På en række punkter er der ikke den store forskel på McCain og Barack Obama. Den afgørende forskel er nok, at Obama har skabt forhåbninger

Så er der valg i Guds eget land. Der er to kandidater, der hver repræsenterer enten Republikanerne eller Demokraterne.
Sådan er den demokratiske konstruktion i et USA, der med en hær af medier, overvågning, hemmelige operationer, finansielle institutioner og kampvogne vil lære verden, hvordan man gør.
For at slå det fast, så er der en forskel på McCain og Obama. Den republikanske John McCain fører Bush-linjen videre og repræsenterer det åbent aggressive og lukkende USA. Det er en tilbagerulningens kraft, der vil fremme de økonomiske, ideologiske og politiske kræfter, der bar Bush.
På en række punkter er der ikke den store forskel på McCain og Barack Obama. Den afgørende forskel er nok, at Obama har skabt forhåbninger, der har udløst en betydelig mobilisering af nye og gamle politiske kræfter. Folk, der blev tromlet under Bush og Clinton.
Denne mobilisering kan få betydning for en justering af udviklingen i USA og af USA`s kurs i verden. Og måske kan netop denne bevægelse være det, der få nye folk til at stemme.

Valgt?
Men alligevel, hvis de to partier, hvis de stillede op i vores lille land, ville de være uspiselige for mange af os og kunne nemt gå under betegnelsen Republicrats.
Det bemærksesværdige er, at der netop kun er de to. Som om, at det var det store valg. Som om, at det kun er inden for den republikratiske ramme, at USA kan udvikle sig. Som om, at der ikke findes andre verdener, end dem der er domineret af Det Hvide Hus og deres venner igennem flere menneskealdre.
Mistrøstighed og apati i forhold til dette ikke-demokratiske system er vel også en af årsagerne til, at kun 50 procent af borgerne stemmer ved præsidentvalgene.
Den nederste del af det amerikanske samfund stemmer kun i mindre omfang. Hvorfor skulle de det? Bill Clintons såkaldte socialreform ændrede forholdene for de fattigste fra slemt til værre.
Der er en utrolig afstand mellem den reelle legitimitet - som afgøres, der hvor folk er - og så mediernes eksponering af præsidenten og valgkampen. Det fremstår klart som om, at der ikke kunne være andre valg.

Det andet Amerika
Men det er ikke apati over hele linjen. Der sker en masse i USA.
Der er masser af små bevægelser, lokale organiseringer og så videre. Men det er bevægelser, som ikke har arbejdet sammen, som har været splittede og lukket sig inde på deres eget felt.
Det er indlysende, at det også er vanskeligt, fordi problemerne er store og mangesidede. Der er konfliktmuligheder mellem de forskellige etniske grupper, mellem de store byer og landområderne, mellem forskellige kulturer og strategier.
Det er imidlertid ved at ændre sig. Der er en voksende kritisk debat på nationalt plan. Og der er initiativer for at skabe sammenhæng i bevægelserne på fælles platforme.
Et af afsættene for det er, at USA`s frontrolle som global aktør, skaber store negative konsekvenser lokalt. Det er én af de faktorer, som kan være med til at samle på et principielt grundlag, der går imod Republikraterne.