Kontinentets rige mineralske forekomster har igen anbragt Afrika i centrum for kampen om råstofferne mellem Øst og Vest

af F. William Engdahl
Zimbabwes præsident Robert Mugabe er en meget, meget slem mand. Det ved jo alle fra aviserne eller fra George W. Bush` udtalelser eller Tony Blairs - og nu også Gordon Browns.
I deres øjne har han syndet slemt. De anklager ham for at være en diktator, at han som led i jordreformen har eksproprieret de hvides farme - ofte voldeligt; de påstår, at han har svindlet sig til sit genvalg med fusk og vold, og at han har ødelagt Zimbabwes økonomi.
Om nu Mugabe fortjener at stå på Washingtons liste over slyngler sammen med Fidel Castro, Saddam Hussein, Milosovic, Ahmadinejad og Adolf Hitler eller ej, så er det ikke det, der får Washington og London til at sætte et regimeskifte i Zimbabwe øverst på listen i deres Afrika-politik.
Det, som er hans store synd, synes at være, at han forsøger at undslippe afhængigheden under det anglo-amerikanske neo-kolonialistiske livegenskab og forsøger at udvikle en national økonomi, der er uafhængig af Den Internationale Valutafond og Verdensbanken.
Hans virkelige synd synes at være den kendsgerning, at han har vendt sig til det ene land, som tilbyder hans regering kreditter og bløde lån til økonomisk udvikling uden at knytte betingelser dertil - Folkerepublikken Kina.
Vestlige medier undgår helst at berette om denne anden vigtige part i den vældige tovtrækning, der er i gang mellem anglo-amerikanske interesser og Kina, om at få kontrol med Zimbabwes uhyre mineralrigdomme.
Dér skal vi huske, at for Washington er der altid 'gode diktatorer' og 'onde diktatorer'. Forskellen er, om den pågældende tjener USA`s interesser eller ej. Mugabe tilhører klart den sidste kategori.

Arven efter Cecil Rhodes
Zimbabwe er navnet på det, der under det britiske imperiums æra et århundrede tilbage blev kaldt Rhodesia.
Navnet kommer af imperiets strateg, mineejeren Cecil Rhodes. Han har grundlagt Rhodes legaterne til Oxford Universitetet og er ophavsmand til en plan for en kolossal, privatejet afrikansk zone, som skulle autoriseres ved frihedsbrev fra den britiske dronning. Zonen skulle strække sig fra Egypten til Sydafrika.
Cecil Rhodes dannede British South African Company (med East India Company som model) sammen med sin partner L. Starr Jameson med det formål at udnytte Rhodesias mineralrigdomme. Jameson var iøvrigt berygtet fra 'the Jameson Raid' (en militær provokation imellem de to Boerkrige i Sydafrika red.).
Kompagniet kontrollerede det daværende NordRhodesia (nu Zambia) og SydRhodesia-Nyasaland. Modellen gik ud på, at den britiske regering påtog sig militært at forsvare Rhodes` udplyndring, mens Rhodes og hans bankforbindelser - især lord Rotschild, som var tæt knyttet til kompagniet - kunne tilegne sig hele gevinsten.
Rhodes, som var en erfaren geolog, vidste udmærket, at der løb en fænomenal geologisk forkastning fra Nilens udmunding i Suez-bugten, sydpå gennem Sudan, Uganda, Tanzania, videre gennem vore dages Zimbabwe og til Sydafrika.

Afrikas guld og diamanter
Rhodes havde allerede iværksat adskillige krige for at opnå kontrol med Kimberly-diamanterne og Witwatersrand-guldet i Sydafrika. Forkastningen havde han - som også foretagsomme tyske forskere - opdaget i 1880`erne. De kaldte den The Great Rift Valley.
Efter de blodige Boer-krige blev Rhodesia - i lighed med Sydafrika - taget i besiddelse af hvide bosættere, som sikrede kommende minefortjenester for interesser i Londons City, særlig den magtfulde Oppenheimerfamilie og dens guld- og diamantforetagender i regionen.

