Det gælder nu om at få situationen til at lande. Det sker ikke ved at genopfriske koldkrigsretorikken og den anti-russiske propaganda

af Sven Tarp, Kommunistisk Partis landsledelseFørste del af kronikken blev bragt torsdag den 14. august.
Georgiens militære invasion i Sydossetien den 8. august fandt sted samme dag som åbningen af de Olympiske Lege i Beijing. Det var næppe nogen tilfældighed.
Den georgiske præsident Mikhail Saakasjvili havde givetvis regnet med, at Rusland ikke ville svare militært igen og forstyrre den olympiske fred i Kina, som landet i dag har særdeles gode forbindelser med.
Rusland har gennem de senere år ladet det blive ved sabelraslen, økonomisk pression og verbale udgydelser, når dets strategiske interesser har været truet. Men Saakasjvili og hans rådgivere havde tilsyneladende ikke forstået, at den russiske tålmodighed var ved at være opbrugt.
Den vestlige imperialisme er i de senere år rykket stadig nærmere Rusland grænser. Det er sket gennem alliancer med tidligere sovjetrepublikker og østeuropæiske lande, udvidelse af NATO, fælles militærmanøvrer og senest beslutningen om opbygning af et missilskjold.
Den russiske ledelse betragter denne snigende omringning som en voksende trussel mod landets nationale sikkerhed. Det var kun et spørgsmål om tid, før den ville sætte hårdt mod hårdt.

USA`s rolle
Det er svært at udtale sig om, hvorvidt USA direkte har givet grønt lys til Georgiens invasion, som mange internationale iagttagere mener.
Men Washington har i hvert fald gennem sine handlinger opmuntret den georgiske præsident og givet ham det indtryk, at USA og Vesten ville stå ham bi i alle henseender.
Mikhail Saakasjvili, der har en fortid som advokat i New York, blev i 2004 med amerikansk støtte valgt som præsident oven på den CIA-inspirerede 'rosenrevolution'. Siden har han knyttet Georgien tæt til USA, som til gengæld har givet ham sin helhjertede støtte.
Saakasjvili har stået i spidsen for en gigantisk oprustning med en stor import af højteknologiske våben fra USA og dets allierede, ikke mindst Israel. Han har aldrig lagt skjul på, at våbnene skulle bruges til at genvinde kontrol over Sydossetien og Abkhasien.
Georgien har med USA`s aktive støtte søgt optagelse i NATO. De to lande har desuden gennemført flere fælles militærmanøvrer, som har tirret den store nabo mod nord.
Officielt er der over hundrede amerikanske militære rådgivere i Georgien, hvortil skal lægges omkring tusind rådgivere fra israelske sikkerhedsfirmaer, som træner landets hær.

Optakten til krigen
På det seneste har Georgien haft besøg af et stort antal delegationer fra NATO- og EU-landene. I ugerne op til invasionen i Sydossetien skete der en række ting, som yderligere kan have ansporet den georgiske aggression.
Rusland har tidligere haft to militærbaser i Georgien som et levn fra Sovjet-tiden. Men disse baser i Akhalkalaki og Batumi er nu lukket efter en fælles aftale fra marts 2006. De sidste russiske tropper forlod Batumi-basen i starten af juli i år.
På samme tidspunkt besøgte USA`s udenrigsminister Condoleezza Rice Tbilisi, hvor hun fordømte Rusland og gentog USA`s støtte til georgisk NATO-medlemskab.
Kun få dage senere, den 12. juli, indledte USA og Georgien en fælles militær øvelse ved navn 'Immediate Response', hvori der deltog 1200 amerikanske og 800 georgiske soldater. Denne øvelse varede frem til den 29. juli.
Umiddelbart efter begyndte de skærmydsler og gensidige beskyldninger, som gik forud for det georgiske angreb den 8. august.
Intet under, hvis den georgiske præsident følte sig helgarderet, da han indledte sit militære eventyr!

Ansvaret
I en usædvanlig modig udtalelse, som Georgiens Fredskomite udsendte den 11. august, hedder det:
'Hele ansvaret for denne nye broderkrig, for tusinder af døde børn, kvinder og ældre, for indbyggerne i Sydossetien og Georgien, falder udelukkende på Georgiens nuværende præsident, parlament og regering. Saakasjvili-regimets uansvarlighed og eventyrpolitik kender ingen grænser. Georgiens præsident og hans hold er uden tvivl forbrydere, som bør stilles til ansvar'.
Sydossetien har i de sidste 16 år de facto været uafhængigt og har på intet tidspunkt været under georgisk kontrol, siden Georgien selv blev selvstændigt i 1991.
Befolkningen i Sydossetien har ved to folkeafstemninger med overvejende flertal stemt for selvstændighed. Selv om ingen lande - heller ikke Rusland - hidtil har anerkendt dette, er Sydossetiens status i bedste fald omstridt og værd at diskutere på civiliseret vis.
Selv hvis man accepterede Georgiens territoriale krav på Sydossetien, kan intet retfærdiggøre en blodig invasion, som har efterladt tusinder af døde, store materielle ødelæggelser og over 30.000 mennesker på flugt.
Sådan griber man ikke den slags problemer an, slet ikke hvis man ønsker en varig løsning, som alle kan acceptere og leve med.
Georgiens Fredskomite har derfor helt ret, når den giver de nuværende georgiske ledere hele ansvaret for krigen og kræver, at de stilles for retten som krigsforbrydere.

