Vi lader som om det ikke er sket. Som om ¤¤den danske model¤¤ er uantastet. Vi undlader at reagere i overenskomstkampen, fordi vi ikke vil forstyrre parterne
af Birgit Unnerup, Langeland
Per Clausen slutter et indlæg den 15. august med at udtale om regering og folketingsflertal, at 'mere usselt kan det ikke blive'.
Jeg er meget uenig. Der er ingen grænse for usselheden. Intet er så slemt, at det ikke kan blive værre.
Værre er det imidlertid, at det igen er et udtryk for de illusioner, der trives så fedt på venstrefløjen, at regeringen og folketingsflertallet kunne eller skulle eller burde være mindre ussel.
Det er naturligvis i orden at håbe. Men der er ikke meget i historien eller i vores egne erfaringer, der giver grundlag for dette håb. Og det har mildest talt ikke været en effektiv kampform imod regering og folketingsflertal at appellere til deres mindre usle sider.
De mener det, de siger og gør. Det er ikke fejl. Det er borgerskabet, der rager til sig og forstærker undertrykkelsen og udbytningen i en tid, hvor arbejderklassen og venstrefløjen ikke ved, hvad de skal stille op! Udover altså at sprede illusioner og grundløse håb.
Ja, vi (eller hvem der nu appelleres til) burde bekæmpe EF-domstolen - for slet ikke at tale om EU. Men vi gør det ikke. Vi nøjes med at appellere - og til hvem?
Ja, EF-domstolen undergraver fagbevægelsen. Det er rigtig mange år siden, at arbejdsmarkedets parter blev enige om, at afgørelser fra EU, der vedrørte arbejdsmarkedet, blot skulle inkorporeres i overenskomsterne - uden forhandlinger eller noget.
Vi lader som om det ikke er sket. Som om 'den danske model' er uantastet. Vi undlader at reagere i overenskomstkampen, fordi vi ikke vil forstyrre parterne. Vi håber på og appellerer til den danske model, mens regeringen og folketingsflertallet (og EU) i større og mindre ryk fjerner alt det, som de forudgående generationer har kæmpet igennem.
Og det kan sagtens blive endnu mere usselt - fra venstrefløjen, fra Enhedslisten og fra Per Clausen. Så længe der ikke protesteres og kæmpes, og så længe det giver valg.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278