De sidste hvide bastioner
I 1962, da en bølge af national befrielse fra koloniherredømmet gik gennem Afrika - en bølge, der ganske udspekuleret blev støttet af det 'ikke-koloniale' Washington - var Rhodesia, sammen med den tidligere britiske koloni Sydafrika, en af de sidste bastioner med hvidt apartheidstyre.
Rhodesias hvide udgjorde kun en-to procent af den samlede befolkning, så de anvendte ganske brutale metoder for at fastholde magten.
Den hvide ærkeracistiske premierminister Ian Smith erklærede i 1965 Rhodesia uafhængigt af Storbritannien for at undgå selv det mindste kompromis i spørgsmål om race og om deling af magten med de sorte nationalister.
Storbritannien fik FN til at iværksætte sanktioner for at tvinge Smith til at falde til føje. Til trods for sanktionerne fandtes der en betydelig støtte fra konservative forretningsinteresser i London.
Englænderen Tiny Rowland, der var formand for den kæmpestore Lonrho minekoncern, sikrede sig under Smith-regimet størstedelen af sine afrikanske profitter fra kobberminer i Rhodesia og lignende foretagender.
City i London vidste udmærket, hvilke rigdomme der fandtes i Rhodesia. Spørgsmålet var, hvordan man sikrede kontrollen ud i fremtiden. Men Smiths rhodesiske støtter havde ikke i sinde at forære det hele til London.

Sanktioner skal åbne Zimbabwe
Efter en lang og blodig kamp vandt lederen af den sorte Afrikas Folkefront-koalition, Robert Mugabe i 1980 en overvældende valgsejr og blev den første premierminister i det nye Zimbabwe.
Tyve år senere er den samme Mugabe under voksende angreb fra Vesten, særligt fra Zimbabwes tidligere koloniherre, Storbritannien, og må tåle strenge økonomiske sanktioner, som har til hensigt at bringe landet på randen af kollaps, for at tvinge ham til at åbne op for udenlandske (læs anglo-amerikanske og allieredes) investeringer.
Ironisk nok synes denne strid ikke at adskille sig fra den under Smith-tiden: På den ene side står London og USA, som vil have kontrol med det rige lands ressourcer, på den anden står Zimbabwes anstrengelser for at modstå dem.

The Great Dyke
Inden for Zimbabwes grænser løber et afsnit af den rige Great Rift, som her kaldes the Great Dyke. Det er en geologisk fordybning, en skatkiste, der strækker sig over 530 kilometer fra den nordøstlige til den sydvestlige del af landet, sine steder er den op til 12 kilometer bred.
En flod løber langs med forkastningen, og der er vulkansk aktivitet i regionen. Her ligger uhyre forekomster af krom, kobber, platin og andre metaller.
USA`s udenrigsministerium er (såvel som London) fuldstændig på det rene med Zimbabwes vældige mineral- og andre rigdomme. I en nylig rapport skriver ministeriet:
'Zimbabwe er udrustet med rige mineralressourcer. Eksport af guld, asbest, krom, kul, platin, nikkel og kobber kunne en dag føre til økonomisk genopretning. ... Landet er rigt begavet med kulbaseret metangas, som endnu ikke udnyttes.
Med internationale attraktioner - såsom Viktoria Vandfaldene, de store Zimbabwe stenruiner, Kariba-søen og et rigt dyreliv - har turisme været en betydningsfuld del af økonomien og har bragt fremmed valuta til landet. Denne sektor er imidlertid brat kollapset siden 1999 på grund af landets internationale image. (sic!)

Energiressourcer
Med et betydeligt hydroelektrisk energipotentiale og rigelige kulforekomster til varmekraftværker er Zimbabwe mindre olieafhængig end andre sammenlignelige industrinationer.
Men det importerer stadig 40 procent af sin el-kraft fra omliggende lande, især Mozambique. Kun omkring 15 procent af Zimbabwes totale energiforbrug er forbundet med olie, og al olie importeres.
Zimbabwes årlige import af olie er på cirka 1,2 milliarder liter. Zimbabwe har også betydelige kulreserver, der anvendes til energiproduktion, og der er for nylig er opdaget kulbaserede metan-depoter i provinsen Matabeleland, som er større end noget andet kendt naturgasfelt i det sydlige eller østlige Afrika. Dårlig økonomisk ledelse og ringe valutareserver har de senere år ført til alvorlig brændstofmangel.'

