Spørgsmålet er: Hvad kunne få Saakasjvili til at tro, at han ville få noget ud af en militær konfrontation med Rusland?

af Henrik Stamer Hedin, formand for Danmarks Kommunistiske Parti
Georgien har vi hørt meget om på det sidste. Et lille land.
Engang var det Sovjetunionens fyrige Syden, et solskinsland, der flød om ikke med mælk og honning, så med vin, tobak og sydfrugter. Et ferieparadis for mange sovjetborgere og et udstillingsvindue mod det fattige naboland Tyrkiet.
Så blev Sovjetunionen opløst - det er værd at huske på, at unionen ikke 'brød sammen', som man plejer at sige, men blev nedlagt af en lille håndfuld magtfuldkomne toppolitikere, selv om en folkeafstemning havde vist, at et stort flertal ville bevare fællesskabet.
'Bryder sammen' gør et fællesskab, når det ikke kan hænge sammen, når der reelt ikke længere er noget fællesskab. Men det var det modsatte, der skete med Sovjetunionen:
Nyskabte nationalismer flænsede som partérknive og delte helheden op, den helhed, sovjetmagten havde skabt, delte den i vilkårlige stumper. Følgerne blev katastrofale: Økonomiske forbindelser blev afbrudt, mennesker skilt fra hinanden.
Sådan gik det også i Georgien. Tværs over grænsen mellem Georgien og Rusland ligger det lillebitte Ossetien, delt i Syd og Nord. I sovjettiden betød det ikke noget.
Men nu gik der pludselig en statsgrænse tværs gennem osseternes land, og det satte de sig selvfølgelig imod; nationale følelser er ikke forbeholdt georgierne. Sydossetien gjorde oprør og tilkæmpede sig begrænset selvstyre. Georgisk militær blev erstattet af russiske FN-tropper.
Senere fulgte bølgen af såkaldte revolutioner i diverse mere eller mindre sygelige kulører.

Marionetten
Den såkaldte 'Rosenrevolution' i Georgien bragte den nuværende præsident Saakasjvili til magten, en amerikansk marionet, der ikke kan vente med at få sit land ind i NATO.
Det havde han nu ikke held med. Præsident Bush ville gerne, men alle de store europæiske lande har på et eller andet tidspunkt forsøgt sig med at udfordre Rusland, og de havde fået ørerne i maskinen, så de ville ikke.
Men Sydossetien skulle i hvert fald 'heim ins Reich', og i starten af august bombede og invaderede Saakasjvili det selvstyrende område og kom dermed i krig med Rusland. Rusland svarede resolut igen.
Det kom åbenbart som en overraskelse for Saakasjvili; de georgiske styrker flygtede over hals og hoved helt hjem til hovedstaden Tbilisi. Situationen var vendt på hovedet: Nu var det ikke katten efter musen, men katten på vild flugt for bjørnen.
Spørgsmålet er: Hvad kunne få Saakasjvili til at tro, at han ville få noget ud af en militær konfrontation med Rusland? Af et uprovokeret angreb på russisk interessesfære? Nationalistisk storhedsvanvid? Eller ligger der mere bag?
I baggrunden mere end aner man præsident Bush og hans høgeflok i Washington. Er det ligefrem dem, der har skubbet Saakasjvili foran sig ud i det hasarderede krigseventyr? Men hvad håbede de så at opnå? Man har talt om olie. Men det er svært at se, at USA ville kunne opnå noget uden selv at gribe ind i konflikten.
Alligevel var det åbenbart det, Saakasjvili troede ville ske. Han havde i hvert fald grund til at tro det; Bush selv havde under sit besøg i 2005 hyldet den 'frihedens vej', georgierne så modigt havde betrådt, og lovet, at 'det amerikanske folk' (det vil sige Bush) ville stå ved georgiernes (det vil sige Saakasjvilis) side.

Lokkemad
Kunne det opfattes anderledes end som et løfte om støtte i en konfrontation med Rusland? Og Georgien havde jo selv hjulpet USA med soldater i Irak - som Bush nu har sørget for at få fløjet hjem, så en form for støtte kom der da fra den kant.
Verbalt er der heller ingen grænser for solidariteten. Ord koster jo ikke noget. Og vicepræsident Cheney har direkte talt om 'russisk aggression' - selv om alle andre er enige om, at Georgien startede krigen.
Denne holdning har den danske udenrigsminister bakket op. Hvad der sker i Sydossetien, siger han, er en følge af, at NATO tøvede med at gøre alvor af sine løfter om georgisk medlemskab. Med andre ord:
Hvis NATO blot havde skyndt sig at lukke Saakasjvili ind i varmen, kunne han have teet sig, som han ville, og Rusland ville ikke have turdet stille noget op. Det siger den danske udenrigsminister. Den mand er jo direkte farlig!
Og hvad siger de dog ikke i disse dage! Skal man tro Bush og Cheney og Saakasjvili og Møller, er der ingen grænser for, hvad man ikke kan i det 21. århundrede.
Man angriber ikke et land, blot fordi man ikke bryder sig om dets regering. Nej, det er vi nogle stykker, der hele tiden har ment. Men hvad var det, d'herrer gjorde i Irak?
Man skal respektere en suveræn stats territoriale integritet. Hvordan var det lige med Kosovo og Serbien?
Og den bedste af dem alle sammen: Man blander sig ikke i andre landes indre anliggender. Det er ellers, hvad d'herrer i årtier har prædiket for os, at det var netop, hvad man skulle - at diktatorer og krigsherrer ikke skulle kunne gemme sig bag suveræniteten.

Krigens mål
Ingen skal komme og sige, at politik ikke er underholdende. Også selv om det er blodig - i bogstaveligste forstand blodig - alvor.
For nylig stod det så pludselig klart, hvad Bush og Cheney og Møller ville opnå ved at hidse Saakasjvili op til en håbløs krig. USA fik sin aftale med Polen om missilbaser - den, man havde tryglet om i måneder.
Nu stod det klart: Det var en del af planen, at Saakasjvili skulle tabe sin krig. Det drejede sig om, at andre lande i Ruslands omegn skulle skræmmes. Og de blev skræmt. Den polske regering gik lige i fælden. Og der er lagt op til nye konfrontationer.
Så Bush og Cheney fik alligevel det ud af krigen, de ville. Saakasjvili fik bare en lang næse og en brådden pande. Og hvad fik Møller? En dummepeterhat?
Og så er der jo lige de mange tusinde mennesker, som denne historie har kostet livet eller jaget fra hus og hjem.
Det er nødvendigt at standse eventyrpolitikere som George Bush, Dick Cheney, Mikhail Saakasjvili og Per Stig Møller. De har på få dage ført os til randen af den tredje verdenskrig. De har spredt død og ødelæggelse og elendighed.
De vil gøre det igen. De har intet lært, og de vil intet lære. De skal standses. De skal væk. De skal drages til ansvar.

Ovenstående er den tale som Henrik Stamer Hedin holdt den 16. august på K-festival i Nørrebroparken i København