Det er skuffende, at et parti som definerer sig som et socialistisk parti, blåstempler en af de mest umenneskelige udlændingepolitikker i Europa i dag, nemlig den danske udlændingepolitik
af Nahid Riazi, kvindesagsaktivist
Det er skuffende, at SF er begyndt at følge en udlændingepolitik, som blot for 15 år siden blev betragtet som en nationalistisk og højreekstremistisk politik på de europæiske politiske scener.
Men takket være blandt andet Dansk Folkeparti er denne politik i dag blevet Danmarks asyl- og udlændingepolitik, så at selv et socialistisk parti som SF er begyndt at følge med strømmen!
I navnet kontrolleret indvandring har nuværende regering kunnet stramme udlændingeloven i den grad, at det i dag har ført til en række umenneskelige love som 24-årsreglen, tilknytningskravet eller udvisning af unge kriminelle med indvandrerbaggrund, selvom de er født og vokset op her, eller mange andre stramme love.
De stramme love har også ført til en stram asylpolitik, der i dag gør det næsten umuligt at opnå asyl. For at holde antallet af indvandrere (og flygtninge) nede bliver asylsøgere fra selv de krigsramte lande som Irak sendt tilbage til hjemlandet. Voldsramte kvinder bliver sendt tilbage til det helvede, som de kommer fra, asylbørn bliver holdt på asylcentrene i mange år, indtil de bliver voksne og derefter bliver sendt ud af landet og så videre.
Alle de stramninger kunne i sin tid blive til noget netop med den begrundelse, 'at antallet af udlændinge spiller en rolle i integrationen, og at en kontrolleret indvandringspolitik er nødvendig.' (citat fra Ny Integration, SF)
Den logiske konsekvens af SF`s nye erklæring om antallet af indvandrere som et problem er ikke andet end opretholdelse af nuværende stramme udlændingelove. SF blåstempler således disse stramme love og sikre S, at det ikke vil være en forhindring for fortsat stramme udlændingelove, selv om de kan finde på at kritisere nogle af reglerne her og der.
Det er ikke en hemmelighed, at Socialdemokraterne har selv været med til at vedtage en del af de stramme udlændingelove og vil fastholde dem i fremtiden. Så selv om SF påstår at være imod nuværende udlændingelov er det med sine seneste udmeldinger med til at fastholde denne politik, selv efter et regeringsskift.
Det er ikke antallet af indvandrere, men integrationspolitikken, der afgør hvor meget nye borgere kan blive integreret i det danske samfund og blive en del af samfundet. Det er arbejdsmarkedspolitikken, der afgør, hvor stor chance mange indvandrer får for at kunne tage et arbejde og bidrage til samfundet.
Det er frit lejde til de religiøse kræfter, religiøse skoler, religiøse institutioner, og en etnisk og religiøs definition af samfundets borgere og opdeling af dem i muslimer, kristne, danskere og fremmede, der øger afstanden mellem samfundsborgere og udbreder islamisme blandt borgere med indvandrerbaggrund.
Det er USA og Danmarks nuværende udenrigspolitik, som er baseret på blandt andet krigsførelse i Mellemøsten, der har forstærket den religiøse radikalisme blandt unge, ikke alene i Danmark, men i hele verden. Det er den uløste Palæstina-Israel konflikt, der udbreder islamisme i Mellemøsten og dermed blandt en del af herboende palæstinensere.
Det er diskrimination af de unge og mangel på anerkendelse af dem som lige samfundsborgere, der forstærker de unges følelse af at ikke tilhøre samfundet. Det er denne følelse, der skubber de unge til at søge en mere etnisk og religiøse identitet og fører dem dermed til de islamiske grupper. Det er udvisning af de unge kriminelle med indvandrerbaggrund til forældrenes hjemlande, som er dybt diskriminerende og et stærk signal til de unge om ikke at tilhøre det danske samfund.
Så det er alt andet end antallet af indvandrere, der er årsagen til en mislykket integration og mere radikalisme blandt unge, som er født og vokset op her.
Jeg vil påstå, hvis Danmark havde tre gange så mange indvandrere, som det har i dag, ville samfundet få gavn af dem alle, hvis integrationspolitikken fungerede, og hvis de nye borgere kunne guides og vejledes til at løfte de mange opgaver, som i dag eksisterer i det danske samfund.
Når man begrunder en mislykket integrationspolitik med antallet af indvandrerne, er man blot med til at fastholde højrefløjens umenneskelige udlændingepolitik fra den ene side og fastholde indvandrerne i deres position som de fremmede fra den anden side.
Man er med til at signalere til de mange indvandrere, som har været med til at opbygge det danske samfund og skal være med til at opretholde den danske velfærd, at antallet af dem er et problem! Og derfor er det ok med alle de uretfærdigheder, der sker i navn af begrænsning af indvandring til Danmark.
Det skulle et socialistisk parti, som ikke burde tænke på grænser og folks etniske oprindelse, overhovedet ikke finde sig i. Et socialistisk parti skulle forsvare ethvert menneskes ret til at bosætte sig der, hvor han/hun vil, med et eneste krav om at tage del i samfundet og være en del af det.
Så den tone, som SF bruger, er den tone som højrekræfterne i dag anvender for at slippe for deres ansvar for integration af nye borgere i samfundet.
