22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Socialt og pædagogisk ansvar eller blot en vare

Socialt og pædagogisk ansvar eller blot en vare

Torsdag, 04. september, 2008, 00:00:00

Deloitte har helt bevidst forsøgt at ændre lovgrundlaget for specielt klubområdet, så det ifølge lovgrundlaget er tilladt at hæve forældrebetalingen

af byledelsen for Kommunistisk Parti København
Vi har alle sammen ideer og drømme om, hvordan rammerne for vore børns opvækst skal være. Vi ønsker alt godt for vore børn, som det gamle ordsprog udtrykker det.
Det er imidlertid ikke alle ting, vi selv er herre over. Samfundet omkring os skaber en række vilkår, som de færreste af os trods alt kan matche alene.
Det er derfor også naturligt, at vi har forventninger om, at samfundet påtager sig sin del af ansvaret for at skabe gode rammer for vore børn og unge, som jo netop er dem, der skal bærer samfundet videre.
Allerede i dag bliver mennesket betegnet som den vigtigste produktivkraft på grund af vore skabende kvaliteter. Vigtigere end maskiner og råvarer. I fremtiden vil denne udvikling blive endnu mere udtalt.
Forældre har selvfølgelig et ansvar for deres børn, men de har også en masse viden om deres styrker og behov på godt og ondt, som de gerne deler med andre - specielt med pædagoger og lærere i de institutioner og skoler, der har ansvaret for deres børn og unge mange timer hver dag.
De ansatte har til gengæld en professionel indsigt i børn og unges vilkår, som de i samspil med forældrene kan bruge til at sikre det enkelte barn optimale vilkår og udvikling.
Både forældre og ansatte i institutionerne stiller derfor krav til de vilkår, som vi byder børnene i dagligdagen, ligesom de forventer, at de, der tager beslutninger på samfundets vegne om børnenes og de unges vilkår, lytter til dem og tager højde for deres viden, når de træffer beslutningerne.
Men sådan er det desværre ikke altid - nu om stunder oven i købet sjældent.

Hvad vil København
Situationen i Københavns Kommune byder på mange problemer indenfor Børne- og Unge Forvaltningen (BUF), der kalder på alle gode kræfter, der kan løfte opgaven i flok.
På trods af magistratens store betydning for de vilkår, som vi byder byens børn og unge, har området gennem årerne været ramt af indskrænkninger, der både presser børnene og de unges dagligdag, ligesom det forringer arbejdsvilkårene for de ansatte, der skal garantere, at dagligdagen fungerer, og problemerne bliver spottet.
Man kan derfor også med rette have visse forventninger til de overvejelser, som BUF lægger frem i sine forslag til næste års budget på børne- og ungeområdet. Hvilke pædagogiske prioriteringer har forvaltningen lagt til grund for sine forslag?
Et af de store problemer for kommunerne landet over har gennem de seneste år været de stramme rammer, som skiftende regeringen har valgt at lægge over kommunernes økonomi.
Københavns Kommune har med udgangspunkt i aftalerne med regeringen stillet krav om færre økonomiske ressourcer til børne- og ungeområdet.
Hvordan har BUF valgt at takle den udfordring?
Børne- og Unge Forvaltningen har erkendt, at det ikke er muligt at skære yderligere i budgettet uden for store sociale og pædagogiske følger, og forvaltningen har derfor helt bevidst valgt at satse på at skaffe flere indtægter via forvaltningens egne aktiviteter/tilbud til børn og unge.