Vestens uansvarlighed
Det er imidlertid ikke sådan, at USA og dets vestlige allierede har reageret på den ulykkelige udvikling i Kaukasus.
Umiddelbart efter at Georgiens angreb på Sydossetien, forsøgte Rusland at få sagen taget op i FN`s Sikkerhedsråd. Det blev imidlertid blokeret af USA.
Men da Rusland, som var en del af en international anerkendt fredsstyrke i Sydossetien, fuldstændig berettiget greb ind for at tilbagevise invasionen og forhindre folkemordet, fik piben en anden lyd.
USA`s præsident Bush gav nu ensidigt Rusland skylden og krævede, at det øjeblikkeligt trak sig ud af Sydossetien. USA forsøgte ligeledes at få en resolution med samme budskab igennem i FN`s Sikkerhedsråd.
Om end der var nuancer, slog USA`s europæiske allierede - ikke mindst Danmark - stort set samme toner an. Netop hjemvendt fra ferie lignede Anders Fogh Rasmussen et ekko af den amerikanske præsident.
Monopolpressen og de statsstyrede medier, som i dagene op til konflikten havde givet et mere nuanceret billede af situationen i Kaukasus, fulgte hurtigt trop og skruede op for den anti-russiske retorik.
Præsidenter og regeringsledere fra de tidligere socialistiske lande Polen, Ukraine, Estland, Letland og Litauen hastede til Georgien, hvor de deltog i regeringsvenlige demonstrationer og fordømte den russiske bjørn i bedste koldkrigsstil.
På den måde er de alle med til at hidse gemytterne op og skubbe en fredelig løsning endnu længere ud i fremtiden.

Dobbeltmoral
En forbrydelse og overtrædelse af folkeretten kan selvsagt ikke retfærdiggøre en anden.
Men det er på alle måder dobbeltmoralsk, at de lande, som krænkede Serbiens nationale integritet og for få måneder siden anerkendte Kosovos selvstændighed, nu opkaster sig til forsvarere af Georgiens nationale integritet og nægter Sydossetien og Abkhasien en lignende status.
Francis Boyle, der er professor i folkeret ved universitetet i Illinois, skriver:
'Det er besynderligt, men ikke overraskende at se, hvordan Bush-regeringen og dens allierede nu har fået fornyet respekt for folkeretten i Kaukasus, men ikke når det drejer sig om (1) USA`s invasion af Afghanistan og Irak og truslerne om angreb mod Iran; (2) Israels invasion af Libanon og Palæstina, dets angreb på Syrien og trusler om angreb på Iran; (3) Etiopiens invasion af Somalia; (4) Colombias angreb på Ecuador, osv.'
Og han fortsætter:
'I folkerettens perspektiv er det virkelige spørgsmål, om udenrigsminister Rice under sit besøg i Tbilisi for en måned siden gav grønt lys for Georgiens angreb på Sydossetien og dermed bevidst fremkaldte en russisk overreaktion.'

Konklusion
Rusland er i dag en kapitalistisk stormagt med egne imperiale interesser. Det har før vist, at det ikke er bleg for at slå hårdt ned på etniske mindretal inden for egne grænser. Det kan heller ikke afvises, at ikke alle dets soldater har optrådt lige pænt i den sidste uge.
Men i den aktuelle sag er det ikke synderen. Det har i modsætning til USA legitime sikkerhedsmæssige interesser i Kaukasus. Det har på intet tidspunkt gjort territoriale krav gældende over for Georgien. Og det har som en del af en internationalt anerkendt fredsstyrke grebet ind over for en invasion og et folkemord.
Det gælder nu om at få situationen til at lande. Det sker ikke ved at genopfriske koldkrigsretorikken og den anti-russiske propaganda.
Og det sker slet ikke ved at støtte den georgiske aggression og optage landet i NATO, som Bush-regeringen nu arbejder på højtryk for.
Havde Georgien i dag været medlem af NATO, ville krigen i Sydossetien uundgåeligt have ført til en konflikt mellem verdens største atommagter, eftersom NATO-pagten kræver, at alle medlemslande svarer igen, hvis blot et enkelt land bliver angrebet.
Dermed ville en tredje verdenskrig være en realitet.
Det er derfor en central opgave for fredsbevægelsen at rejse kampen mod NATO og forhindre dets videre udvidelse mod Øst.

Første del af kronikken blev bragt torsdag den 14. august.