Hvis ikke flertallet af befolkningen i dag var imod de umenneskelige forhold for asylsøgere på asylcentrene, og hvis de ikke var imod starthjælpen (blandt andet takket være socialrådgiverne i kommunerne, der har råbt op og har gjort opmærksom på starthjælpsmodtagernes kummerlige forhold), ville SF så overhovedet turde at stille krav om bedre forhold for disse mennesker og afskaffelse af starthjælpen, eller ville SF blot følge flertallets ønske, som det også nu gør?
På trods af det faktum, at Socialdemokraterne har brug for SF`s støtte for at kunne danne regering, bøjer SF sig mod S og lover dem allerede ikke at stille krav om afskaffelse af 24-årsreglen og tilknytningskravet.
Villy Søvndal siger, at hvis han havde et politisk flertal for at afskaffe 24-årsreglen og tilknytningskravet, så havde SF ikke indgået aftalen med S om at ikke stille krav til dem om afskaffelse af disse regler.
Det er meget populistisk, når SF ikke stiller krav om en lov, som gang på gang har ramt helt almindelige mennesker og først og fremmest de hjælpeløse voldsramte indvandrerkvinder. Det vil sige dem, som søger skilsmisse på grund af vold eller bliver smidt ud af hjemmet af manden og dermed bliver smidt ud af landet netop på grund af denne lov.
Tilknytningskravet har været årsagen til, at mange ægtepar eller forældre og børn ikke må bo sammen i Danmark. Mange af dem skal forlade deres familier, fordi myndighederne ikke mener, at de er nok tilknyttet til Danmark.
Hvordan vil SF nogensinde få et flertal for at afskaffe 24-årsreglen og tilknytningskravet, når det i forvejen melder pas på kravet om at afskaffe disse regler, alene fordi de ikke har flertallet bag sig, og fordi man er bange for, at Socialdemokraterne ikke vil vælge SF som sin regeringspartner.
24-årsreglen og tilknytningskravet er gang på gang blevet fordømt af menneskerettighedsorganisationer som noget umenneskeligt.
Hvordan kan et parti som SF, som har erklæret sig som et socialistisk parti, så nemt give afkald på kravet om afskaffelse af disse love? Selv et højreparti som De radikale vil ikke så nemt og i forvejen, det vil sige før valget, og før de overhovedet ved noget om, hvorvidt S kan være afhængig af dem og deres støtte efter et valg, give afkald på sine krav.
Er SF så desperat for at komme ind i regeringsmagten, at det er blevet ligeglad med de grundlæggende og menneskelige principper, som fastholdelse af ethvert menneskes ret til at bo der, hvor det vil og føler sig trygt og beskyttet uanset dets etniske baggrund?
SF har også været fuldstændig passiv i forhold til regeringsskandalen i forbindelse med 24-årsreglen efter EU-domstolens beslutning. Denne sag kunne være endnu en Tamilsag for regeringen.
Men SF har tilsyneladende mere travlt med at berolige S om sin trofasthed end alt andet. Men det er nu mere klart, hvorfor SF har været så passiv i denne sag.
EF-domstolens beslutning har gjort det endnu sværere for SF at forklare, hvorfor det så nemt har givet afkald på kravet om afskaffelse af 24-årsreglen og tilknytningskravet. Det ser ud til, at disse love og mange menneskers skæbne ikke betyder særlig meget for SF, da det så nemt kunne droppe disse krav for at blot tilfredsstille Socialdemokraterne.
SF`s integrationspolitik indeholder en del gode tiltag, heriblandt tiltaget mod diskrimination. Men man må virkelig tvivle på, at disse tiltag kan overhovedet blive til noget, når en hel del af SF`s og S`s integrationspolitik signalerer det til borgere med indvandrerbaggrund, at de ikke er samfundets lige borgere, og da der er en hel del diskriminerede love, der fortsat skal være gældende for netop disse borgere, hvis S og SF får regeringsmagten.
SF vil gå så langt i sit forsøg på at komme i regering med socialdemokraterne, at det endda vil stemme for Foghs finanslov!
En regering og en finanslov, som er årsagen til alle de nedskæringer, som vi oplever i dag; en finanslov, som giver mere plads til de rige og færre muligheder til de fattige; en finanslov, som fortsat sikrer masser af penge til forsvaret, som har ført krig i Irak og har skabt et helvede for irakiske borgere.
En finanslov, som vil afsætte millioner af kroner til politiet for at hjemsende de irakiske asylsøgere, der er flygtet fra elendighederne og krig og har søgt asyl i Danmark men på grund af regeringens udlændingepolitik baseret på indvandringsstop har fået afslag.
En finanslov, som vil give flere penge til de religiøse apparater fra kirker og præster og opretholde den religiøse indblanding i samfundet og dermed i indvandrernes tilværelse. Hvis SF blot kaldte sig for et reformistisk parti (og ikke en gang et socialistisk) ville det aldrig blåstemple sådan en finanslov!
Gad vide, hvad årsagen til denne frivillige tjeneste til Anders Foghs regering er baseret på?
Som kvinde med indvandrerbaggrund og som en person, som i flere år har beskæftiget sig med både integration og diskriminationsproblematikker og har kendt og arbejdet med mange voldsramte kvinder med indvandrerbaggrund og med asylsøgere, og kender mange mennesker, som i dag kommer i klemme på grund af den nuværende udlændingepolitik, finder jeg de seneste meldinger fra SF dybt skuffende, populistiske og skammelige.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278