Nyliberalismen og dens prioritering af de bedre stillede har sat sit præg på uddannelsespolitikken i form af akademisering, individualisering og elitetænkning

af økonom, cand. scient. adm. Henrik Herløv Lund, Den Alternative Velfærdskommission.
Den store nedgang i tilgangen til en række videregående uddannelser her i sommeren 2008 er et alvorligt tilbageslag i den danske uddannelsespolitik. Det er imidlertid kun et blandt flere problemer i uddannelsespolitikken.
Der har længe bestået tre store uddannelsespolitiske udfordringer i Danmark: For det første at øge andelen af en ungdomsårgang, der gennemfører en ungdomsuddannelse, for det andet at øge tilgangen til lærer- og pædagogseminarier samt sygeplejeuddannelse og for det tredje at øge andelen af en ungdomsårgang, der gennemfører en universitetsuddannelse.
På alle disse områder har regeringens politik fejlet. Hvad angår at gennemføre en ungdomsuddannelse, er regeringens mål, at 95 procent af en ungdomsårgang i 2015 skal have en ungdomsuddannelse.
Men i regeringens tid er det tværtimod gået stik tilbage hermed, og ikke siden 1993 har så få unge som i dag taget en ungdomsuddannelse. I 2006 var andelen for første gang i 15 år under 80 procent af en ungdomsårgang.
Også uddannelsesproduktionen på lærerseminarier, pædagogseminarier og sygeplejeuddannelse skranter alvorligt og har gjort det i længere tid. Også her er et problem frafald, men navnlig i regeringens tid er en gennemgående stadigt lavere tilgang et hovedproblem. På pædagoguddannelsen er optaget i år faldet med 22 procent, på sygeplejeuddannelsen med 18 procent og på læreruddannelsen med ni procent.
Og nu er turen så kommet til universitetsuddannelserne, hvor tilgangen som anført i år er faldet med 12 procent, og hvor man desuden kæmper med frafald og lange gennemførelsestider. Udviklingen går stik imod regeringens mål om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal læse på universitetet i 2020 mod i dag 15 procent.
Det er i forbindelse med årets lave optag på både universiteter og seminarier blevet anført, at dette hænger sammen med den høje beskæftigelse og nemme adgang til hurtige jobs. Hertil skal dog anføres, at dette jo har været situationen på arbejdsmarkedet nu i flere år og dermed for eksempel ikke kan stå alene som forklaring på, hvor dette er gået galt med søgningen på universiteterne netop i år.
Selvom der i et vist omfang er nogle helt akutte årsager til krisen i uddannelsessystemet, må vi således søge efter længerevarende og dybere årsager.

Sammenhæng med velfærden
Disse alvorlige problemer i uddannelsessystemet er ikke tilfældige svipsere, men hænger på forskellig måde sammen med den nyliberalistiske inspiration for VK-regeringens uddannelsespolitik og i videre forstand dens velfærdspolitik.
Nyliberalismen er en mere markedsøkonomisk orienteret udgave af liberalismen, som sigter på at rehabilitere markedet på velfærdsstatens bekostning. Dette handler om samfundsøkonomisk at fremme den private sektor i forhold til den offentlige, samt om at fremme markeds- og virksomhedsmæssige styreformer og private ledelsesmetoder i den tilbageblevne offentlige sektor. Snævert forbundet hermed vil nyliberalismen begrænse (om)fordelingspolitikken og i højere grad i skattepolitikken og i de offentlige ydelser tilgodese de bedrestillede (eliteorientering).
Et kernepunkt for nyliberalismen er således, at omfordelingen af økonomiske midler fra markedet til og via velfærdsstaten skal rulle tilbage. Det har hidtil under denne regering ført til drastisk nedprioritering af det offentlige forbrug og den offentligt leverede velfærd i forhold til det private forbrug og den private sektor, og ifølge regeringens 2015-plan skal det offentlige forbrug begrænses endnu mere i de kommende år.
Regeringen har således længe gennem sin økonomiske prioritering signaleret, at den offentlige sektor og beskæftigelse her har lavere status. Dette er også blevet bekræftet ved de seneste overenskomstforhandlinger. På trods af, at den offentlige sektor har særligt store rekrutteringsproblemer i de nærmeste år, har regeringen stædigt nægtet - gennem en relativt større lønforbedring for offentligt ansatte - at give offentlig ansættelse et nødvendigt løft i forhold til privat beskæftigelse.
Også regeringens tydelige planer om nedskæring og besparelser i den offentlige sektor i de kommende år har været med til at tegne et mindre attraktivt billede af beskæftigelse i det offentlige. Hertil kommer en til tider skarp ideologisk funderet kritik af den offentlige sektor, for eksempel af folkeskole, sundhedsvæsen eller hjemmehjælp. Ingen har kunnet tage fejl af, at regeringen prioriterer den private sektor og private løsninger.
Der kan ikke være tvivl om, at den samlede virkning af alle disse negative prioriteringer og signaler for offentlig velfærdsservice er en væsentlig årsag til ikke mindst den faldende tilgang til lærer-, pædagog- og sygeplejeuddannelse. Hermed har vi jo netop at gøre med de fag, som er velfærdens kernetropper, og når velfærden skranter, gør disse uddannelser det naturligvis også.

Eliteorientering
Samtidig har nyliberalismen og dens prioritering af de økonomisk og uddannelsesmæssigt bedre stillede også på anden måde sat sit præg på uddannelsespolitikken i form af akademisering, individualisering og elitetænkning. Heri ligger, at uddannelsessystemet i højere grad indrettes på de uddannelsesmæssigt og økonomisk bedre stilledes præmisser.
For eksempel splittes uddannelserne i højere grad op i individuelle forløb på bekostning af fællesskab, grupper og voksenkontakt i klasserne.
Opsplitningen på erhvervsuddannelserne i et stort antal moduler og forskellige forløb er et eksempel herpå. Det øgede ansvar for egen læring og uddannelse passer børn og unge fra akademiske forældre godt, men ikke dem med en almindelig lønmodtagerbaggrund og slet ikke de svage, der har brug for klassetilhørsforhold og en klasselærer.
I og med, at erhvervsuddannelser netop er det sted, hvor de ikke-boglige og især børn og unge fra svage hjem - for eksempel indvandrere - søger hen, er der ingen tvivl om, at akademiseringen og eliteorienteringen er en væsentlig årsag til det store frafald på erhvervsuddannelserne.
Et andet eksempel herpå er opsplitningen i gymnasierne i et hav af studieretninger. Eller de individuelle elevplaner i folkeskolen.
Endvidere er boglighed, teori og teoretisering blevet opprioriteret i store dele af uddannelsessektoren fra mellemlange videregående uddannelser over gymnasier og helt ned i folkeskolen. Projektarbejde, problemformulering, perspektiveringer, tværfaglighed, videnskabsteori og så videre er blevet opprioriteret i forhold til konkret faglig viden og konkrete faglige færdigheder og metoder relateret til det virkelige og praktiske liv.
Igen er der ingen tvivl om, at dette passer den bedst stillede tredjedels børn og unge godt. Men det falder ved siden af i forhold til børn og unge med en almindelig lønmodtager/arbejderbaggrund, og navnlig er det en direkte hæmsko for de svage.
Når nu den stigende eliteorientering og akademisering er så tydelig i resten af uddannelsessystemet under VK-regeringens nyliberalt-borgerlige uddannelsespolitik, må man også spørge sig selv, om det er et tilfælde, at videnskabsminister Helge Sander også har skærpet optagelseskravene til universiteterne i 2008, hvilket umiddelbart er kraftigt medvirkende til det lavere optag i år.
Regeringen har motiveret dette med, at det skulle begrænse frafaldet senere hen. Men andre vurderer, at effekten vil være stik modsat. Med faldende studentertal følger også færre økonomiske midler til universiteterne og dermed forringelse af studiemiljøerne og færre ressourcer til at tage sig af svage studerende.
Der har i debatten været peget på manglende sammenhæng i uddannelseskravene, såsom at man ikke kan læse biologi på universitetet, selvom man har biologi i gymnasiet, og heller ikke kan optages på statskundskab, selvom man i gymnasiet har samfundsfag. Videnskabsminister Helge Sander har her svaret, at sådanne 'uhensigtsmæssigheder' skal der naturligvis kigges på. Hvad der imidlertid er nok så bemærkelsesværdigt, har han forsvaret og fastholdt den generelle skærpelse af optagelseskravene.

Årsag og virkning
Spørgsmålet er derfor, om der bag skærpelsen af adgangskravene til universiteterne i virkeligheden ligger en større grad af eliteorientering, således som også formanden for Gymnasielærerforeningen, Gorm Leschly har udtrykt det: 'Har ministeren en dagsorden om at styrke eliterekrutteringen til universiteterne?'
Der er dermed ingen tvivl om, at den borgerlige og nyliberale tilgang med individualisering, akademisering og elitetænkning i uddannelsespolitikken er kraftigt medansvarlig for gennemførelses- og optagelsesproblemerne i uddannelsessystemet.
Der er som anført en lige linje fra denne uddannelsespolitik til det høje frafald i erhvervsuddannelserne. Men også både den dalende tilgang og frafaldet på lærer-, pædagog- og sygeplejeuddannelserne i de senere år må granskes i det lys. Ligesom der er blevet rejst spørgsmål om en mulig sammenhæng mellem elitetænkning og skærpelsen af optagelseskravene til universiteterne.
Konsekvensen bliver naturligvis både ringere økonomisk vækst og ringere velfærd. Både erhvervsskoler og universiteter leverer vigtig arbejdskraft til erhvervslivet, og når disse mangler, hæmmer det selvfølgelig produktion og vækst. Og når der bliver mangel på velfærdens kernetropper - lærere, sygeplejersker og pædagoger - og dermed på hænder til at udføre velfærden, bliver konsekvensen uundgåeligt lavere service til borgerne.