Den manglende videreførelse af Lenins analysemetode og dens resultater har haft mærkbare følger for arbejderbevægelsen

af Lars Ulrik Thomsen, Esbjerg
Imperialismen som kapitalismens højeste stadium er skrevet i første halvdel af 1916 i Zürich. Den er trykt første gang i 1917.
I værket hævder Lenin en række nye teorier om kapitalismens udvikling, som skulle få afgørende betydning for arbejderbevægelsen i det 20. århundrede.
Den vigtigste opdagelse er, at kapitalens centralisation og koncentration medfører dannelsen af monopoler, som i kraft af deres stilling i produktionen bliver retningsgivende for samfundets udvikling.
Som et resultat af sin undersøgelse gav Lenin følgende definition af imperialismen: 'Imperialismen er kapitalismens monopolistiske stadium'.
Det er den korte udgave af den definition, som Lenin uddybede i fem punkter, og som tager udgangspunkt i de økonomiske grundbegreber.
Forudsætningen for at nå til denne konklusion var et omfattende teoretisk forarbejde. Det bestod dels af studier af borgerlige statistiske data, borgerlige forfatteres værker og et gennemgribende filosofisk studium.
Opgaven var at definere de begreber og kategorier, som anvendes i undersøgelsen. Dette forarbejde er afgørende for det færdige resultat - om det er i overensstemmelse med virkeligheden.
Hvilken betydning har Lenins arbejde i dag, og hvad kan vi lære af den måde, som han analyserede kapitalismen på?

En analyse af Lenins værk
I 1968 udkom Probleme der Dialektik in Lenins Imperialismus-Analyse. Bogen er skrevet af dr. phil. Fritz Kumpf, der dengang underviste i filosofi på Humboldt Universitetet.
Med udgivelsen ydede han et stort og værdifuldt arbejde, idet han gennemgik Lenins værk og arbejdsmetode. Fritz Kumpf starter bogen med en gennemgang af de forskellige synspunkter på den dialektiske logik, blandt marxistiske forskeres.
Han opstiller en rækkefølge i den måde, som Lenin gik frem på i analysen af kapitalismen og ved formuleringen af begreber og kategorier.
Kumpfs bog giver en klar fornemmelse af det store forarbejde og dybden i de videnskabelige studier, som Lenin anvendte i sit værk. Kumpf fremhæver, at de enkelte trin i analysen griber ind i hinanden, således at bevægelseslovene i samfundets struktur bliver synlige.
Det er forskellen på Lenins og andre forfatteres bøger om imperialismen, at han ikke blot afleverer en række faktuelle oplysninger, men at materiens væsen bliver afdækket.
I 3. kapitel, omtaler Kumpf forskellige sider af forholdet mellem subjektivt og objektivt i kapitalismen statsmonopolistiske fase.
Her gennemgår han også forskellen mellem Lenin og Kautsky, hvor Kautsky kom til helt andre konklusioner i analysen af imperialismen end Lenin.
Denne spaltning af arbejderbevægelsen, som blev resultatet af de forskellige teoretiske opfattelser, er stadig gældende den dag i dag. Det kommer for eksempel til udtryk i de forskellige holdninger til EU i arbejderbevægelsen.
Et andet område er de nye former for statsmonopolisme, som vi oplever i dag. Kumpf viser, hvordan der - på trods af kapitalismens bestræbelser på at overvinde de indre modsætninger - ikke findes nogen løsninger inden for kapitalismens rammer. Det er en væsentlig pointe for at forstå overgangen til et højere samfundstrin.
Det er tydeligt, at Kumpfs arbejde om den dialektiske logik har spillet en rolle ved udformningen af DKP`s 1976-program. Alle væsentlige konklusioner i programmet er præget af Kumpfs analyser. Det betød også, at programmet teoretisk var i overensstemmelse med de nyeste resultater inden for dialektikken.

Nye udgivelser om imperialismen
I slutningen af 1990`erne og begyndelsen af det nye årtusinde begyndte der at komme en række udenlandske udgivelser om imperialismen. Det var især amerikanske, engelske og tyske udgivelser, og fælles for dem er, at de tager udgangspunkt i positivismen.
Til forskel fra Lenins metode, der bygger på den dialektiske materialisme, anvender forfatterne til de nyere udgivelser en empirisk metode, der nok giver en fornemmelse af tendenser i imperialismen, men ikke nogen videnskabelig analyse.
Det er tankevækkende, at Lenins værker som var i høj kurs i 1970`erne, næsten er forsvundet fra den aktuelle debat. I det højeste nævnes de i en bisætning som værende uden relevans for nutiden.
Dermed har antikommunismen nået et af sine mål, nemlig at ramme arbejderbevægelsens teoretiske fundament. Vores opgave må være at anvende de nye udgivelser om imperialismen i det omfang, det er muligt, og sætte dem ind i den rigtige sammenhæng.
Den manglende videreførelse af Lenins analysemetode og dens resultater har haft mærkbare følger for arbejderbevægelsen.
Det har ført til fejlagtige slutninger, sådan som det kommer til udtryk i begreberne neoliberalisme og globalisering. I videnskabelig forstand er de med til at udviske det reelle indhold i kapitalismens nuværende udviklingstrin. Det samme gælder opfattelsen om, at en transnational kapitalisme afløser statsmonopolismen.

Statsmonopolisme i nye former
Misforståelsen opstår fordi statsmonopolismen opfattes for snævert eller kun ses i en bestemt form. Monopolerne og finanskapitalen følger ikke den samme kurs under alle politiske forhold. De er underlagt lovmæssighederne i kapitalismen og det skiftende styrkeforhold mellem klasserne.
At statsmonopolismen fortsat er gældende, kommer tydeligt til udtryk i den aktuelle krise. Det er de nationale regeringer, som gennem subsidier, politiske indgreb eller overtagelse af bankerne, forsøger at afbøde krisens virkninger. Hvis den neoliberale filosofi var gældende, ville regeringerne netop ikke gribe ind.
Hvad kan Imperialismen som kapitalismens højeste stadium sige os i dag?
Alle de spørgsmål, som Lenin behandlede i sin brochure, var i kimform de spørgsmål, som prægede det 20. århundredes udvikling. Derfor kan vi også bygge på den nye erkendelse, som værket rummer.
I nutiden er statsmonopolismens nye former det centrale tema for arbejderbevægelsen.
Udviklingen af nye kampformer må ske gennem internationalt samarbejde, netop fordi statsmonopolismen går ud over de nationale rammer, gennem den internationale arbejdsdeling.
Internationalismen er den mest bydende opgave for arbejderbevægelsen og må udvikles i kvalitativt nye former. Vi må vise forskellen mellem det specifikke og det generelle - hvad der er nationalt betinget, og hvad der må rejses som fælles krav.
Lenins arbejde om imperialismen var en videreførelse af Marx` Kapitalen. Det gør værket til et af de mest grundlæggende inden for marxismen.
Uden dens konklusioner og vejledning, kan arbejderbevægelsen ikke vinde frem og overvinde det statsmonopolistiske system.