Den stramme social- og arbejdsmarkedspolitik har tvunget en række ikke eller kun delvist arbejdsdygtige ud på arbejdsmarkedet med forudsigelige helbredsproblemer til følge

af økonom, cand. scient. adm. Henrik Herløv Lund, Center for Velfærdsanalyse
Det må anerkendes, at udviklingen i sygefraværet i de senere år har været foruroligende.
Antallet af sygedagpengemodtagere er således siden 2003 i gennemsnit steget betydeligt, men navnlig gennem det seneste år. Fra 2006 til 2007 steg det gennemsnitlige antal sygedagpengemodtagere med mere end 13.000 personer svarende til 16,6 procent.
Samtidig er antallet af langtidssyge steget med over 36 procent, så der nu er knap 14.500 personer, der har været på sygedagpenge i mere end ét år. Udviklingen i antallet af langtidssyge er særligt bekymrende, da erfaringen er, at længerevarende sygefravær øger risikoen for helt at miste tilknytningen til arbejdsplads og arbejdsmarked.

Årsager
Der er flere årsager til denne udvikling, hvoraf nogle må siges at være relativt naturlige.
Som bekendt er beskæftigelsen de senere år steget meget. Alene det, at flere kommer i beskæftigelse, medfører i sig selv også, at flere er berettiget til at modtage sygedagpenge. Men nok så væsentligt er, at beskæftigelsesopsvinget har skabt øgede muligheder for, at svagere grupper i større omfang er kommet ind på arbejdsmarkedet. Men sådanne svagere grupper vil naturligt nok have et relativt større sygefravær, hvilket bør kunne forenes med et rummeligt arbejdsmarked.
Mens det har været positivt, at der er kommet flere jobtilbud til dem, som ikke tidligere var arbejdsgivernes førstevalg, har en anden mindre positiv faktor også været på spil: Regeringen har målbevidst gennem en stram social- og arbejdsmarkedspolitik søgt at presse kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere ud i beskæftigelse. Økonomisk pres gennem lav starthjælp, kontanthjælpsloft, 300 timers regel, matchkategorisering og ændrede refusionsregler på området for kommunerne og så videre - det vil sige anvendelsen af økonomisk pisk har været midlet.
Det må anses for endog meget sandsynlig, at der herved er blevet presset mennesker ud i job, som i realiteten ikke haft kapacitet og helbred til det, hvorved det endelige resultat er blevet et øget antal sygemeldinger.
En forklaring på stigningen kan også være, at arbejdsgiverne under opsvinget har presset citronen en ekstra gang på arbejdspladserne, fordi det ikke længere er så let at rekruttere arbejdskraft - til skade for arbejdsmiljøet og med negativ effekt i sygestatistikkerne.
Endelig kan de udvidede muligheder for at få forlænget sygedagpengeperioden, der trådte i kraft i 2. kvartal 2007, også have haft indflydelse på udviklingen [1]

