det skete i december 1990, et år før Sovjetunionen blev opløst.
I 1991 udbrød der væbnede kampe, som i sidste ende førte til fordrivelse af titusinder af ossetiere fra Georgien og Sydossetien og af omkring 23.000 etniske georgiere fra Sydossetien. Georgien satte sin hær ind mod sydossetierne, men blev til sidst fordrevet af styrker fra det russiske indenrigsministerium.
I 1992 indgik parterne en internationalt anerkendt våbenhvile, som førte til indsættelse af en fredsbevarende styrke bestående af lige dele georgiske, russiske og sydossetiske soldater. Samme år afholdt Sydossetien en folkeafstemning, som viste overvældende flertal for selvstændighed. (En lignende afstemning blev afholdt i 2006 med deltagelse af internationale observatører.)
Siden da har Sydossetien reelt set været uafhængigt af Georgien, som i mellemtiden var blevet en selvstændig stat efter Sovjets opløsning. Sydossetien har med andre ord aldrig de facto været en del af det nye Georgien, som til stadighed har gjort krav på området.

Udviklingen i Georgien
Situationen i Sydossetien var langtfra ideel efter våbenhvilen i 1992. Men generelt set var området forholdsvis fredeligt frem til 2004, da Mikhail Saakasjvili blev valgt som georgisk præsident.
Saakasjvili er på alle måder en mistænkelig og ildevarslende person. Han blev født i Georgien, studerede jura i Kiev og senere i Strassburg, Washington og New York, hvor han en årrække virkede som advokat.
Med støtte fra USA vendte han tilbage til sit land, hvor han som sagt blev valgt som præsident i 2004 efter den såkaldte 'rosenrevolution', der styrtede en anden af USA`s tro allierede, Edvard Sjevardnadse.
Mikhail Saakasjvili lagde for starten ud med at meddele, at hans 'mål i livet' var at genforene Georgien, og at redskabet hertil var den georgiske hær. Følgelig har han igangsat en voldsom oprustning, der har betydet en 50-dobling af militærbudgettet i løbet af få år.
Samtidig har han knyttet Georgien endnu tættere til Vesten og navnlig til USA og Israel. Han har ligeledes med amerikansk støtte søgt om optagelse i NATO.
Saakasjvilis politik og oprustning har forværret den sociale krise i Georgien, som gennem en årrække har været kendetegnet af stor udvandring og skrumpende befolkningstal. Det har ført til en voksende intern opposition, herunder en folkeopstand i efteråret 2007, som han slog hårdt ned på.
Resultatet var, at han ved præsidentvalget i januar 2008 med nød og næppe (og lidt valgfusk) fik stemmer nok til en ny embedsperiode. Han har derfor i stigende grad slået på de nationalistiske strenge. Umiddelbart efter sit genvalg lovede han således, at han hurtigst muligt ville generobre kontrollen over Sydossetien og Abkhasien, som heller ikke anerkender georgisk overhøjhed.

Imperialistiske interesser
Sydossetien er et landområde på godt 3.900 km2 med en anslået befolkning på 70.000 og en relativt tilbagestående økonomi uden de store naturresurser. Som sådan har det ikke den store interesse ud fra stormagternes synspunkt. Det har derimod dets placering i Kaukasus.
For Vesten er Georgien af strategisk betydning af to årsager.
For det første er det gennemgangsland for olieledninger, der fører olie fra kilderne i det Kaspiske hav til Sortehavet og Middelhavet, hvorfra det fragtes videre til Vesten og Israel. Stabile forhold i dette land er derfor af stor betydning for forsyningssikkerheden
For det andet er Georgien en vigtig brik i USA`s geostrategiske plan for at omringe og inddæmme Rusland, der stadig er en militær stormagt og samtidig råder over store naturresurser. Det langsigtede mål er kontrol over Eurasien.
I den forstand er en eventuel georgisk optagelse i NATO af stor strategisk betydning for især USA, som derfor presser på for at overtale sine NATO-partnere til at acceptere dette nye medlemsland. Det skete seneste på NATO`s topmøde i Rumænien i april, hvor ti lande, herunder Tyskland, Frankrig og Italien, til amerikansk fortrydelse afviste denne ide.
Disse tre og andre europæiske lande er med rette bange for, at georgisk NATO-medlemskab kan føre til en konfrontation med Rusland, så længe de territoriale stridigheder ikke er løst. NATO-pagtens paragraf 5 kræver således, at alle NATO-lande svarer igen, hvis bare et enkelt medlemsland bliver angrebet.
Havde Georgien i dag været medlem af NATO, ville krigen i Sydossetien uundgåeligt have ført til en konflikt mellem Rusland og NATO. Dermed ville en tredje verdenskrig mellem de største atommagter være en realitet - med helt uoverskuelige konsekvenser for menneskehedens fremtid.
USA og den georgiske præsident drog øjensynlig den konklusion af topmødet i Rumænien, at Georgien hurtigst muligt måtte have kontrol over Sydossetien og Abkhasien for at kunne blive optaget i NATO
Det burde derfor ikke komme bag på nogen, at georgiske styrker den 8. august rykkede ind i Sydossetien.

Ruslands position
Hverken Sydossetiens eller Abkhasiens selvstændighed er blevet anerkendt af noget land - heller ikke af Rusland, der har tætte historiske, kulturelle og økonomiske forbindelser med begge enklaver.
Faktisk har Rusland gennem årene optrådt uhyre forsigtigt. Det har selv problemer med nationalistiske bevægelser og har hidtil været imod tendensen til at opsplitte stater. Det har det for eksempel gjort helt klart i Kosovo.
På den anden side er Rusland ikke blind for den omringningsmanøvre, som imperialismen har gang i. Det har derfor kraftigt modsat sig georgisk - og ukrainsk - medlemskab af NATO og andre skridt, som USA står bag.
Samtidig kræver Ruslands forfatning, at dets regering beskytter russiske statsborgere, også uden for landets grænser (to tredjedele af Sydossetiens indbyggere har russisk statsborgerskab).
I forbindelse med Kosovos selvstændighedserklæring tidligere på året meddelte daværende præsident Putin, at Rusland ville tage sin holdning til Sydossetiens og Abkhasiens selvstændighed op til revision.
Og den 8. juli i år, da Tjekkiet indgik aftale med USA om installering af en radar i tilknytning til det såkaldte missilskjold, meddelte den russiske regering, at svaret på denne åbenbare trussel kunne blive voldsomt.
Ruslands hurtige reaktion på Georgiens invasion i Sydossetien bør derfor heller ikke komme bag på nogen.