Pakistan efter Musharraf vil fortsætte sin snublende færd, mens befolkningen er fanget mellem militærdiktaturets hammer og den politiske korruptions ambolt

af Tariq Ali
General Pervez Musharraf handlede hurtigt og hensynsløst, da han i oktober 1999 tog magten og blev Pakistans fjerde militærdiktator. Han proklamerede sig som Pakistans præsident - eller landets administrerende direktør. Da to af de centrale 'bestyrelsesmedlemmer' - USA og den pakistanske hær, hovedaktionærerne i Pakistan A/S - mistede tilliden til ham, forstod han, at han var færdig.
Efter en vidtløftig, usammenhængende tale til nationen, fyldt med de mest barnagtige retfærdiggørelser af sig selv, trådte han tilbage. Det skulle han have gjort, da hans valgperiode udløb, men han var angrebet af magtsyge og var døv for de forpinte råb fra folkedybet.

Politisk kovending
Vi kan jo gætte på, om han ville have holdt i disse ni år, hvis det ikke havde været for 11. september og 'krigen mod terror'. En tidligere diktator, general Zia-ul-Haq (1977-88) var på samme måde blevet et uundværligt lille hjul i det store imperialistiske krigsmaskineri under den sovjetiske besættelse af Afghanistan. De monstre, som da blev ynglet, var gerningsmændene bag angrebet på Pentagon og World Trade Center i 2001. Det tilfaldt Musharraf og hans generaler at pille den eneste sejr, som den pakistanske hær nogensinde har vundet, fra hinanden, nemlig erobringen af Kabul ved hjælp af Taleban. I en 180 graders vending blev pakistanske militærbaser stillet til rådighed for USA ved besættelsen af Afghanistan.
Under Zia og frem blev soldaterne præpareret med islamisk ideologi. Efter 11. september fortalte Musharraf de samme soldater, at målet var ændret. Nu skulle de dræbe 'terrorister', det vil sige andre muslimer. Det kom næsten til at koste ham livet (to attentater lige efter hinanden), men han forblev loyal mod Washington - og vice versa. Hans vestlige allierede så ingen modsætning i at støtte en general, når blot dyder som 'demokrati og menneskerettigheder' blev prædiket for resten af verdenen.
Krigsførelsen mod tilhængerne af jihad gjorde ham så upopulær i militæret, at soldaterne forlod det i flokkevis.

Angreb Højesteret
Så var der hans sammenstød med den oprørske højesteretspræsident Iftikhar Chaudhury, som var begyndt at afsige domme til fordel for personer, der havde været udsat for overgreb og korruption fra statens side, eller om borgere, der forsvandt i terrorkrigens navn. Retspræsidenten blev fyret, og vrede advokater startede en kampagne for at få ham genindsat. Musharraf trak kløerne til sig, men kun for at erklære undtagelsestilstand og fyre ham igen sammen med andre dommere.
Hvis dette var sket i et land, som ikke blev favoriseret af NATO, var helvede brudt løs. Men ikke her. I januar måned skrev højesteretspræsidenten til Nicolas Sarkozy, Gordon Brown, Condoleezza Rice og præsidenten for EU-Parlamentet.
Brevet - som fortsat er ubesvaret - forklarede den virkelige grund til Musharrafs handlinger således:
'De vil måske først undre Dem over, at jeg bruger vendingen 'gør krav på at være statsoverhoved'. Men det er helt bevidst.
General Musharrafs valgperiode sluttede den 15. november 2007. Hans påstand om at have krav på endnu en periode er genstand for en tvist, der bliver behandlet af Pakistans højesteret. Det var mens denne påstand var under forundersøgelse ved Højesteret, at generalen arresterede hovedparten af disse dommere i tilslutning til min arrestation den 3. november 2007. Han unddrog sig således den retslige proces, som fra det tidspunkt er sat i står. Foruden at arrestere præsidenten og dommere fra Højesteret (hvilken skændselsgerning kan være værre?) foregav han at suspendere forfatningen og fjernede alle uafhængige dommere fra retsinstanserne.
Nu er kun håndplukkede, lydige dommere, som er villige til at 'godkende', hvad som helst han forlanger. Alt dette er også stik imod en tidligere og udtrykkelig kendelse fra Højesteret af 3. november 2007.'
Med Musharrafs fald vil kravet om genindsættelse af højsteretsdommeren vokse. Advokater truer med nye demonstrationer.

Nej til terrorkrig
En meningsundersøgelse, som i maj måned blev gennemført af New American Foundation, afslørede, at 28 procent af den pakistanske befolkning foretrækker, at militæret har en politisk rolle. I august 2007 var det 45 procent. Endvidere anser 52 procent USA for at være ansvarlig for volden i Pakistan, og 74 procent er imod 'krigen mod terror' i Afghanistan.
Et flertal ønsker en forhandlingsløsning med Taleban; 80 procent gør regeringen og lokale erhvervsdrivende ansvarlige for fødevaremanglen; kun 11 procent ser Indien som hovedfjenden.
Intet af dette gør indtryk på landets magthavere, som foretrækker at leve i deres egen osteklokke.
Pakistan efter Musharraf vil fortsætte sin snublende færd, mens befolkningen er fanget mellem militærdiktaturets hammer og den politiske korruptions ambolt.
Der er en vej ud: Gennemgribende landreformer, skabelsen af en ordentlig social infrastruktur, og oprettelsen af mindst et dusin lærerseminarier til at danne basis for skabelsen af et ordentligt skolesystem - men de politiske og militære herskere og deres vestlige støtter, har altid set den anden vej.
Malaysia har gjort det - hvorfor ikke Pakistan?

Tariq Ali er britisk-pakistansk historiker, forfatter og kommentator, filmskaber og politisk aktiv. Artiklen blev offentliggjort den 18. august af magasinet Counterpunch.

Overskrifter er indsat af Arbejderen.