Økonomisk pisk
Udviklingen har været foruroligende. Både for de stigende antal enkeltpersoner, der rammes af sygefravær. Og for samfundsøkonomien, idet det naturligvis har kostet i økonomisk vækst i kraft af, at et stigende antal hænder er blevet unddraget et beskæftigelseshungrende arbejdsmarked.
Og samtidig har de stigende udgifter til sygedagpenge belastet de offentlige kasser. I 2007 har de samlede udgifter hertil i kommuner og stat ligget omkring 14 milliarder kroner.
Der må således anerkendes, at der er grund til en indsats på området. Men som analysen af årsagerne til det stigende antal sygedagpengemodtagere viser, er der ikke mindst grund til at vende blikket mod de objektive grunde til sygefraværet: Mod stigende arbejdsbelastning og hermed forbundet dårligere arbejdsmiljø, samt mod regeringens egen politik om for enhver pris at presse modtagere af sociale ydelser i beskæftigelse, uanset om disse har haft ressourcerne og helbredet dertil.
Der er, hvad angår det sidste, ingen tvivl om, at regeringens stramme social- og arbejdsmarkedspolitik har tvunget en række ikke eller kun delvist arbejdsdygtige ud på arbejdsmarkedet med forudsigelige helbredsproblemer til følge.
Men det ligger ikke til den nuværende regering at gribe i egen barm. Tværtimod overføres en række af instrumenterne fra arbejdsmarkedspolitikken nu på sygefraværsområdet. Det gælder ikke mindst brugen af økonomisk pisk.
Her ændrede regeringen jo på kontanthjælpsområdet refusionsreglerne, således at refusionen til ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere blev nedsat for herigennem at presse kommunerne økonomisk til at få kontanthjælpsmodtagerne ud i job. Tilsvarende regler skal nu implementeres på sygefraværsområdet. Regeringen foreslår, at statens refusion for kommunernes udgift til sygedagpenge hæves fra 50 til 65 procent, hvis den sygemeldte er delvist raskmeldt eller i et tilbud i minimum ti timer om ugen. Ellers sænkes refusionen til 35 procent.
Hensigten hermed er tydelig. Kommunerne får et stærkt økonomisk incitament til at fremme, at flere sygemeldte bliver delvist raskmeldt eller får tilbud om at være aktive. Den videre virkning heraf er desværre lige så forudsigelig: De sygemeldte, som i forvejen står i en svag situation på grund af dårligt helbred, skal nu også til at kæmpe mod de kommunale myndigheder, som vil få i opdrag at få tilmeldt flest muligt til 'aktivtilbud'.
Formålet er - som det tydeligt fremgår - ikke sundhedsmæssigt, men rent økonomisk. Og helbred og sundhed vil komme til at betale prisen. Det kan befrygtes, at mange ikke vil have ressourcerne til at stå imod og vil lade sig presse til 'aktivering' eller deltidsraskmelding, selvom de egentligt ikke er raske nok til det. Der er stor risiko for at resultatet ikke bliver flere hurtigere raske, men derimod forringet helbredelse, længere sygemeldinger og/eller flere.

De syge skal stresses
Et andet af de kendte virkemidler fra regeringens social- og arbejdsmarkedspolitik har været den øgede brug af kontrol i hoved og røv med henblik på 'at stresse' dagpengemodtagere i job. Beskæftigelsesministerens tiltag om, at arbejdsløse skal skrive en ny ansøgning stort set hver eneste dag, er det seneste eksempel herpå.
Også dette instrument skal nu tages i brug på sygedagpengeområdet: Helbredelse bliver nu mindre og mindre en sag for den syge selv og sundhedssystemet, men bliver tværtimod i stigende grad en sag mellem den syge og de kommunale sygedagpengemyndigheder. Hurtigere og hyppigere sygefraværssamtaler; a-kasser såvel som 'private aktører' (læs konsulentfirmaer) skal med ind i mandsopdækningen af de syge; der skal gives 'aktive tilbud' til de sygemeldte.
Regeringen opfordrer tilmed ligefrem arbejdsgiverne til at skille sig af med de syge, idet arbejdsgiverens forpligtigelse til at betale løn til syge stopper, når ansættelsen slutter.
Hjælp mod den egentlige årsag til sygemeldingen - sygdommen - er der stort set intet af i regeringens 'handlingsplan'. Det er ikke overraskende, for hele handlingsplanen er gennemsyret af den tankegang, at det stigende sygefravær handler om ondt i moralen, eller - på almindeligt dansk - skyldes pjækkeri. Det er en underliggende dagsorden, som intetsteds dokumenteres, og som fremgået er der da også ganske logiske grunde til det stigende sygefravær, herunder ikke mindst regeringens egen politik.
Men det bliver de syge, som kommer til at betale prisen i form af stærkt øget økonomisk pisk og pres for at gå tilbage i arbejde, uanset om helbredet er til det.

Noter:
1)Jævnfør Jes Wilhelmsen: Danmarksrekord i sygefravær, side 3.