Der står meget på spil
Det, der står på spil for Washington og London i Zimbabwe, er kort sagt: Krom, kobber, guld, platin, et kæmpestort vandkraftpotentiale og vældige kulreserver.
Landet besidder formentlig også uranforekomster, noget der i dag er yderst efterspurgt til kernekraftværker.
Det er på det seneste blevet klart, at så længe den sejlivede Mugabe er ved magten, så er ikke anglo-amerikanerne, men snarere kineserne de foretrukne forretningspartnere.
Det er nok det, der er Mugabes største forsyndelse. Han læser ikke teksten, sådan som George W. Bush` venner læser den. Hans virkelige synd er at vende sig mod øst - og ikke mod vest - for at hente økonomisk hjælp og investeringer.

Den kinisiske forbindelse
Under den kolde krig anerkendte Kina Mugabe og støttede ham.
I de seneste år er forbindelserne blevet stærkere i takt med, at Kina har øget sin diplomatiske indsats over for udlandet for at sikre sig råstofleverancer. Ifølge de kinesiske medier har Kina investeret mere i Zimbabwe end i noget andet land.
Allerede tilbage i 2005, da Tony Blair forstærkede sanktionerne, fløj Mugabe til Kina for at mødes med den øverste kinesiske ledelse. Det forlyder, at han ansøgte om et hastelån på én milliard amerikanske dollars, og bad om øget kinesisk økonomisk engagement i landet.
Det bar frugt. I juni 2006 undertegnede statsejede zimbabweanske virksomheder et antal energi-, mine- og landbrugshandler for milliarder af dollars med kinesiske selskaber.
Den største handel var med China Machine-Building International Corporation med en kontrakt på 1,3 billioner dollars om kulminedrift og bygning af varmekraftgeneratorer i Zimbabwe for at imødekomme manglen på elektricitet. Det kinesiske selskab havde allerede bygget varmekraftværker i Nigeria og Sudan og have været involveret i mineprojekter i Gabon.
I 2007 donerede den kinesiske regering landbrugsmaskiner til en værdi af 25 millioner dollars, blandt andet omfattende 424 traktorer og 50 lastvogne, som en del af et lån på 58 millioner dollars til den zimbabweanske regering.
Før det havde Mugabes regering beslaglagt landbrugsejendomme ejet af hvide og givet dem til sorte - men maskinel var blevet ødelagt i processen. Til gengæld for udstyret og lånet til regeringen, udskibes der 30.000 tons tobak til Folkerepublikken Kina.

Flere handelsaftaler med Kina
Andre aftaler mellem Zimbabwe og Kina omfatter en handel mellem Zimbabwe Mining Development og Kinas Star Communications, som i en joint venture med midler fra Kinas Udviklingsbank udvinder krom.
Zimbabwe har også aftalt at importere vejbygnings-, vandings- og landbrugsudstyr fra Kinas Nationale Bygge- og Landbrugsmaskiner Import-Eksport Selskab og fra China Poly Group.
Ligeledes er det fra Kina, at Zimbabwe importerer telekommunikation, militærteknisk udstyr og mange andre stærkt nødvendige varer, som det ikke mere kan importere fra Vesten på grund af de britisk-ledede sanktioner.
Forholdet til Kina er blevet af så stor betydning, at det zimbabweanske politi har oprettet en 'Kina afdeling' til beskyttelse af kinesiske interesser i landet.
I april 2007 fløj formanden for Kinas øverste politiske rådgivende organ (et forretningsudvalg for det Kinesiske Folks Politiske Rådgivende Konference) Jia Qinglin til Harare for at mødes med Mugabe.