Prisen på varen øges
Men hvordan gør man det? Det er sådan noget, det private erhvervsliv har opbygget mange års erfaring i, og forvaltningen har åbenbart med største selvfølgelighed søgt assistance hos et af det private erhvervslivs anerkendte rådgivningsfirmaer, Deloitte.
Deloitte har opstillet et indtægtskatalog, som skal skaffe forvaltningen knap 175 millioner kroner ekstra i 2009 stigende til cirka 305 millioner kroner i 2012. Hjørnestenene er:
1. Ændret metode til beregning takster for vuggestue, børnehave og fritidshjem, så institutionerne kun betales efter hvor mange børn der faktisk er i institutionen. Cirka 11 millioner kroner.
2. Modulordning i institutionerne, så forældrene skal bestemme sig for, om de vil have en plads til 25, 35, 45 eller 52 timer om ugen. Værdi 26 millioner kroner i 2008 stigende til 105 millioner kroner i 2012.
3. Øget forældrebetaling for mad i institutionerne. Ingen vurdering af samlet værdi, men en merudgift på knap 1000 kroner for en standardfamilie med to børn.
4. Udlicitering af ejendomsservice og mad i institutionerne.
5. Ændring af lovgrundlaget for hele klubområdet blandt andet ved at flytte fritidsklubber ind under skoleområdet og ensrette takster for at alle klubber. Samlet værdi 74 millioner kroner årligt.

Klubområdet
Deloitte har helt bevidst forsøgt at ændre lovgrundlaget for specielt klubområdet, så det ifølge lovgrundlaget er tilladt at hæve forældrebetalingen fra eksempelvis 20 til 30 procent eller fra 30 til 40 procent afhængig af regelgrundlaget.
Derudover har Deloitte foreslået, at der sker ensartet betaling for alle slags klubber med det resultat, at 'forældrebetalingen på ungdomsklub stiger betydeligt', som Deloitte selv udtrykker det.
Forslaget om ensretning af taksterne er i direkte modstrid med andre af forvaltningens projekter som 'sikker by', der netop vil tilbyde betalingsfrihed på klubområdet for at få de unge ind i pædagogiske rammer og give kommunen en mulighed for at arbejde med dem.
Resultatet er i bund og grund meget forudsigeligt på de store linjer. Deloitte har lagt en plan, der kan sammenlignes med en plan for opretning af økonomien hos et af landets store abonnementsdagblade.
På trods af, at avisen er den samme for alle, så kan man variere sit abonnement ved at få avisen alle hverdage, kun i weekend eller alle ugens syv dage. Aviserne har også specielle tilbud til folk med ondt i økonomien - i deres tilfælde studerende. Priserne tilpasses efter, hvad virksomheden har brug for og muligheden for at få maksimale indtægter.
BUF har i første omgang ikke bragt Deloitte`s forslag i spil på klubområdet, men forvaltningen har heller ikke afvist forslagene.
Eftersom Deloitte har diskuteret forslagene med forvaltningen undervejs i processen, giver forvaltningen næring til den tanke, at de bliver foreslået på et senere tidspunkt. De samlede forslag bygger på en radikal omlægning af tilgangen til styringen af forvaltningen.

Markedskræfterne
Udgangspunktet i Deloitte`s oplæg er ikke en pædagogisk vurdering af konsekvenserne, men alt overvejende en økonomisk betragtning. Tilbudene og behandlingen af kommunens børn og unge bliver forvandlet til en vare med et økonomiske potentiale.
Det bliver markedskræfterne, der i stigende grad kommer til at bestemme vilkårene og udviklingen, med social skævvridning til følge. 'Har du penge, kan du få - har du ingen må du gå.'
Det er samtidig en udvikling, der undergraver demokratiet. Markedet er hverken socialt eller demokratisk.
Når forvaltningen i den grad bruger markedet til at styre udviklingen, fralægger den sig også de politiske og sociale styringsmetoder, og udhuler dermed også byens borgeres, brugernes og de ansattes muligheder for at påvirke den fremtidige politik og vilkårene for børn og ansatte.
Det er før lykkedes en forenet bevægelse af forældre, pædagoger og andre ansatte at tvinge politikerne til at trække forslag om forringelser i forbindelse med forhandlingerne om kommende budgetter tilbage. Faren for, at forringelserne bliver overført til andre grupper, er til gengæld øget med regeringens økonomiske pres.
Det gør kun opgaven med at skabe en fælles bevægelse af ansatte og brugere på tværs af forvaltningerne endnu mere nødvendig og presserende.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. sep. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp