¤¤Netop Rusland stoppede den gang udryddelsen af de abkhasiske og ossetiske folk. Vores land blev mellemmand og fredsskaber og fik rollen som politisk regulator i regionen¤¤

af Mikael Hertoft, København
Verden er gået ind i rød, eller i hvert fald orange zone i forhold til krig.
Ruslands anerkendelse af Sydossetien og Abkhasien sætter sagen på spidsen. Reaktionen fra vestlig side må formodes at blive kraftig - også kraftigere end den hidtil har været under den hastigt afspillede minikrig, vi netop har været vidne til.
Var det klogt af Rusland at tage dette skridt? Havde det ikke været bedre at vente og lade det indgå som forhandlingsudspil i fredsforhandlingerne?
Ruslands grunde til at handle, som man gjorde, blev fremlagt i en tale af den russiske præsident Dmitrij Medvedjev den 26. august til Ruslands borgere.
Angrebet på Tskhinvali er dråben, der får bægeret til at flyde over. Den russiske præsident anser det for et groft overgreb på Folkeretten og forberedelse til folkemord.
Han refererer til, at der allerede har været to perioder af angreb fra georgisk side på udbryderrepublikkerne.

Medvedjevs tale
'Dette var ikke det første forsøg. I 1991 beordrede Georgiens præsident Gamsakhurdia - under sloganet 'Georgien for georgierne' - storm på Sukhumi og Tskhinvali. Tusinder af omkomne, ti tusinder af flygtninge, ødelagte landsbyer - det var hvad det førte til den gang.
Netop Rusland stoppede den gang udryddelsen af de abkhasiske og ossetiske folk. Vores land blev mellemmand og fredsskaber og fik rollen som politisk regulator i regionen.
Samtidig gik vi uforandret ind for anerkendelsen af Georgiens territoriale integritet. Det georgiske lederskab valgte en anden vej.'

Våbenhvilen krænket
Medvedjev referer til afbrydelsen af forhandlingsprocessen, hvor Georgien efter Ruslands mening krænkede våbenhvilen, som var reguleret af OSCE og FN og fortsætter:
'Natten til den 8. august 2008 traf man i Tbilisi sit valg. Saakashvili valgte folkemord som løsning på sine politiske opgaver. Gennem dette umuliggjorde han selv alle håb om, at ossetiere, abkhasere og georgiere kunne leve fredeligt sammen i én stat.
Folkene i Sydossetien og Abkhasien har mere end én gang gennem folkeafstemninger udtalt sig til fordel for deres republikkers uafhængighed. Vi forstår, at efter det, som skete i Tskhinvali og blev planlagt i Abkhasien, har de ret til selv at beslutte deres skæbne.'
(Min oversættelse efter www.regnum.ru den 26. august)
Man kan ikke forestille sig andet, end at spændingen internationalt er vokset markant. Men man kan håbe på, at der er folk overalt, også i Vesten, der holder hovedet koldt, og får nedtrappet konfliktniveauet. Det kræver målrettet afvikling af de igangværende krige og konflikter.