Det kapitalistiske demokrati er en dobbeltstandard, der må tillempe ytringsfrihedens mange ansigter... Berlingske Tidende og Jyllands-Posten synes at overgå hinanden i den kreative metier

af Per Diepgen, Halskov
Er løgn bare kreativitet og fortielse en slags ytringsfrihed, eller hvad er en værdikamp uden sandhed og ærlighed?
På vej til magten glimrede statsministeren i et finansministerforsøg på at omgå finansloven. Denne Venstres førstemand, der også er kendt for at tale om velfærd og værdier, samlede et valgflertal med sin underskrift på en fremmedhadsplakat af andengenerationsunge på vej ned fra en retssal.
Og Jyllands-Posten forhånende tegninger af anderledes troende fik den fulde støtte af denne pressens minister, milevidt fra den behandling redaktionen på Arbejderen fik af politiet for sine ytringstilkendegivelser.
'Dobbeltstandarder' kaldte redaktør Birthe Sørensen frihedsfænomenet i en kronik i Politiken (den 23. marts 2006). 'Demokrati' tordner regeringen!
I det hele taget virker det påfaldende, at så mange ministre taler om demokrati og danske værdier og samtidig får rejst sager imod sig om tvivlsomme embedsførelser.
Jeg skæver jævnligt hen til min morfars fajanceaskebæger med I. C. Christensen i hel figur (Venstre-statsminister indtil 1908), der er forsynet med Alberti som ræv på ryggen, og da overvejer jeg, om Fogh Rasmussen har en historisk dobbeltgænger i Madsen-Mygdal.
I forbindelse med åbningen af den liberale højskole den 4. januar 1939 hetzede denne tidligere Venstre-statsminister imod det kommunistiske Rusland og mente, at den fri forfatning misbruges, for 'klassepolitik og folkestyre er i virkeligheden uforenelige'.

Historiens paralleller
Han stillede på et møde i Maribo en uge senere et par 'retfærdighedskrav: fri adgang til udnyttelse af foreliggende eksportmuligheder og at få en ende på den urimelige skattepolitik'.
Her citeret fra Folketidende for Lolland-Falster, der side om side melder om Barcelonas fald, om retsopgør mod de hjemvendte spaniensfrivillige og fra en tale af Hitler gengiver 'det venskabelige forhold, hvori Tyskland følte sig stående til Belgien, Holland og Danmark'.
Redaktøren af den samme Venstre-avis skrev i en leder (den 30. december 1938), at der intet skel findes mellem demokrati og diktatur: 'I Tyskland er diktaturet slet og ret en konsekvens af demokratiet.'
Danmark er siden selv blevet en besættelsesmagt, og dette kapitalistiske demokrati hyldes stadigvæk af de to højreradikale dagblade, nemlig Berlingske Tidende og det ytringssøgende Jyllands-Posten. Her kan kvinderne i det meget sigende 'Trykkefrihedsselskab', blandt andet Helle Merete Brix og Katrine Winkel Holm, lufte deres politiske budskaber af racistisk karakter, ikke mindst det oppiskede selvpineri af et iscenesat islamisk trusselsbillede.
Selvironisk latterliggørende er, at de ved at argumentere med en snerpet kvindefrigørelse kaster sig over de islamiske kvinders ret til at bære hovedtørklæde, og at de i korstogets hellige navn trækker phallosvåbnet blankt ud af den seksuelle frigørelse, senest for at åbenbare bogen 'Medinas nøgenslebne juvel' - en amerikansk forfatterindes genfortælling af forholdet mellem kønnene for 2000 år siden, et moderne bidrag til kvindernes evige Decameron-fortællinger.

Dobbeltstandard
Det kapitalistiske demokrati er en dobbeltstandard, der må tillempe ytringsfrihedens mange ansigter for at tilgodese De Konservatives retsbevidsthed. Berlingske Tidende og Jyllands-Posten synes at overgå hinanden i den kreative metier.
Efter artikler om den justitsbefængte sag mod jøden Dreyfus overgår de hinanden ved tilsyneladende at sætte Venstre på prøve i en artikel- og kronikserie om justitsminister Alberti, der havde en næsten aktuelt lemfældig omgang med andres penge i banken.
Om kreativiteten fortæller historieprofessor Claus Bryld den 15. august, dernærst juraprofessor Jens Peter Christensen den 5. og 6. september. I det historiske perspektiv blotter magtmisbruget to lærestykker.
Dels er kampen mod fascisme og højreradikalisme lige så nærværende i dag som før Anden Verdenskrig, og dermed er kampen mellem en højre- og en venstrefløj lige så nødvendig som førhen. Klassekampen er langt fra forbi, sålænge de internationale institutioner ikke har kunnet eller villet afskaffe proletariatet.
Vi må atter nytænke Karl Marx og tage det moderne sprog til os, som højrefløjen har tiltusket sig, frisindets liberale og humane sprog, og forklare, hvorledes vi kan frigøre os fra den kapitalistiske tankegang.
Det arbejde har redaktionen på Arbejderen for længst indledt med artikler om kunst og kultur, teater og musik, hele den folkelige aktivitet til glæde for læseren. Jeg selv følte mig både fri og fornøjet, da jeg læste anmeldelsen af Tønder-festivalen.