Regeringens dagpengeforslag er ikke et seriøst forsøg på at skaffe flere hænder. Det er ren ideologi
af Frank Aaen MF, Enhedslisten
Nu barsler regeringen med nye planer om at forringe dagpengene. Angiveligt for at skaffe flere i arbejde. Men det er jo det rene vrøvl.
Dagpengemodtagere skal jo i forvejen stå til rådighed for arbejdsmarkedet og tage de job, som de har kvalifikationer til, for overhovedet at modtage dagpenge.
Når de stadig er arbejdsløse, skyldes det, at deres uddannelse og kvalifikationer ikke matcher de job, som er ledige.
Regeringens dagpengeforslag er ikke et seriøst forsøg på at skaffe flere hænder. Det er ren ideologi, der handler om at bruge den aktuelle mangel på arbejdskraft til at gennemføre de forringelser i dagpengene, som de altid har ønsket.
Til gengæld vil de negative konsekvenser af en forringelse af dagpengesystemet være til at tage og føle på.
For det første vil det føre til at en større gruppe flyttes fra dagpengesystemet til kontanthjælpssystemet - ikke mindst når konjunkturerne vender, og arbejdsløsheden stiger.
Og for det andet trues den solidariske danske dagpengemodel, fordi forringelser vil få flere til at forlade dagpengesystemet til fordel for private usolidariske ordninger.
Problemet med manglende arbejdskraft skal løses ved at skabe betingelser på arbejdsmarkedet, der sikrer, at medarbejderne ikke blive syge af stress og nedslidning - så sygefraværet kan reduceres.
Samtidig må arbejdsgiverne tage et langt større ansvar for omuddannelse og oplæring - og de må skabe vilkår, så også de, der ikke er toptunede, kan være med.
Jagten på de arbejdsløse hjælper ingenting.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278