Afrika har toppriotet i Kina
Det var en opfølgning af topmødet Kina-Afrika i Beijing i 2006, hvortil den kinesiske regering havde inviteret stasoverhovederne for mere end 40 afrikanske lande for at diskutere de indbyrdes relationer.
Afrika har fået diplomatisk og politisk prioritet for Kina og for den kinesiske økonomi.
Kina fik en åben invitation til at assistere ved udviklingen af 'sovende' miner i landet. Ifølge det officielle nyhedsbureau Xinhua, opfordrede formanden for Zimbabwes parlament til flere kinesiske investeringer i minesektoren. Zimbabwes minelovgivning blev ændret for at tillade regeringen at re-allokere udvindingsrettigheder, som ikke blev udnyttet.
Halvdelen af Zimbabwes eksportindtægter stammer fra minedrift. Efter kollapsen i landbrugssektoren, er minesektoren den eneste, hvor der stadig er udenlandske investorer.Men vestlige selskaber med minettigheder, udnyttede dem ikke.
- Vi appellerer til den kineske regering om at komme ind og på fuld kraft udvinde disse mineraler, sagde parlamentsformanden Kumbirai Kangai til Xinhua.
Kangai forsikrede potentielle kinesiske investorer om, at de ikke udsatte sig for retslig forfølgelse, hvis de overtog rettigheder efter vestlige selskaber.
Få måneder senere, i december 2007, erhvervede det kinesiske selskab Sinosteel Corporation 67 procent af aktieposterne i Zimbabwes førende ferrochrom-producent og eksportør, Zimasco Holdings.
Zimasco Holdings er verdens femtestørste producent af high carbon ferrochrom. Det producerede tidligere 210.000 tons high carbon ferrochrom om året, hvoraf det meste blev hentet i the Great Dyke. Det udgjorde fire procent af den globale ferrochrom-produktion.
Zimasco har også verdens næststørste reserver af chrom (efter Sydafrika). De ejedes tidligere af Union Carbide Corporation, nu Dow Chemicals Corp.

Alarmklokkerne ringer
Åh-åh. Alarmklokkerne begyndte at ringe i London og Washington ved disse nyheder.
Kina betragter klart Afrika som en central del af sin strategiske plan, mest på grund af dets oliereserver og vitale råstoffer som kobber, krom og nikkel. Samtidig er kontinentet blevet et vigtigt område for eksport af kinesiske industrivarer.
Men det er kampen om råstofferne, der er i centrum, og efter alt at dømme den virkelige grund til, at Washington fornylig oprettede en særlig 'Afrika Kommando' under Pentagon.
At kontrollere Kinas økonomiske fremvækst er strategisk højt prioriteret i USA`s udenrigs- og militærpolitik - og var det også før den 11. september 2001.
Der er bare den delikate lille sag, at Kina - med udenlandske valutareserver pænt over 1,7 billioner dollars, hvoraf det meste antages at være amerikanske statsobligationer - kunne udløse en omfattende dollar-panik og derved befordre USA`s økonomiske kollaps.
Det kunne ske, hvis Kina af politiske grunde ville finde det for risikabelt at blive ved med at eje amerikanske gældsbeviser for hundreder af milliarder af dollars.
Faktisk har Kina jo - ved for sit handelsoverskud at købe disse obligationer - indirekte været med til at finansiere en amerikansk politik, der strider mod Kinas interesser. Det gælder for eksempel krigen i Irak og også de cirka 100 millioner dollars, som Condoleezza Rices udenrigsministerium årligt spenderer på Tibet.

Kina nægter at følge USA
Kina nægter at følge reglerne i anglo-amerikanernes neo-kolonialistiske spil.
Det beder ikke om tilladelse fra Den Internationale Valutafond eller Verdensbanken, før det handler med afrikanske lande. Det yder bløde lån, lige meget hvem der regerer i det pågældende land. Her er ingen forskel fra Washington og London.
Kineserne ser, at amerikanske interesser ikke er så fast forankrede i Afrika som i resten af verden, og at der derfor er enestående muligheder for Kina for at forfølge dets egne økonomiske interesser.
Kynisk? måske - måske ikke. Det kan simpelthen være realpolitik. Hvis det resulterer i, at visse afrikanske lande bliver i stand til at bruge Kina som politisk modvægt til den egennyttige anglo-amerikanske dominans af kontinentet, så kunne det i sig selv blive af meget stor værdi for afrikanerne - afhængigt af hvordan de bruger det.
Det er klart, at det har været yderst positivt for kineserne og kinesisk økonomi at få adgang til vitale mineraler og olie fra lande som Dafur, (det sydlige) Sudan og Nigeria.
Dets rige mineralske forekomster har igen anbragt Afrika i centrum for kampen om råstofferne mellem Øst og Vest. Men helt ulig situationen under den kolde krig spiller Kina denne gang med langt bedre kort på hånden, og Washington med meget dårligere.

F. William Engdahl er amerikansk journalist og forfatter med speciale i geopolitik og olie.
Artiklen har tidligere været bragt på www.globalresearch.ca