23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rendyrket nedskæringspolitik

Rendyrket nedskæringspolitik

Lørdag, 23. august, 2008, 00:00:00

Socialdemokratiske og borgerlige politikere, forskere og Cepos har prøvet at overgå hinanden i disciplinen: at komme med de mest grumme nedskæringer på dagpengeområdet

af Søren Elsberg , formand, 3F Aalborg
En nedsættelse af dagpengeperioden og en forhøjelse af den maksimale dækning er åbenbart noget, der er enighed om.
Statsministeren må fryde sig. De højtlønnede kan få en bedre dækning i tilfælde af ledighed, betalt af de lavtlønnede, som så ikke kan få dagpenge så længe. Det er liberal politik. Tag fra de fattige, og giv til de rige. Hvis der var arbejde til alle, betyder det ikke noget, hvor lang dagpengeperioden er. Den kunne være otte år, som den tidligere havde været, uden at det kostede en krone mere. Men der er ikke arbejde til alle.
På trods af fakta bliver vi hver dag bombarderet med oplysninger om, at arbejdsgiverne mangler arbejdskraft. Det har to formål: for det første at få mere udenlandsk (læs: billig) arbejdskraft til landet, og for det andet at overbevise folk og fæ om, at arbejdsløsheden er afskaffet.
I 3F Aalborg er ledigheden halveret fra 2005 til 2008. I januar 2008 havde vi 11,6 procent ledige. I juli 2008 var vi nede på 7 procent, svarende til 800 personer. Arbejdsløsheden er altså ikke afskaffet. Med hensyn til dækningen er det sådan, at a-kassen i 3F Aalborg i perioden fra januar til juli 2008 har beregnet 600 nye satser. Af disse får 88,4 procent mindre end 90 procents dækning, 68 procent mister mere end 500 kr. om ugen, og 30 procent mister mere end 1.500 om ugen i at få 90 procents dækning af tidligere indtægt.
Den maksimale dagpengesats er de sidste 10-15 år blevet reguleret med en procentsats, der ikke har taget højde for de reelle pris- og lønstigninger. Altså en skjult nedskæring. Det samme gælder for øvrigt folkepensionen. I det skjulte er overførselsindkomsterne på denne måde blevet udhulet. Dagpengenes maksimum burde altså være højere. Nu mener visse politikere, at ledige selv skal betale for forhøjelsen.
3F Aalborg repræsenterer 18.000 medlemmer, der, selv under højkonjunkturen, er ramt af arbejdsløshed og - når krisen sætter ind - er blandt de første, der vil blive ramt. Flere ledige vil miste dagpengeretten, hvis dagpengeperioden nedsættes. De vil så henvende sig på kommunen for at ansøge om kontanthjælp.
Da kontanthjælpen er afhængig af husstandsindkomst og formue, vil de, hvis de har en ægtefælle, der har en indkomst, eller en ejerlejlighed, hus el. lign., som udgangspunkt ikke være berettiget til hjælp. Det er borgere, der via skatten er med til at finansiere det velfærdssamfund, hvor det stadigvæk er gratis at gå til læge, blive indlagt på sygehus, få en uddannelse, og som via et kontingent betaler til en forsikring mod arbejdsløshed, hvor betingelser og rettigheder hele tiden er til debat, fordi liberale politikere ikke ønsker, at de små i samfundet skal føle sig sikre.
Nu er også socialdemokratiske politikere i sommervarmen hoppet med på disse tanker. I 3F Aalborg mener vi, at den maksimale dagpengesats er for lav og skal hæves.Men den skal ikke finansieres ved en nedsættelse af dagpengeperioden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. aug. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp